Se, lyt & oplev
13. december 2024

Det har været et vanvittigt år: Her er de bedste internationale film

Vi gør status over det bedste filmår i mange år, og der er rift om de pladserne på vores top-15 over årets internationale film.
Af: Claus Nygaard Petersen
Poor Things

Foto: Searchlight Pictures/Zuma/Ritzau Scanpix

2024 har været et fuldstændig vanvittigt år, når det kommer til biograffilm.

Især første halvdel af året var spækket med kvalitetsfilm, og de gode film blev bare ved med at komme. Selv om der var længere imellem guldkornene i anden halvdel af året, som også bød på nogle gedigne skuffelser – ’Joker: Folie à Deux’ og ’Gladiator II’ som de største syndere – har der været masser af fine filmoplevelser at hente her.

Lad os komme i gang med nedtællingen til årets bedste internationale film.

15. La Chimera

Josh O’Connor er perfekt lurvet charmerende i nedslidt jakkesæt, som en moralsk anløben Indiana Jones, i Alice Rohrwachers italienske sommerdrøm ’La Chimera’.

Arkæologen Arthur (O’Connor) er netop blevet løsladt fra fængslet og vender tilbage til sin gamle hjemegn for at slå sig sammen med sin gamle gravrøverbande. Men længslen efter sin forsvundne elskede Beniamina lægger en dæmper på hans lyst til livet.

Med syngende troubadourer til at kommentere på handlingen befinder ’La Chimera’ sig elegant i grænselandet mellem virkelighed og det åndelige og hensætter derfor publikum i en drømmelignende tilstand.

’La Chimera’ går stadig i udvalgte biografer og kan købes og lejes fra 19. december hos blandt andet Blockbuster.

14. The Holdovers

2024 blev indledt med en vaskeægte kommende juleklassiker i form af den sjove og hjertevarme ’The Holdovers’.

Det er Alexander Paynes periodekomedie om den gnavne lærer Paul Hunan (Paul Giamatti), der til i jul i 1970 får ansvaret for de drenge, som ikke kan komme hjem på juleferie fra kostskolen Barton Academy. Snart er det kun ham, den rebelske Angus Tully (debutanten Dominic Sessa) og kantinechefen Mary Lamb (Da’Vine Joy Randolph), der er tilbage på skolen.

I takt med at tiden går, bliver de bedre og bedre venner. Det emmer af julestemning og medmenneskelighed, og filmen blev fortjent anerkendt for sine kvaliteter - Joy Randolph vandt en Oscar for bedste kvindelige birolle.

’The Holdovers’ kan ses hos SkyShowtime.

13. Deadpool & Wolverine

Den rapkæftede superhelt Deadpool (Ryan Reynolds) meldte sin ankomst til Marvel-universet med sin vanligt gakkede tilgang til tingene.

Endelig lykkes det ham at få Wolverine (Hugh Jackman) til at teame op med ham. Dog ikke i den version, som vi alle kender og elsker, men en fallit-version, der har mistet troen på sig selv. Sammen skal de tage kampen op mod Cassandra Nova (Emma Corrin), som har planer om at udslette alle universer.

Reynolds og Jackmans samspil og den originale historie cementerer ’Deadpool & Wolverine’ som den bedste Marvel-film i flere år og som årets bedste actionkomedie.

’Deadpool & Wolverine’ kan ses hos Disney+.

12. Frit Fald

Skubbede Sandra (Sandra Hüller) sin mand ud fra andensalen i parrets schweizerhytte, eller faldt han bare ned ved et uheld?

Det er det altafgørende spørgsmål i Justine Triets Oscarvinder for bedste originale manuskript, ’Frit fald’. Filmen vandt desuden Guldpalmen ved 2023-udgaven af Cannes Filmfestivalen og har generelt høstet mange roser.

Især de medrivende retssalsscener og dertilhørende flashbacks er med til at gøre ’Frit fald’ til en fængslende oplevelse - og så selvfølgelig Sandra Hüllers pragtpræstation.

’Frit fald’ kan ses hos Filmstriben og TV 2 Play.

11. A Different Man

Sebastian Stan har haft et vildt efterår. Først var han aktuel som en ung Donald Trump i Ali Abassis uautoriserede biografiske film ’The Apprentice’, men det er med ’A Different Man’, at skuespilleren for alvor brager igennem.

Instruktør og manuskriptforfatter Aaron Schimbergs overrumplende film handler om Edward (Stan), der lider af den sjældne sygdom neurofibromatose. En tilstand, der giver ham markante ansigtsdeformationer. Efter en mirakelkur, hvor han bogstavelig talt kan tage sit gamle ansigt af, starter han et nyt liv som ejendomsmægler med en ny identitet.

Hans gamle liv vender dog tilbage, da hans tidligere nabo, dramatikeren Ingrid (Renate Reinsve), skal lave et stykke, løst baseret på Edwards liv. Selvom han umiddelbart er perfekt til rollen, har han sine problemer, og dem bliver der flere af, da den charmerende og udadvendte Oswald (Adam Pearson) træder ind på scenen. Han har samme sygdom, men en markant anderledes tilgang til livet.

’A Different Man’ er en fascinerende undersøgelse af, hvordan ens selvopfattelse ikke nødvendigvis hænger sammen med, hvordan vi ser ud. De tre fantastiske skuespilpræstationer gør filmen til en af den slags, man ikke kan lægge fra sig.

’A Different Man’ kan ses i biograferne.

10. Konklave

Er det muligt at lave en af årets mest nervepirrende thrillere, når handlingen er centreret om valget af en ny pave?

Svaret er ja, og filmen er Edward Bergers fremragende ’Konklave’. Ralph Fiennes spiller kardinal-dekanen Thomas Lawrence, der efter den tidligere paves død skal stå for arrangementet, hvor den nye skal vælges.

Intensiteten er mærkbar hele vejen igennem, og rollelisten, som blandt andet inkluderer Stanley Tucci, John Lithgow og Isabella Rossellini, leverer den ene mere blændende præstation efter den anden. Spillet om pavestolen er exceptionelt spændende, og filmen er med rette en af årets 10 bedste.

’Konklave’ kan ses i biograferne.

9. The Substance

”Den vildeste film, du kommer til at se i år,” er bare et af de bombastiske udsagn, anmelderen kaster efter ’The Substance’. Coralie Fargeats forrykte satirefilm spidder alder, udseende og køn, og kroner hele oplevelsen med en af de mest overrumplende slutninger i år.

Demi Moore er perfekt i rollen som den tidligere feterede skuespiller Elisabeth Sparkle, der på sin 50-års fødselsdag bliver fyret fra sit lukrative aerobic-tv-show. Takket være et bizart stof, udskilles en perfekt og yngre version af Elisabeth. Tilværelsen som Sue (Margaret Qualley) er dog så appellerende, at der snart går koks imellem de to kroppe.

‘The Substance’ er hardcore og brutal satire helt ude på det vildeste overdrev, hvor de to duellerende hovedroller begge bør være selvskrevne, når prisuddelingssæsonen for alvor går i gang.

’The Substance’ kan ses i biograferne.

8. All of Us Strangers

Det er ikke nok lommetørklæder i verden til at tørre alle de tårer væk, der bliver udskilt under ’All of Us Strangers’. Bedst som man tror af det rørende drama ikke kan trække mere i hjertestrengende, bliver der hevet i dem en gang til, så øjnene bliver fugtige igen.

Manuskriptforfatteren Adam (Andrew Scott) lever en ensom tilværelse. Et tilfældigt møde med den charmerende Harry (Paul Mescal) resulterer både i en livsopblomstring, men også et vemodigt gensyn med fortiden i form af sine forældres spøgelser.

All of Us Strangers’ er den romantiske fantasy-film, du ikke vidste, du havde brug for i dit liv, og selvom den er hård at komme igennem, er den et must for alle kærlighedshungrende eksistenser.

’All of Us Strangers’ kan ses hos Disney+.

7. Challengers

Hvor forrige indslag på årslisten tog udgangspunkt i romantik, er ’Challengers’ sex og passion. Trekantsdramaet mellem Tashi (Zendaya) og hendes to bejlere igennem livet, Art (Mike Faist) og Patrick (Josh O’Connor) bliver skildret med en sjælden sanselighed.

Med Trent Reznor og Atticus Ross’ pulserende dødsdisko-EDM-techno-underlægningsmusik som orgasmisk akkompagnement er Luca Guadagninos værk med længder den mest sexede tennisfilm nogensinde – sorry Janus Metz og ’Borg vs McEnroe’.

Tenniskampe bliver fysiske kraftudladninger og forløsninger for alle de seksuelle spændinger, der er især imellem Art og Patrick. ’Challengers’ er virkelig en oplevelse udover det sædvanlige.

’Challengers’ kan ses hos Prime Video.

6. Dune del 2

Hvor den første af Denis Villeneuves to ’Dune’-film føltes underligt uforløst, forholdt det sig straks anderledes med ’Del 2’.

Alt går op i en højere enhed, og instruktøren sætter en ny standard for storslået filmhåndværk. Drama, kærlighed og ikke mindst action, ’Dune: Del 2’ har det hele og endda i overflod. Timothée Chalamet er særdeles overbevisende i hovedrollen, og Austin Butler formår næsten at stjæle hele filmen med sin fascinerende og urovækkende skurkerolle.

Selv om der bliver lagt kraftigt op til endnu en fortsættelse, er det knapt så abrupt, som det var tilfældet med etteren. I stedet for at føle frustration, er det udelukkende sitrende forventning og glæde til det næste kapitel i den storslåede science fiction-saga.

’Dune: Del 2’ kan ses hos Max.

5. Wicked

Er man i tvivl, så lad os her slå fast, at det er fuldt ud tilladt at skråle med på sangene i ’Wicked’. Og det er virkelig svært ikke at gøre det.

Adaptationen af Broadway-musicalen til filmmediet er en kæmpe succes og igen en af den slags, hvor man ikke begræder, at historien er splittet op i to dele. Det værste er vel egentlig, at vi skal vente helt frem til november næste år med at få den episke afslutning på historien om de to hekse, den grønne Elphaba (Cynthia Erivo) og den pinkklædte Glinda (Ariana Grande).

De to hovedroller synger, så ikke en øretromme er utilfreds og ikke en hjertestreng er blevet revet i. ’Wicked’ er af den slags musicals, som får selv den største skeptiker til at trodse sine forbehold og overgive sig. Og så giv da bare de Oscars til Erivo og Grande, eller indfør en særkategori for duoer. Uf, den er god!

’Wicked’ kan ses i biograferne.

4. Civil War

Det bliver jo spændende at se, om Alex Garlands USA-dystopi i ’Civil War’ viser sig at være en forudsigelse, der går i opfyldelse.

I filmen er USA endt i borgerkrig, da præsidenten (Nick Offerman) har tilsidesat grundloven og skabt et diktatur. Vi følger krigsfotografen Lee Smith (Kirsten Dunst) og nogle kollegaer i deres bestræbelser på at nå frem til hovedstaden Washington D. C. og få et interview med præsidenten.

'Civil War’ er rå, realistisk og fuldkommen uafrystelig og står som en af de bedste antikrigsfilm i flere år. Kirsten Dunst leverer en af karrierens allerbedste præstationer, der, lige som filmen, er fuldkommen mesterlig og fænomenal.

’Civil War’ kan ses hos Prime Video.

3. Anora

Selvom ’Anora’ i bund og grund bare er en romantisk komedie, har instruktør og manuskriptforfatter Sean Baker lavet en alt andet en konventionel rom-com.

Anora (Mikey Madison) er en stripper, der ender i en hvirvelvindsromance med den russiske oligarksøn Ivan (Mark Eydelshteyn). Den spirituelle slægtning til ’Pretty Woman’ er dog helt sin egen og et helt igennem uimodståeligt bekendtskab.

Den er lige dele farce og drama tilsat en god sjat road movie og Bakers sædvanlige skarpe blik for at fortælle historier fra sexarbejderes perspektiv. ’Anora’ fremstår som en friskt pust i et godt, men dramatungt filmår. Og så brager Mikey Madison igennem med en fuldstændig uimodståelig tour de force-præstation af den slags, som skaber store karrierer.

’Anora’ kan ses i biograferne.

2. The Zone of Interest

Lyden af død har aldrig lydt så skræmmende og gruopvækkende, som den gør i Jonathan Glazers ’The Zone of Interest’.

På overfladen er filmen egentlig bare et helt almindeligt familiedrama. Der er dog lige den krølle på historien, at faren er Rudolf Höss (Christian Friedel) lejrleder i Auschwitz, og familien bor klos op ad den skrækkelige koncentrationslejr, hvor skorstene konstant oplyser natten og afslører stedets modbydelige formål.

Sandra Hüller leverer også her en pragtpræstation som Höss’ kone Hedwig, og scenerne sammen med Christian Friedel er klaustrofobisk intense.

’The Zone of Interest’ kan ses hos Max og Filmstriben.

1. Poor Things

Vi skulle kun 17 dage ind i 2024 for at finde årets bedste film. Præcis som ved vores midtvejsstatus i sommer, er det Yorgos Lanthimos' mesterlige ’Poor Things’, der napper førstepladsen.

Den alternative version af Frankensteins monster overrumpler med sin fantasifuldhed, som kun det græske unikum kan sætte dem op.

Emma Stone giver karrierens mest imponerende præstation, hvor repliklevering og især det fysiske skuespil er helt enestående. Bellas umiddelbarhed giver nogle vilde situationer, men i takt med at hendes babyhjerne modnes, italesætter hun også mange af samfundets strukturelle problemer på en absurd komisk måde.

’Poor Things’ er en vild rutsjebanetur fra start til slut og uden sammenligning året bedste film.

’Poor Things’ kan ses hos Disney+.

Denne artikel blev først bragt hos Vi Elsker Serier, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også