Debutfilm er en smuk fortælling om døden, men skulle måske have været en dokumentar

Det er godt for vores nordiske introverthed og berøringsangst for de store følelser, når der lander en film som ‘Min evige sommer’. Den danske spillefilm, som Sylvia Le Fanu står bag, går nemlig tæt på det at miste set gennem en teenagers øjne.

‘Min evige sommer’ begynder i en lykkelig og ubekymret stund i et teenageliv. Det er sidste skoledag i niende klasse for filmens hovedperson Fanny (Kaya Toft Loholt), og hun er i fuld gang med at kaste karameller til skolens små elever, udklædt og med smil til op over begge ører.

Introscenen er nærmest Vinterbergsk i sit udtryk. I én lang panoramisk scene lader den et af ungdommens lette og ubekymrede øjeblikke udspille sig uden reelle replikker eller decideret handling.

Særligt effektfuld bliver dén scene, fordi den klipper abrupt og direkte til larmende stilhed i en bil, hvor Fanny sidder på bagsædet, hendes mor (Maria Rossing) og far (Anders Mossling) på forsædet, mens de ordløst kører ud i sommerlandet.

Bilturen er stemningsfuld og svært genkendelig. Sommerlandets bugtede veje fører gennem grønne bøgeskove, over broer og langs glitrende blåt hav. Der er fuglekvidder og lutter idyl på overfladen, men man fornemmer tydeligt, at bilturen er underligt trykket. Der er noget på spil, der strækker sig langt længere end ungdommens såkaldte sløvsind.

Kaya Toft Loholt, Maria Rossing og Anders Mossling mestrer denne kunst til perfektion filmen ud: at fremmane så præsente og stærke stemninger og følelser med deres blotte blikke, ansigtsudtryk og kropssprog.

For da familien ankommer til sommerhuset, flytter en hospitalsseng også ind. Generelt er noget af det fineste ved filmen alt det, der bliver sagt uden ord.

For filmen viser netop, at der slet ikke nødvendigvis er brug for hverken store ord eller ditto armbevægelser, når man står midt i såvel ventesorgen som i den reelle sorg i kølvandet på tabet.

For langsom

Det, der er filmens store styrke, dens poetiske billeder af sand mellem tæerne, vandreture i klitterne og isspisning, ender også med at blive en del af dens svaghed.

For ‘Min evige sommer’ går virkelig planken ud, når det kommer til at holde den subtile stil. Alle de store følelser og budskaber skal læses mellem linjerne. Det er en spillefilm, men stilistisk bevæger den sig lige på grænsen til et dokumentaristisk udtryk.

Det gør imidlertid, at den kan opleves så langsom, at man som seer af og til zoner lidt ud. Man skal virkelig være klar med fortolkningshatten for at forstå alle filmens facetter, der er ikke noget, der bliver serveret direkte.

Fanny (Kaya Toft Loholt) er eksempelvis i den alder, hvor hun synes, at hendes forældre som udgangspunkt er irriterende og kiksede, men hun kalder samtidig på sin mor (Maria Rossing), når hun ser en stor edderkop på sit værelse.

Ferien i sommerhuset er en tornado af medicin, koordinering med hjemmesygeplejen, teenage-irritation over, at wifi’en ikke virker særlig godt. Som familie står de på tærsklen til noget ufravigeligt og forfærdeligt og prøver at opretholde en eller anden form for normalitet midt i det hele.

De forsøger at holde fast i nogle ferietraditioner med isspisning, Tour de France, badeture og vandretur med medbragt frokost, men de har ikke nogen direkte samtaler om morens nærtforestående død.

Det er død og ventesorg gennem en iPhone-linse. Fanny ser på stories fra sine venner, der lever et helt almindeligt ungdomsliv, forsøger at holde tråd i dem med selfies og beskeder, mens tiden står stille i hendes liv. Hun skal nyde den her sidste sommer sammen med sin mor, og det giver en følelse af, at tiden er knap, men dagene er lange.

‘Min evige sommer’ er fremfor alt altså en sanselig film, der gerne vil fortælle, at til syvende og sidst er det relationerne og alle de små ting i livet, der er de smukke. Bølgeskvulp, sand mellem tæerne, bogsider, der knitrer mellem fingrene, trækroner, der rasler i vinden, er rent faktisk den største luksus i livet.

Det er netop de ting, som Karin (Maria Rossing), Fannys mor, forsøger at holde fast i, forsøger at nyde. Hun kæmper for at vride de sidste dråber ud af livet og jagter på alle de måske sidste oplevelser.

Stærke scener

Hvordan man indoptager ‘Min evige sommer’, kommer nok an på, hvilke erfaringer man selv har med alvorlig sygdom og død i de nærmeste relationer. Enten vil den vække genkendelse og spejling, eller også vil den måske virke lidt chokerende.

For det er voldsomt, når man kommer helt tæt på Fannys sorg, der er blandet med en vrede over at være afmægtig og ikke at kunne være som alle de andre.

Skikkelsen, der plejede at kunne alt, være den trygge havn, men som intet kan mere, og må assisteres af sin datter i daglige gøremål. Rollerne er byttet om, og Fanny mister langsomt sin mor, selvom hun stadigvæk er i live.

Sorgen er svær at sætte ord på, og den er fuld af dilemmaer. Hun burde være sammen med sin mor hele tiden, men det kan man ikke uden at blive moderat sindssyg. Så hun får besøg af kæresten, veninderne, ryger i smug, tager til halbal og får et job ved det lokale vandland, hvor hun serverer pomfritter for at have et eller andet normalt holdepunkt.

‘Min evige sommer’ tager fat i nogle komplekse følelser og mekanismer, som den formidler flot. Eksempelvis den diskrepans, der kan opstå i et ungt liv, når man tidligt får nogle indsigter, som ens jævnaldrende slet ikke har. Når man er tvunget til at blive følelsesmæssigt voksen, mens ens venner mest af alt tænker på fester og sabbatår.

Den viser også sorgens forskellige ansigter. Hvordan man kan hige efter at få en pause fra alt det svære og bare koncentrere sig om at lange pomfritter over disken på sit sommerjob og flirte i sommerlandet.

Derfor kommer sorgen undertiden frem som spydigheder og teenage-hvæs fra Fanny mod hendes far (Anders Mossling). Luften i sommerhuset er tyk af misforståelser og sårede følelser. For hvordan er man en god datter? Og hvordan er man en nærværende og lyttende far, når man selv er i sorg over at være ved at miste sit livs kærlighed?

Filmen giver disse kompleksiteter tid og plads, og den giver således dybe indsigter i den afgrundsdybe sorg og den ligeså betingelsesløse kærlighed. Den viser, at vi reagerer forskelligt, og at vi har forskellige behov.

Og det gør den uden filter. Den zoomer forbilledligt tæt ind på alt det grimme og svære. På den måde virker det til, at den har et klart oplysningsærinde. Den vil minde os om dødeligheden, og hvor flygtigt og dyrebart livet og kærligheden er.

Filmens slutscene gør, at man trods alt det helt utroligt svære går ud af biografen med en lettere følelse i brystet og kærlighed til livet.

‘Min evige sommer’ har potentiale til at ruste os alle sammen bedre til det sidste farvel og til at agere i sorgen.