Den første uge af optagelserne skete der noget særligt: ”Mig bekendt er det ikke sket før i dansk filmhistorie”

Hvorfor er “Viften” en vigtig historie at fortælle?

Ophævelsen af det danske slaveri er rammen for vores fortælling, men vi har givet mikrofonen til nogle af dem, der aldrig har haft en stemme i danmarkshistorien – brune kvinder.

Peter von Scholten (dansk generalguvernør på De dansk-vestindiske, red.) er ikke fokus for fortællingen, det er derimod hans brune kæreste, Anna Heegaard, og hendes veninde Petrine, hvis venskab og indbyrdes afhængighedsforhold hviler på, at den ene ejer den anden.

Hvad kendetegner venindernes forhold?

At den ene ejer den anden! Frederikke Aspöck (filmens instruktør, red.) og jeg har været optagede af, hvad det gør ved mennesker og deres relationer, når man bor i et terrorregime, som det danske kolonis styre var.

Hvordan er man en ven? Hvordan elsker man? Har man overhovedet “råd” til det? Vi var optaget af få volden fra sukkermarken ind i alle relationerne, og det har været afgørende for venskabsrelationen mellem Anna og Petrine.

Hvordan var det at spille rollen som Anna?

Stormfuldt. Jeg skulle lære at tale et andet sprog (Cruzian Creole, red.), genopfriske klaver, og så var der utrolig mange kostumeprøver.

Det er ikke første gang, jeg spiller med i noget, jeg selv har skrevet, men dette var en helt andet boldgade, fordi karakteren var noget af en mundfuld. Det var fedt. Ligesom at løbe et maraton – men i krinoline.

Vil du gerne ændre måden, vi taler om vores fortid som kolonimagt på?

Jeg kunne ønske mig, at vi begyndte at forholde os til det. Ikke udelukkende til de tidligere Dansk Vestindiske Øer, men også til Grønland. Jeg synes, vi skylder de befolkninger, vi har kolonialiseret, det, og at vi skylder os selv det.

Hvad har været det bedste ved at lave filmen?

Jeg vil fremhæve tre ting: Den første uge af optagelserne var vi kun brune kvindelige skuespillere på set. Mig bekendt er det ikke sket før i dansk filmhistorie. Det er jeg virkelig stolt over.

Så har samarbejdet med instruktør Frederikke Aspöck været en stor oplevelse. Og da jeg i sin tid kom hjem fra London som nyuddannet skuespiller, sagde en prominent instruktør til mig, at den eneste måde, jeg kunne komme til at spille med i klassisk/historisk dramatik på, ville være, hvis jeg spillede Comedia Dell’Arte, hvor mit ansigt og hænder ville være dækket.

25 år senere står jeg så med periodedramet “Viften”. Det efterlader en følelse af, at det løb først er kørt, når jeg siger, det er kørt.

Hvad har været det sværeste?

Alt. At skrive, finansiere og lave den. Og så var det sindssygt hårdt at være inde i Anna. Min karakter har jo opbygget en persona, som hun spiller så overbevisende, at hun også selv tror på den.

Der er andre spilleregler for hende end for de hvide, hun omgiver sig med, selv om hun mestrer at opretholde deres illusion om, at vi alle er lige.

Hvad håber du, publikum tager med sig fra filmen?

Større interesse for emnet, og at der kommer flere for-tællinger, så samtalen om vores fælles fortid kan blive et fælles anliggende.

Interviewet blev første gang udgivet i femina uge 17, 2023.