Se, lyt & oplev
4. december 2024

Hov. Kan du se, hvem det er?

Der er fornemt besøg i fjerde afsnit af 'Tidsrejsen 2', og efter sigende er det ikke det sidste, vi har set til den royale stjerne i den populære julekalender.
Af: Signe Bjørg Granberg
Tidsrejsen

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins

I fjerde afsnit af DR's julekalender Tidsrejsen 2 rejser Romeo og Holly tilbage til 1984, og her møder de Hollys mor, Helene, som ung og to af Helenes veninder.

Og den opmærksomme seer vil nok have bemærket, at den ene veninde så bekendt ud.

Det er nemlig ingen ringere end Prinsesse Josephine, datter af Kong Frederik og Dronning Mary, der spiller med i årets julekalender.

Prinsesse Josephine har ikke nogen egentlige replikker i scenen, hun medvirker i, men det kan være, at det kommer i et af de kommende afsnit af julekalenderen. I hvert fald meddeler DR, at hun medvirker i flere afsnit, så det bliver spændende at se, hvordan rollen udvikler sig.

Tidsrejsen 2 følger Romeo og Holly, der lærer hinanden at kende, da Holly starter i Romeos klasse. Romeo mistænker, at Dragør, hvor de bor, for år tilbage har været omdrejningspunkt for tidsrejser.

Han investerer al sin tid i at undersøge, om der er hold i sagen, fordi han gerne vil finde svar på, hvad der er sket med hans far, som han aldrig har mødt. Holly tilbyder at give en hånd med i efterforskningen, og det bliver starten på et nyt juleeventyr.

Julekalenderen er skrevet og instrueret af Mikkel Bak Sørensen og Poul Berg. Berg stod også bag den første Tidsrejsen og forrige års julekalender, Julehjertets hemmelighed.

Der kommer et nyt afsnit af Tidsrejsen 2 hver dag frem til juleaften på DRTV og DR1.

Læs mere om:

Læs også