Det må have kriblet i Anders Agger for at stille de spørgsmål, han ikke må

Bør en psykisk syg voldsperson straffes med fængsel eller få den bedst mulige hjælp og pleje?

Det er det spørgsmål, Anders Agger har sat sig for at undersøge i den nye ombæring af ’Indefra med Anders Agger’. Her følger den folkekære journalist over fire skarptskårne episoder de mennesker, der bogstavelig talt er gemt væk og afskåret fra omverdenen.

Vi er på Sikringen i Slagelse, hvor de sygeste og farligste mennesker i Danmark er indlagt. De er tvunget i forvaring og håndteres dagligt med ekstrem forsigtighed af et toptrænet personale, for patienterne i er i den yderste ende af retspsykiatrien. På ubestemt tid.

Over tre måneder har Anders Agger besøgt hospitalet og portrætteret både personale og anbragte, flankeret af fotograf Jesper Bonde og tilrettelægger Anne Mette Lorentzen.

Gennem samtale forsøger programrækken at nå til bunds i det store spørgsmål, der uundgåeligt melder sig hos seeren, når det står klart, hvilken service og hvor mange ressourcer og varme hænder de indlagte har til rådighed.

BLIDE SMIL FRA EN FORBRYDER

Første episode lægger hårdt ud med et rammende møde med en af Sikringens bedst bevogtede patienter.

Med håndholdt, let rystende kamera ser vi, hvordan tre granvoksne mænd står stille sammen, foran en tyk, lydisoleret dør.

De nikker afmålt til hinanden og retter blikket mod en lille luge, hvorigennem de kan få kontakt til, hvem end der befinder sig på den anden side. Den største af mændene bjæffer et par korte ordrer om, at vedkommende skal forholde sig i ro. Og så træder de alle ind med indøvede, velkoordinerede skridt.

Da de dukker frem igen, har de en rolig, nærmest lidt forsigtig fyr med sig under armene i et jerngreb.

- Hej, alle sammen, lyder det blidt fra ham, mens han smiler høfligt og afvæbnende til kameraet. Manden hedder Ahmed, han har været på Sikringen i 15 år og har stort set altid opført sig pænt. Det siger han i hvert fald selv.

BENSPÆND OG BETÆNDT FORTID

Hvad de indlagte, som Agger taler med, har gjort, kan vi kun forestille os. DR har nemlig fået strenge ordrer om ikke at udspørge gerningspersonerne om, hvilke forbrydelser de har begået for at ende her.

De er her nemlig for at hele og få det bedre, så de kan komme videre. Ved at rippe op og konfrontere dem med fortiden, risikerer man at sætte behandlingen over styr.

Det er et hårdt benspænd, som dog bliver overholdt. Gennem serien lærer vi derfor meget lidt om voldspersonerne. Men i underholdende twists står det flere gange klart, at de indsatte ikke har nogle begrænsninger. De må nemlig spørge om alt og ved mere om deres interviewer, end han ved om dem.

- Dig kender jeg godt fra fjernsynet, udbryder Ahmed med et smil, første gang han møder Agger i et strengt bevogtet lokale.

- Okay. Er du okay med at tale med mig?, spøger DR-journalisten, der ser en smule overvældet ud.

- Ja, ja, skynder Ahmed sig at sige, og smiler beroligende inden han, lidt drillende, vender spørgsmålet mod Agger.

- Er du da okay med at sidde her?

DE ANSATTE MÅ STÅ PÅ MÅL

Det må have kriblet i Anders Agger for at stille de spørgsmål, han ikke må. For at flekse sine imponerende, prisvindende journalistiske muskler bliver det Sikringens personale, som får de skarpeste, kritiske spørgsmål. For nogen skal jo have dem!

Især overlægen, Sara Sloth Jørgensen, står på mål.

Hun leverer et flot, åbent portræt af sin barske hverdag og viser med et trist smil også nedturene på jobbet. Alt sammen, mens hun med empatiske (dog også let politiker-klingende) svar, afværger Aggers nærgående spørgsmål om, hvorfor patienterne skal have omsorg og ikke straf.

I en sekvens, hvor overlægen skal diskutere den indsatte, Liibans, velbefindende, kommer hendes pædagogiske evner på prøve.

Den isolerede Liiban skal have seks mand omkring sig, når han skal flyttes fra sin celle. Med korslagte arme får Sara Sloth Jørgensen et møgfald for, hvordan han bliver behandlet.

- Du praler af, at du giver mig frihed. Men du giver mig 30 minutter om ugen, udbryder han og fortsætter med at udpensle, hvad han kalder for en ”Guantánamo-tilværelse” for det rullende kamera.

Trods Sara Sloth Jørgensens velmenende ord fremstår hun over for seeren ikke som vinder i konfrontationen, for i sidste ende er Liibans manglende fritid hendes ansvar og beslutning. Og hvem kan ikke godt sympatisere med en, der oplever isolation som et helvede.

LYDEN AF STILHED

’Sikringen’ er gennemgående præget af tomrum.

De medvirkende vil tydeligvis gerne optræde på kamera, men har styr nok på dem selv til, at de ikke træder ved siden af og deler mere, end de har lyst til.

Flere gange censurerer de sig selv, og mange sætninger ender som ufuldendte og usagte hentydninger. Den tidligere reality-deltager, Kia Sødergreen, plages eksempelvis af stemmer og har ved sin tidligere indlæggelse angrebet personalet flere end 70 gange.

- Mine stemmer sagde, at jeg skulle... gøre noget. Noget, som jeg ikke behøver at sige her, lyder det afmålt fra Kia, da hun kort afrunder sin ellers gribende fortælling om sin tidligere indlæggelse.

Stilheden giver tid til eftertanke og lader de voldsomme billeder af fiksering og vold på institutionen synke ind. Samtidig får man en følelse af, at man nærmest er der selv, når stilheden i samtalerne fyldes ud af lyde.

Der er næsten altid en konstant bippen i baggrunden – fra en sikret dør, der har stået åben for længe, eller travle skridt på gangen fra pædagoger og sosu-assistenter, mens sikkerhedsbetjente koordinerer, hvordan de skal gribe en patient an.

På Sikringen er man i gang med at løbe et maraton og ikke en spurt. Det står klart, når folk som Ahmed kan være der i over 15 år og stadig skal bemandes og medicineres.

Derfor sidder man som seer også tilbage med en følelse af, at der måske skulle mere end tre måneder til, hvis man ønskede at male et retvisende billede af behandlingen på stedet.

Præmissen for Agger-programmerne er, at de medvirkende og deres historier skal tale for sig selv. Journalisten er til stede som en rød tråd og lyskegle, der oplyser og undersøger aspekter af vores samfund, som de færreste af os har forståelse for eller kender til.

I ’Sikringen’ er den karismatiske Anders Agger dog ukarakteristisk tilbagetrukken.

Det er tydeligt, at han ikke må ikke spørge om de helt basale ting. Og uden baggrunden for de gerninger, der har placeret de indlagte på Sikringen, er det svært at give efter, og få samme sympati for de medvirkende, som han ellers altid formår at kaste over de andre ’outsidere’, han besøger i sine programmer.