Se, lyt & oplev
25. april 2025

DR-krimi med Karen-Lise Mynster og David Dencik får premieredato

Magt, penge og moralsk forfald: DR’s nye dramaserie 'Andre folks penge' forvandler Europas største sag om skattesvindel til en højspændt tv-thriller.
Af: Karoline Balstrøm
DR-krimi med Karen-Lise Mynster og David Dencik i front får premieredato

Foto: DR

Udbytteskat lyder måske ikke som det mest intense eller sexede emne for et godt, gedigent DR-drama.

Men med danske stjerner som David Dencik, Karen-Lise Mynster, Lars Brygmann og Bodil Jørgensen er serien 'Andre folks penge' et af årets mest spændende nye titler.

Nu har DR offentliggjort, at spændingsserien får premiere på DRTV fredag 23. maj. Dagen efter sendes serien på flow-tv i bedste sendetid, lødag klokken 20.45.

Den nye dansk-tyske serie, 'Andre folks penge', handler om en af historiens mest opsigtsvækkende finansskandaler, som fandt sted i 2018.

Gennem otte afsnit følger vi den unge advokat Sven Lebert (Nils Strunk) og hans chef, Dr. Bernd Hausner (Justus von Dohnányi), der udnytter et juridisk smuthul til at berige sig selv og deres investorer. De opbygger et globalt netværk af banker, jurister og finansfolk, der snyder de europæiske statskasser for gigantiske beløb.

I Danmark forsøger skatteembedsmændene Inger Brøgger (Karen-Lise Mynster) og Niels Jensen (David Dencik) at stoppe tyveriet, men uden støtte fra politikere og bankverdenen ser de hjælpeløst til, mens pengene forsvinder. Presset af økonomiske og personlige problemer vælger Niels en dyster vej og bliver en del af svindlen.

Samtidig kæmper den tyske anklager Lena Birkwald (Lisa Wagner) for at afdække forbrydelsen og stille de ansvarlige til regnskab. Men kampen mod magtfulde banker og politiske interesser er farlig, og spørgsmålet er, om retfærdigheden vil sejre – eller om de virkelige bagmænd endnu en gang slipper fri.

‘Andre folks penge’ har premiere på DRTV fredag 23. maj klokken 6.00 og på DR1 lørdag 24. maj klokken 20.45. Serien har otte afsnit á 58 min og publiceres to afsnit ad gangen.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.