Se, lyt & oplev
11. december 2024

Her er de serier, du kan glæde dig til på TV 2 i 2025

Helt nye serier med store, danske stjerner og nye sæsoner af gamle kendinge som 'Hvide sande', 'Oxen' 'Sygeplejeskolen' og 'Klovn' er blandt de titler, TV 2 blænder op for i 2025.
Af: Signe Bjørg Granberg
Serier

Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Efter et 2024, hvor TV 2 sad solidt på den danske serietrone, er forventningerne til 2025 skruet lidt ekstra i vejret. Og med den nye trailer, som TV 2 netop har delt, tyder noget på, at vi godt kan begynde at glæde os.

Blandt de helt nye serier, der kommer i 2025, er 'Løgnen' med Iben Hjejle og Tessa og 'Danefæ' med Anders W. Berthelsen og Lene Marie Christensen.

Og så er der en perlerække af serier, der vender tilbage med nye sæsoner, blandt andre 'Klovn', 'Oxen', 'Sygeplejeskolen', 'Hvide Sande' og 'Sommerdahl'.

Læs mere om serierne her:

Løgnen

Serier

Foto: Henrik Ohsten / TV 2

'Løgnen', der tidligere gik under titlen 'SOSU', handler om et team af SOSU'er på den københavnske vestegn. De rykker ud med omsorg og pleje til områdets borgere, men samtidig er de presset af stramme tidsskemaer og intern uro.

I rollen som den unge og utilpassede Sille debuterer rapperen Tessa som skuespiller. Sille starter i hjemmeplejen under den erfarne SOSU-assistent Rie (Iben Hjejle) og teamets leder, Patrick (Zaki Nobel Mehabil).

Da chefen for et SOSU-team bliver fundet død ved den årlige sommerfest, starter en opklaring, der afslører både gamle traumer, svigt og misbrug. Hvem kan man stole på, og hvor langt skal man gå, før man siger fra?

Serien er skrevet af Karina Dam (Herrens veje, Ulven kommer, Skruk) og foruden Tessa, Iben Hjejle og Zaki Nobel Mehabil medvirker bl.a. Lars Ranthe, Stephanie Leon, Lila Nobel, Helle Dolleris, Marijana Jankovic og Arian Kashef også i serien.

Danefæ

Serier

Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen spiller hovedrollerne i den nye TV 2-serie 'Danefæ'

Foto: Per Arnesen/TV 2

Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen spiller arkæologparret Ester og Michael i dette års store dramasatsning.

Ester har forsømt sin egen karriere i ægteskabet med Michael, men det ændrer sig, da hun gør en banebrydende opdagelse. En tusind år gammel mordgåde fra vikingetiden truer med at ændre hele danmarkshistorien, men også forholdet mellem Ester og Michael.

'Danefæ' er skrevet af Lars K. Andersen, og det er Dagur Kári, der skal instruere. Ud over Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen, medvirker blandt andre Birthe Neumann, Fanny Leander Bornedal, Carl Tange, Petrine Agger, Jakob Cedergren, Tina Gylling og Youssef Hvidtfeldt.

Oxen sæson 2

Serier

Jakob Lohmann er også med i sæson 2 af den populære serie 'Oxen'

Foto: Mike Kollöffel

Jacob Lohmann vender tilbage som den tidligere jægersoldat Niels Oxen i den kommende sæson af 'Oxen'. Han får følgeskab af resten af den stærke firkløver fra første sæson, nemlig Josephine Park som PET-agenten Margrethe Franck, Ellen Hillingsø som PET-chef Frigg Mossman og Birgitte Hjort Sørensen som forretningskvinden Kajsa Corfitzen.

Desuden medvirker Kristian Halken, Caspar Phillipson, Christian Tafdrup, Andreas Jebro, Hanne Hedelund og flere andre.

I den nye sæson arbejder den hemmelige magtelite Danehof på at vælte regeringen og omstyrte demokratiet.

Lige som første sæson er den nye også skabt af forfatterparret og de tredobbelte Emmy-vindere Mai Brostrøm og Peter Thorsboe på baggrund af Jens Henrik Jensens bestsellerbogserie. Alle seks afsnit instrueres af Søren Balle.

Første sæson af 'Oxen' kan ses på TV 2 Play.

Hvide sande sæson 2

Serier

Anne Louise Hassing spiller hovedrollen i anden sæson af krimiserien 'Hvide Sande'

Foto: Martin Dam Kristensen/TV 2

Første sæson af krimiserien på den jyske vestkyst blev en bragende succes, og nu får vi endelig en ny sæson.

Dog er hovedpersonerne blevet skiftet ud, så vi nu i stedet følger den erfarne drabsefterforsker Maj Lorentzen (Anne Louise Hassing), der efter en stressrelateret blodprop lægger sit liv om og flytter til Hvide Sande. Hun bliver hurtigt involveret i efterforskningen af et mord på en af byens prominente skikkelser og skal arbejde sammen med lokalbetjenten, Bjørn (Allan Hyde).

Blandt de øvrige nye skuespillere i denne sæson finder man Frederikke Dahl Hansen og Anders Brink Madsen, og så bliver det også til et gensyn med gamle kendinge fra første sæson som Jesper Asholt, Camilla Bendix og Bodil Jørgensen.

Anden sæson af 'Hvide Sande' er skrevet af Morten Dragsted med Iben Albinus Sabroe, Neel Feldstedt og Anton Breum som episodeforfattere. Mads Kamp Thulstrup instruerer.

Første sæson af 'Hvide Sande' kan ses på TV 2 Play.

Klovn sæson 10

Serier

'Klovn' af Casper Christensen og Frank Hvam

Foto: Per Arnesen / TV 2

Hvis man gik og troede, at det var slut med Casper Christensen og Frank Hvam i glansrollerne som Casper og Frank i 'Klovn', kan man godt tro om igen.

Den ultrapopulære komedieserie, der fejrer 20-års jubilæum næste år, vender nemlig tilbage med endnu en sæson. Og selv om der nærmest ikke er sluppet noget information ud som, hvad der venter i sæson 10, kan vi se på det lille klip fra TV 2's trailer, at Frank - igen igen - har problemer i forholdet til Mia.

De 9 første sæsoner af 'Klovn' kan ses på TV 2 Play.

Sygeplejeskolen sæson 7

Serier

Molly Egelind i rollen som Anna i 'Sygeplejeskolen'

Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Den populære dramaserie om livet på Fredenslund hospital vender tilbage med en syvende sæson, og der bliver gensyn med alle de gamle kendinge fra de tidligere sæsoner.

Selvom Margrethes forsøg med at uddanne mandlige sygeplejersker ser ud til at blive en succes, lurer kritikken i krogene. Ikke alle er enige i, at mænd i sygeplejefaget er en god idé, og Margrethe kommer under pres, da der opstår flere uheldige episoder med de unge elever. Anna får samtidig øjnene op for en ny side af Jens, som skræmmer hende. Skal hun gøre det forbi eller give ham en chance til?

De første 6 sæsoner af 'Sygeplejeskolen' kan ses på TV 2 Play.

Sommerdahl sæson 6

Serier

André Babikian, Peter Mygind og Laura Drasbæk i 'Sommerdahl'

Foto: Henrik Petit/TV 2

Bryllupsklokkerne ringer i den nye sæson af cozy-crime-serien 'Sommerdahl', for Dan (Peter Mygind) har friet til sin elskede Josefine (Maibritt Saerens), og hun har sagt ja.

Men pludselig står der to flygtningebørn foran parrets dør, og Sommerdahl ser drømmen om sin anden ungdom fordufte i Helsingørs lune sommersol. Nu står han igen over for den svære kunst at jonglere jobbet som politimand med rollen som far og nærværende partner. Samtidig må den rutinerede politienhed knække drilske mordgåder og fange uventede gerningsmænd.

'Sommerdahl' er inspireret af Anna Grues populære romanserie om Den skaldede detektiv og er en co-produktion med de tyske stationer NDF og ZDF. Hovedforfatteren er Lolita Bellstar.

De første 5 sæsoner af 'Sommerdahl' kan ses på TV 2 Play. Sæson 6 får premiere i januar 2025.

Læs mere om:

Læs også