Filmen starter med en forældresamtale fra helvede, der løber helt af sporet. Og det er med Norges bedste skuespiller i hovedrollen

”Nej, jeg er ikke stresset,” siger skuespilleren Elisabeth (Renate Reinsve) til personen i den anden ende af telefonen. Den måde, bilen hun kører i, fræser afsted ad de snirklede, skovomkransede veje, røber dog, at det måske ikke er helt sandt.

Hun er på vej til forældresamtale på sønnen Armands skole.

Det viser sig, at den seksårige dreng tilsyneladende har forulempet en jævnaldrende dreng. Derfor er Elisabeth og den anden drengs forældre, Sarah (Ellen Dorrit Petersen) og Anders (Endre Hellestveit), indkaldt til samtale med læreren Sunna (Thea Lambrechts Vaulen).

Men Elisabeth har ikke bare sådan lige tænkt sig at erkende, at Armand har gjort det, han bliver beskyldt for. Især ikke, når der er noget, som ikke stemmer i den historie, hun bliver forelagt.

Instruktør og manuskriptforfatter Halfdan Ullman Tøndel (der i øvrigt er barnebarn af den svenske instruktør Ingmar Bergman) orkestrerer ’Armand’ som en psykologisk gyser. Således er skolen fyldt med lange, mørke gange, hvor selv det letteste skridt lyder som dommedagstorden. Vejrtrækninger er orkanvinde, og ens inderste frygt bliver manifesteret i mærkværdige vrangforestillinger, hvor man til sidst er i tvivl om, hvad der er virkelighed og fantasi.

Og så er filmen båret af en jætte-præstation af Renate Reinsve, der cementerer sin position som en af Nordens fremmeste skuespillere lige nu.

Starten på ’Armand’ er helt eminent.

Udover bilturen er Elisabeths ankomst og de første minutter på skolen et skønt sanseligt mareridt. Alle lyde bliver forstærket og overdrevet, så vi virkelig kommer ind i hendes usikre sindstilstand. Hvert skridt, som andre mennesker tager ude på gangen, giver associationer til en fange, der venter på sin bøddels ankomst.

Det er rigtig godt lydarbejde og er med til at hensætte filmen i den psykologiske thriller-genre. Indenfor den genre er det heller ikke unormalt, at personerne har vrangforestillinger eller ser en eller anden form for syner.

Og den slags får vi også rigeligt af i ’Armand’. Om de så fungerer efter intentionen, er mere tvivlsomt. Godt nok er der nogle imponerende dansescener, hvor især Renate Reinsve får mulighed for at vise en form for fysisk skuespil, vi sjældent ser i film.

Inspirationen er tydeligvis fra Luca Guadagninos ’Suspiria’-remake, hvori Dakota Johnson havde flere åndeløse gode dansescener. Men modsat den italienske instruktørs film er effekten ikke helt så kraftfuld eller meningsfuld i ’Armand’. Måske fordi handlingen ikke er hensat til et danseakademi, stikker de ekstra meget ud.

I stedet for at være drømmescenarier, som suger publikum ind i filmen, stopper de handlingen op og virker derfor unødigt distraherende.

De er også med til at pumpe spilletiden på ’Armand’ op til lige knap to timer, og det lige et my for meget i forhold til, hvad filmen kan bære.

Det er en skam, for ’Armand’ er ellers en spændende thriller.

Udfoldelsen af forældresamtalen fra helvede på skolen er præcis så ubehagelig og fyldt med implicitte stikpiller, at det nok skal give publikum dårlige nerver forud for det næste forældremøde i klassen.

For som vi også fik konstateret i Paprika Steens ’Fædre og mødre’, findes der ikke et mere gossip-ivrigt folkefærd end forældre. Det bliver også fint sat i scene i ’Armand’, da rygterne om, hvad der er sket, når et andet klasselokale, hvor de andre forældre fra klassen har et møde med en lærer.

Tilbage i lokalet med Elisabeth spidser situationen til gengæld heftigt til. Nu med deltagelse af en fordomsfuld rektor og skolepsykolog, som konstant får næseblod på de mest komiske tidspunkter. De øjeblikke giver et tiltrængt grin i den fortættede og anspændte stemning, der er så tyk, at man knapt ville kunne skæres igennem.

Stjernen i ’Armand’ er dens hovedrolleindehaver, Renate Reinsve.

Siden gennembruddet for et par år siden i Joachim Triers ’Verdens værste menneske’ har der været knald på karrieren. Således var skuespilleren aktuel i to biograffilm – en tredje ’Another End’ fik ikke dansk premiere – henholdsvis det norske zombiedrama ’Håndtering af udøde’ og komediedramaet ’A Different Man’ samt krimithrillerserien ’Presumed Innocent’.

Hver gang efterlader Reinsve et uafrysteligt indtryk og stjæler enhver scene, hun er med i. Og det gør hun også i ’Armand’. Den er både urovækkende og rørende på samme tid. Balancen mellem de to yderpunkter er hårfin og er med til at skildre et menneske, hvis sindstilstand man ikke lige umiddelbart kan aflure.

Og det opsummerer i og sig også oplevelsen med ’Armand’. Filmen formår både at være urkomisk og drønubehagelig, så man bliver revet rundt i sædet.

Hvis ikke det var for de lidt distraherende vrangforestilling-sekvenser, ville ’Armand’ være en skarp thriller på niveau med den uafrystelige tyske ’Lærerværelset’. De blev film som en double feature vil være den perfekte kombination for både kommende skoleforældre og lærere. Så kan man se, hvordan man skal og ikke skal opføre sig overfor hinanden og koncentrere sig om at holde fokus på børnene.