Det er uforståeligt, hvorfor Kate Hudson skal gå ind i den samme glasvæg flere gange

At kvinder, sport og lederskab er en perfekt kombination, er der måske mange, der ikke ved. Men det ved Isla Gordon (Kate Hudson), og hun kæmper en brav kamp for at overbevise sin temmelig belastende og også virkelig sexistiske sportsfamilie om det også.

‘Running Point’ fortæller historien om familien Gordon, der ejer og driver den fiktive basketball-franchise Los Angeles Waves. Familien består af Cameron (Justin Theroux), der er direktør for franchisen, og Ness (Scott MacArthur), der er General Manager. Og så er der Sandy (Drew Tarver), der er familiens halvbror, finansdirektør og homoseksuel.

Men Isla er den eneste i familien, der rent faktisk elsker basketball og ved noget om sporten. Alligevel er hun endt som firmaets velgørenhedskoordinator, og hendes arbejde går ud på at bruge Waves’ platform til at skabe god omtale.

Det er ikke en stilling, der passer Isla, men hun er endt der, fordi hendes far, ifølge hende selv, var et sexistisk røvhul, der mente, at hun ville være bedre som model for Playboy, hvor hun engang har poseret halvnøgen på forsiden med to basketbolde dækkende for sine bryster.

HUMORISTISK SKILDRING AF ET SEXISTISK ARBEJDSMILJØ

Med til historien hører, at Cameron har et stort stofmisbrug, og efter at han i påvirket tilstand påkører en hollandsk familie, bliver han sendt på afvænningsklinik. Inden da udpeger han Isla som midlertidig direktør.

Hun bliver naturligvis henrykt over den tillid, Cameron udviser. Ness og Sandy er derimod ikke begejstrede for, at deres uerfarne søster tager stillingen for næsen af dem.

Og den fortælling lykkes det ‘Running Point’ at introducere på elegant vis. Først med en gennemgang af familiens persongalleri, der gnidningsfrit sætter tonen an og forklarer seerne dynamikken mellem de fire søskende.

Herefter sættes der fokus på Islas kamp for at bevise, at hun har fortjent sin post som direktøren for det hele. Og det er ikke let i en mandsdomineret branche, når man har en fortid som nøgenmodel. For som en af hendes spillere siger direkte, så er det svært at tage hende seriøst, når han engang har set hendes bryster på internettet.

Det er en fornøjelse at se, hvordan Isla håndterer den slags modstand. Både når den kommer fra hendes brødre, spillere og konkurrenter.

Gennem seriens tre første afsnit lykkes det nemlig at etablere en dynamisk fortælling, der ganske vist ikke holder igen med sin stereotype skildring af mænd og kvinder. Heldigvis bliver det gjort med en herlig grovkornet humor, der ikke er bange for at udstille begge parter på en måde, så man håber, at de kan mødes et sted på midten.

KVALITETEN STYRTDYKKER

Serien kommer utrolig godt fra start, og man engagerer sig i familien og de interne udfordringer, de står overfor.

Desværre går det meget hurtigt ned ad bakke for kvaliteten i ‘Running Point’. For præmissen er, at Isla overtager et basketballhold, hvis succes og kvalitet er i frit fald. Det skal hun forsøge at rette op på, og det er den udfordring, der sætter gang i historien.

Men langsomt forsvinder det fokus, og serien handler mere og mere om det, den så elegant undgår i starten. Den platte humor tager over, og i takt med historiens udvikling bliver Isla flere gange fremstillet som både dum og ukvalificeret.

Og det er tydeligvis ikke dens hensigt. Men hvorfor man så lader den blonde hovedkarakter gå ind i den samme glasvæg flere gange, er både uforståeligt, unødvendigt og blot et af mange eksempler på dårligt karakterarbejde.

Og det er langt fra kun hende, der noget umotiveret fremstilles stereotypt og ubegavet. Også den homoseksuelle halvbror Sandy ender med at fremstå særdeles uflatterende, da han til Islas forlovelsesfest ikke inviterer sin kæreste med, fordi han skammer sig over ham.

En sidehistorie, der kunne have givet det overfladiske persongalleri lidt mere dybde. Men det er mere komisk end rørende at se, hvordan han fucker sit forhold op.

DOVEN HISTORIEFORTÆLLING

Det er desværre den vej, det går for størstedelen af seriens karakterer. Både dem, vi lærer at kende i starten, og også de utallige nye, vi løbende bliver præsenteret for. Hvilket synes unødvendigt, når man aldrig rigtig lærer dem at kende. Det er en overfladisk og doven måde at fortælle sin historie på.

Og det er desværre sådan, det fortsætter. Det er ikke kun det store persongalleri, der ender med at være hamrende uinteressant. Det er også de mange sidehistorier, der blandt andet byder på endnu en uventet halvbror. Han er i begyndelsen ret charmerende, men hans pludselige succes gør, at han vælter sig i damer og sætter dermed franchisen og Isla i dårligt lys.

Det er forbandet ærgerligt at se, hvordan seriens skaber lader alt det gode, der bliver etableret i de første tre afsnit, sive ud i en direkte intetsigende serie, der til sidst ikke handler om det, der er den egentlige præmis.