“Hvor mange provinsbøsser skal der til at lave godt tv?” DR-dokumentar efterlader os lidt i tvivl

Glenn Bech og Kim Mejdahl har en del tilfælles.

De er begge to selvudnævnte provinsbøsser, vokset op i små samfund, hvor man fik knubs for at være homoseksuel.

De har begge to mistet deres fædre, og så har de i en voksen alder fundet ud af at udtrykke sig gennem kunsten. Glenn som forfatter, og Kim som multikunstner.

De kender egentlig ikke hinanden, før Kim Mejdahl får til opgave at fortolke Glenn Bechs gennembrudsroman ‘Farskibet’ på teater Sort/Hvid i København.

Men det kommer de så til, henad vejen udvikler deres relation sig faktisk til et hjerteligt venskab, og det har DR nu skildret i dokumentarserien ‘Provinsbøssernes drøm’.

Det er et temmelig famlende koncept for en dokumentarserie, og til at starte med virker det heller ikke til, at hovedpersonerne selv helt er klar over, hvad de har gang i.

Men så formulerer Kim Mejdahl det sådan her:

“Hvad kan der ske, når en billedkunstner og en forfatter slår pjalterne sammen?”

Ikke noget, der befinder sig i højrisikozonen på hverken den ene eller den anden måde, erfarer man, men der er kommet et fint, humoristisk og aktuelt tv-program ud af det.

Ved at tale sammen og hænge ud genbesøger Glenn Bech og Kim Mejdahl deres barndomstraumer, samtidig med at de udfordrer hinanden ved at invitere hinanden ind i deres respektive arbejdsformer.

De skal kort sagt lave kunst sammen.

Kim Mejdahl vil for eksempel gerne have Glenn Bech med i et performanceværk, han skal lave, og hans idé går ud på, at de skal sætte sig på en scene og kysse i fem minutter.

Dén er Glenn Bech ikke med på, men han er med på at prøve noget andet.

Det ender med, at de laver et værk på Charlottenborg, hvor Kim Mejdahl træder op på en scene, klæder sig af og begynder at synge nationalsangen, mens Glenn Bech slår ham i numsen med et bat.

Nu vil tilfældet, at jeg faktisk oplevede omtalte værk den dag, det blev opført, og det var – må jeg tilstå – ikke nogen transcenderende eller tankevækkende oplevelse, selvom det var meget akavet.

Grunden til, at jeg har lyst til at nævne det i den her sammenhæng er, at det er med til at understrege, hvorfor Glenn Bech er blevet en af tidens helt store stemmer i kulturlivet og den danske debat.

Mens man ser ‘Provinsbøssernes drøm’, står det nemlig mere og mere klart, hvor overlegent det talte og skrevne ord er i forhold til en kunstform som performancekunst, når det handler om at formidle erfaringen med at stå udenfor fællesskabet som homoseksuel mand.

Hvor Glenn Bech excellerer i at sprogliggøre sine erfaringer og synspunkter, er Kim Mejdahl mere udfordret med hensyn til at formulere sig sprogligt.

Kim Mejdahl elsker ordet ‘patriarkatet’, men Glenn Bech synes, det irriterende, fluffy, fordi ingen forstår, hvad det betyder.

Det nytter ikke noget at lave kunst for et lille ekkokammer, mener han.

På den måde bliver det tydeligt, hvorfor det lige er Glenn Bech og ikke Kim Mejdahl der (endnu, i hvert fald) har fået et bredt gennembrud, selvom de som kunstnere koncentrerer sig om det samme stof.

Når det er sagt, er Kim Mejdahl faktisk ret succesfuld som kunstner, hvilket man erfarer, da han bliver hyret til at lave en stor udstilling om patriarkatet og manderollen på museet KØN i Aarhus.

Det er på alle måder interessant at følge ham i hans kreative proces og få indblik i, hvordan løse idéer konkretiseres henad vejen.

Det mest interessante ved serien er dog at høre dem udveksle erfaringer og oplevelser med drillerier og mobning fra barndommen, fordi de desværre er meget identiske.

Det viser os endnu engang, at der stadig er noget at kæmpe for som samfund, sådan at børn ikke vokser op og føler sig forkerte og udstødte på grund af deres seksualitet og identitet.

Jeg er stadig usikker på, om denne dokumentar-serie faktisk tilføjer noget nyt til den samtale.

Det er selvfølgelig altid vigtigt med repræsentationen af forskellige stemmer og identiteter på tv, men det er også et lidt konstrueret program, og man kan især mærke Glenn Bechs ambivalens med hensyn til overhovedet at være med i det. Henad vejen løsner han – og dermed hele stemningen – op, og på sin vis er det programmets stærke side, at det på den måde skildrer et umage venskabs begyndelse.

“Hvor mange provinsbøsser skal der til at lave et godt tv-program,” siger Kim Mejdahl til sidst.

“To!” udbryder Glenn Bech. Som seer er man imidlertid lidt i tvivl, selvom deres varme og humorfyldte bromance er svær at stå for.