
DR dykker ned i et dystert kapitel af danmarkshistorien med ’Slave af Danmark’

Foto: DR
DR har en særlig forkærlighed for genren dramadokumentar, og bare det seneste år har vi fået historier om alt fra 'Grundtvig' til modstandskampen under 2. verdenskrig.
Nu dykker DR så ned i et temmelig dystert kapitel af danmarkshistorien med dramadokumentaren 'Slave af Danmark'.
Denne gang handler det om Danmarks rolle i den transatlantiske slavehandel tilbage i 1800-tallet, hvor danske skibe transporterede flere end 100.000 kvinder, mænd og børn fra den afrikanske vestkyst over Atlanterhavet for at arbejde i sukkermarkerne i Caribien.

Foto: DR
Men hvem var de mennesker, der blev kidnappet, solgt og fragtet over Atlanterhavet? Hvilke konsekvenser fik det? Hvem var de danske plantageejere - og hvad drev dem?
Det er nogle af de spørgsmål, som 'Slave af Danmark' forsøger at svare på, med værten Nola Grace Gaardmand ved roret.
I vanlig dramadokumentar-stil kombinerer serien historieformidling og ekspertkilder med dramatiseringer og rekonstruktioner af faktiske begivenheder og personlige fortællinger.

Foto: DR
Nola Grace Gaardmand rejser blandt andet tilbage til de tidligere Dansk-Vestindiske øer og til Ghana for at tale med både eksperter, ildsjæle og efterkommerne.
I den dramatiserede del følger vi, inspireret af virkelige personer og hændelser, en af Danmarks største slave- og plantageejere, familien Schimmelmann, og en af de slavegjorte på deres plantager, kvinden Regina, og hendes slægt.
Blandt skuespillerne på rollelisten er Sofie Torp, Marie Lydie, Gustav Giese, Thure Lindhardt, Bjarne Henriksen og JJ Paulo.
'Slave af Danmark' får premiere 2. marts på DR1 og DRTV.
