Hanne Richardt Beck: Det provokerer mig, at vi ikke taler om kvinders midtlivskriser

Det var under den årlige bogmesse i 2013, at den dengang 53-årige Hanne Richardt Beck fik øje på tre kvinder med gråt hår i fornuftige korthårsfrisurer. De tre kvinder, tænkte hun, skal være hovedpersonerne i min næste roman. For hvornår har man ellers sidst set eller hørt om noget, tre midaldrende kvinder var hovedpersoner i?

– Jeg tænkte: Gud, hvor er der bare mange af os til den slags arrangementer. Og hvor er der få af os i film, litteratur og kunst. Og hvor er det egentlig mærkeligt. Vi er jo så at sige dem, der betaler for gildet. Det er os, der betaler for teater- og biografbilletterne, os, der køber bøgerne. Men vi har aldrig hovedrollen i kunsten. Vi er tilskuere. Jeg havde sådan en fornemmelse af, at vi var usynlige. Selvfølgelig ikke i vores egne liv og relationer, men så snart vi ser ud over vores egen verden, er det, som om vi holder op med at eksistere. Og da jeg begyndte at researche på det, fandt jeg ud af, at det ikke bare var en fornemmelse. F.eks. er der kun 33 procent af nyhedsværterne på TV, der er kvinder, når man ser på alderskategorien 50-64 år.

Den provokation, hun følte, blev til romanen ”Uforudsete hændelser”, den 10. i rækken fra hendes hånd.

– Det skal være løgn, tænkte jeg. Nu skal der komme nogle kvindelige hovedpersoner i den alder.

Og det gjorde der. Hele fire af slagsen. Nogle-og- 50-årige Astrid og Susan og den lidt yngre Tine deler romanens centrum med den spanske midaldrende kvindelige efterforsker Pilar. Ud over en forbrydelse kredser romanen om de fire kvinders kroppe og tanker. Om hedeture, tørre slimhinder, sen kærlighed, sex og skuffelser.

– Det provokerede mig helt vildt, at vi taler om mænds midtlivskriser som noget eksistentielt og kultagtigt. Noget vigtigt. Men når det handler om kvinder, der bliver usikre og oplever, at kroppen forandrer sig, og livet ændrer sig, så skal vi helst ikke snakke om det.

Læs også: Overgangsalder – her er tegnene på, du er tæt på

Hvis mænd havde hedeture

Under interviewet prøver vi begge at komme i tanker om, hvilke roller i populærkulturen der har været udfyldt med kvinder i overgangsalderen. Vi kan kun komme i tanker om Samantha i ”Sex & The City”, hvis hedeture både gør hende hylende morsom og sitrende sårbar, og Claire Underwood, der i Netflix-serien ”House of Cards” genfinder sin kropslige ligevægt foran den åbne køleskabsdør.

Der er nok noget om det. Kvinder i overgangsalderen er gemt godt af vejen i kunsten og underholdningsindustrien.

– Jeg tror faktisk, at hvis det var mænd, der sad og pludselig svedte igennem alt deres tøj, så havde lægevidenskaben fundet årsagen til det. Det er meget provokerende for mig, at vi ikke ved, hvorfor kvinder får hedeture. Det hænger sammen med faldet i østrogen, men det er ingen fyldestgørende, logisk forklaring. Den tror jeg, vi ville have haft, hvis det var mænd, der fik hedeture. Det havde de da ikke fundet sig i.

Samtidig mener Hanne Richardt Beck, at kvinder selv er med til at opretholde tavsheden om overgangsalderen.

– Jeg tror også, vi kvinder kan være bange for selv at tale om vores usikkerheder, fordi vi er bange for at udstille os selv som svage. Og det er der en god grund til, nemlig den, at vi har været undertrykt. Ser vi os rundtom i verden, er det sted på kloden, hvor kvinder ikke er undertrykt, så lille, at vi har god grund til at være på vagt. Vi har en mekanisme, der lurer i baghovedet på os, som fortæller os, at det kan være farligt, hvis vi udstiller vores skrøbeligheder. Og derfor er det svært at tale om overgangsalderen, for den er også en svaghed.

Den biologiske undtagelse

I ”Uforudsete hændelser” skriver Hanne Richardt Beck om, at nogle evolutionsforskere har studeret og beskrevet kvinder på den anden side af overgangsalderen som en biologisk anomali. De burde ikke findes. Kun menneskelige hunkøn og spækhuggere lever videre på den anden side af den reproduktive alder. I naturen giver det ikke mening. Det plejer bare ikke at begrænse os mennesker.

– På så mange andre fronter har vi i Vesten netop kæmpet for at sætte os ud over vores biologiske begrænsninger. Derfor synes jeg, det er larmende grotesk at forestille sig, at vi skulle pakke sammen, fordi vi evolutionsbiologisk ikke burde eksistere. Min roman er jo også en påvisning af det modsatte. De her kvinder er jo MEGET i live. Men meget af det hænger sammen med, at vores samfund lige nu ikke ser erfaring som en god ting. Det hele handler om innovation. Der er ikke blik for, at det, at man kan tænke sig om, at man har en lang erfaring og har gjort nogle ting mange gange, kunne være vigtigt at få med.

Alt bliver bedre

Er der så slet ikke noget, der bliver bedre med alderen?

– Jo! Det lyder måske lidt som en kæmpestor kliché, men jeg ved meget bedre, hvem jeg er nu. Jeg har meget mere fred med, hvem jeg er. Og ja, det er angstprovokerende pludselig ikke at kende sin krop, men det kommer man til igen. Man kommer endda til at kende den endnu bedre, er min erfaring.

– I min alder er det utrolig vigtigt at få sin livsfortælling på plads. Det var jeg meget optaget af, mens jeg skrev romanen, og det er mine fire kvindelige hovedpersoner derfor også. Hvilke valg man har taget, hvor de har ført én hen. Nogle har været gode, andre dårlige, men jeg kan rumme begge dele nu. Og jeg er jo langtfra færdig. Det betyder ikke, at jeg ikke kan være usikker eller synes, jeg er dum og grim og ikke har noget tøj at tage på. Der er også stadig ting, jeg gerne vil, men som jeg ikke ved, om jeg når. Masser af liv, ønsker og drømme. Men grundlæggende er der fred. Jeg er blevet bedre til at rumme mig selv og mine svagheder, siger Hanne Richardt Beck.

Der er trods alt også midaldrende kvinder ude i verden, der har gennemslagskraft. Kvinder med både magt, gråt hår og begyndende rynker. Kvinder, der sætter deres erfaring i spil. Kvinder som Angela Merkel, Hillary Clinton og den amerikanske mediemagnat Arianna Huffington. Og der er dem, der er endnu ældre. Den amerikanske forfatter Joan Didion har i en alder af 80 lige været model for en af modehuset Célines kampagner. Den næsten jævnaldrende Jane Fonda reklamerer for L’Oréal.

– Det er altid vigtigt, man har nogle stærke kvindebilleder at spejle sig i. Men de her kvinder er netop succesrige og magtfulde. Og det er vigtigt, vi kan tale om den del af kvindelivet, der ikke nødvendigvis er succesfuld. Når vi sidder og har vores hedeture eller tvivler på, om vi har ret til at være forelskede. Det er det, vi skal tale med vores veninder om, så det ikke længere er tabu. Hvis vi så også kunne få noget øget opmærksomhed fra mediernes side, så der kom flere kvinder på min alder på skærmen. Jeg ved ikke, om de er bange for, at man pludselig sidder og sveder igennem, mens man læser nyheder op ...