"Han viser, at moderskabet er en evne – og at det ikke kun hører til en kvinde"

Det vrimler ikke ligefrem med ikke-animerede familiefilm i biografen, men Mehdi Avaz' nye farverige Børnene fra Sølvgade er en finurlig undtagelse. Og så er den tilmed dansk og baseret på en bog skrevet af Renée Toft Simonsen.

Filmen handler om de fire søskende, Katinka, Tristan, Kirk og Petra, der bor alene i en lejlighed på Sølvgade i København. Børnene bestemmer selv, hvad de må og ikke må, og sådan har det været, lige siden deres mor på mystisk vis forsvandt for et år siden. Men da deres fraværende forældre begynder at vække mistanke, lægger de fire søskende en snedig plan for at undgå at blive opdaget og sendt på børnehjem: De vil ansætte en hushjælp.

"Hold kæft, det kunne blive en fed film"

Renée Toft Simonsen har ikke blot skrevet bogen, men også været dybt involveret i den nye film, som hun har skrevet manuskriptet til. Og hun har faktisk hele tiden haft i tankerne, at bogens historie kunne være perfekt til filmatisering, fortæller hun, da vi fanger hende på en telefon op til filmens premiere:

– Bøgerne er skrevet meget filmisk, og jeg har brugt den filmiske berettermodel til strukturen i den. Det opdager du jo ikke, når du læser den, men det er den, jeg har haft i tankerne igennem kapitlerne. Jeg har hele tiden ønsket og tænkt: "Hold kæft, det kunne blive en fed film."

Det var dog ikke hele tiden tanken, at Renée Toft Simonsen selv skulle være involveret som manuskriptforfatter, men ad omveje endte det alligevel sådan:

– Det startede med, at SF Studios skulle lave filmen med Mehdi Avaz som instruktør og med en anden, som skulle skrive manus. SF hoppede imidlertid fra, og det var jo enormt ærgerligt, men så ringede Mehdi til mig og spurgte, om vi ikke bare skulle gøre det selv. Han ville gerne have, at det var mig, der skulle skrive manuskriptet til filmen, og så var jeg bare sådan ”fuck it, så prøver vi.”

Renée Toft Simonsen begyndte derfor at skrive pro bono - altså uden at vide, om det ville blive til noget, om hun ville få penge for sit arbejde, eller om filmen kunne finansieres.

– Jeg ville bare så gerne, at denne her film skulle laves, og at vi kunne åbne for det univers, der er i bogen. Og så var jeg glad for, at Mehdi var så entusiastisk omkring historien. Han elskede bøgerne og identificerede sig meget med de fire børn, der skulle klare sig selv. Og så gik vi jo bare i gang, og det lykkedes! Vi fik støtte fra den vestdanske filmpulje og Det Danske Filminstitut. Nogle gange skal man bare have troen på det, og så lykkes det. Andre gange lykkes det ikke.

Renée Toft Simonsen indrømmer dog, at det var svært at overføre sin egen bog til et filmmanuskript:

– Film er jo en holdsport i modsætning til at skrive bøger. Når man skriver, er det mig, der bestemmer alt og styrer alt, og til sidst er der så en, der kommer ind og sætter 300 kommaer. Sådan er det ikke på film. Det kan være svært at skrive manuskript over sine egne historier, for du skal ”kill your darlings” og lave det meget mere filmisk. "Show it, dont tell it", som man siger. Du viser det i de handlinger, som karaktererne gør, og du viser det meget komprimeret. Derfor bliver det f.eks. i starten skåret lidt mere ud i pap, hvordan de forskellige børn er.

Hun uddyber, hvordan hun har arbejdet med forskellige arketyper til at skabe de fire forældreløse søskende, Petra, Kirk, Katinka og Tristan, som er hovedkaraktererne i bogen og filmen:

– De fire børn er skrevet ud fra fire arketyper. Petra er det indre barn - eller den positive udgave af det indre barn. Hun er legende, kærlig og i flow. Kirk er overjeget. Han kommer der med Karnovs lovbøger og er den løftede pegefinger, der fortæller, hvad vi må og ikke må. Katinka er vildkvinden og den, der er ude at stjæle og skaffe penge. Og Tristan er vismanden og den, de alle sammen kigger på og spørger ”hvad siger du, Tristan?” De ved, at han har hjertet på rette sted, og at han holder sammen på dem alle.

Inspiration fra Pippi Langstrømpe og Pelle Erobreren

Renée Toft Simonsen fortæller, at hun desuden har været inspireret af bl.a. Pippi Langstrømpe og Astrid Lindgren i skriveprocessen - og generelt af litteraturen fra sin barndom, hvor der tit optræder børn, der er ukuelige og ressourcestærke og kan meget mere, end vi tror:

– Da jeg var barn, holdt jeg meget af børnehjemshistorier, f.eks. Guds blinde øje, Ditte Menneskebarn og Pelle Erobreren. Jeg elsker personligt de historier, hvor der er håb, og hvor vi rejser os ovenpå modgang. For hvis vi ikke gør det, hvad gør vi så? Det gælder også for børn.

Hun uddyber, hvordan det også gør sig gældende i Børnene fra Sølvgade:

– Det var vigtigt for mig i min bog, og nu i filmen, at man ved, at der er en fraværende mor. For det var præmissen. Jeg tror også, det er noget af det, der giver bogen og filmen en tyngde, at der er den store sorg og det store fravær, uden at det fylder det hele. Men at det findes. Sådan er det jo også i det virkelige liv mange gange.

På den måde synes hun, der er stor forskel på Børnene fra Sølvgade og Pippi Langstrømpe:

– Mit lille barnebarn har lige fået en Pippi Langstrømpe-bog og spurgte mig for et par uger siden: "Mormor, hvor er Pippis mor?" Det er der ingen, der ved. Hun har en far, og han sejler rundt på de syv have, men moderen ved man ikke, hvor er, og hende taler de aldrig om. Jeg syntes, det var vigtigt at adressere fraværet af moderen i Børnene fra Sølvgade, for børn er jo enormt dygtige til at se film og høre historier i dag, og de går op i ”hvor er moderen, og kommer hun tilbage?”

Hun uddyber:

– Præmissen er jo, at de bor alene uden voksne. Det er en moderne fortælling og ikke en magisk fortælling på den måde, som Pippi Langstrømpe er. Jeg ville gerne vise, at det er muligt for børnene at klare sig, og at der også kommer nogen og hjælper. I dette her tilfælde den gode fe, Ms. Nelly. Når man står et sted, hvor det er allersværest, så er der nogen, der kan hjælpe dig. Det er jo en vidunderlig tanke.

Det ideelle moderskab

Og netop Ms. Nelly er en enormt vigtig karakter i bogen og i filmen, fortæller Renée Toft Simonsen:

– Børnene er heltene i denne her film, men Ms. Nelly er hjælperen og har hovedrollen sammen med dem. Ms. Nelly har selv haft en svær barndom, så når han ser de her børn, der har det svært, flyder hans hjerte simpelthen over. Derudover har han altid ønsket sig børn og er jo i et ægteskab, hvor det ikke ligger ligefor, så det bliver jo også som to brikker, der passer perfekt sammen.

Filmholdet havde mange snakke om Ms. Nellys karakter, blandt andet hvilket tøj han skulle have på, fortæller Renée Toft Simonsen:

– Ms. Nelly er en særlig person. Han er en mand, der går i nederdel, og sådan skal han også være. Men for mig var det vigtigt, at Ms. Nellys tøj ikke stjal opmærksomheden. Som Petra siger ”det er lige meget, hvad man har på”, og sådan har jeg det faktisk også. Han skulle have det tøj på, han bedst kunne lide, men på samme tid måtte det ikke overtage projektet, så historien mistede sin pondus.

For Renée Toft Simonsen symboliserer Ms. Nelly den gode mor:

– Den ideelle mor – det ideelle moderskab - bliver jo personificeret i Ms. Nelly. Han ER bare kærlighed. Trods det, at han selv har været grueligt meget igennem, er han faktisk kommet ud på den anden side fyldt med kærlighed og overskud. Han er den gode mor for mig. Den, der altid trøster og kysser på panden og siger "pyt med det - kom, jeg hjælper dig, og den klarer vi". Og det kan han jo. Det, han vil, er jo bare at passe på de fire børn. Han viser, at moderskabet er en evne – og at det ikke kun hører til en kvinde.

Børnene fra Sølvgade får biografpremiere 10. oktober.

Denne artikel blev første gang udgivet af Vi Elsker Serier, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.