‘Kunstnerkolonien’ er noget af det mest opløftende tv, du kan se i januar måned

'Kunstnerkolonien' får fire ud af seks hjerter.

Den her opfordring kan muligvis godt gå hen og virke en lille smule selvmodsigende, men den er nu god nok alligevel: Man skal tage at se den nye sæson af 'Kunstnerkolonien’ på DR.

Det er selvfølgelig ikke selvmodsigende i sig selv, men en af grundene til, at det er en god idé er, at det er enormt opløftende at være i selskab med nogle mennesker, der tænker og siger noget anderledes end de fleste.

Det kan efterhånden godt virke til, at vi – danskerne – over en bred kam ser de samme ting på Netflix, hører den samme musik på Spotify, kører i den samme Tesla og spiser (og fotograferer) den samme bolle med ost hele tiden.

Og derfor er det temmelig forfriskende at være fluen på væggen, når de her seks på hver deres måde skæve og talentfulde kunstnere folder sig ud på fjernsyn.

Hvis alle så også går ind på dr.dk og ser 'Kunstnerkolonien’, så kan man jo godt argumentere for, at vi i den sammenhæng er lige vidt.

Når jeg skriver ‘de her seks kunstnere’, så er der egentlig tale om Apolonia Sokol, Kasper Eistrup, Noah Umur Kanber, Jeannette Ehlers, Nina Saunders og Christian Schmidt-Rasmussen.

Og det er lidt at et scoop, kort sagt, fordi de repræsenterer meget forskellige dele af kunstverdenen med hensyn til den kunst, de skaber, og på grund af deres generationelle spænd.

Noah Umur Kanber er vel nok den mest feterede og tyfoniske kunstner fra Akademiet lige for tiden, sådan en, alle taler om i branchen, og Kasper Eistrup, der for eksempel har malet kongen, er vel nok en af de mest roste malere fra den mere etablerede del af kunstverdenen.

Fremadstormende Apolonia Sokol har de seneste år gjort sig bemærket med sine stærke feministiske og udtryksfulde malerier og har blandt andet haft en stor soloudstilling på Arken. Hun blev især kendt på grund af den vidunderlige dokumentar ‘Apolonia, Apolonia’ fra 2022.

Jeanette Ehlers kendte jeg kun for hendes omdiskuterede 7 meter høje statue ‘I am Queen Mary’ på Christianshavn, og Nina Saunders og Christian Schmidt-Rasmussen var for mig ukendte, inden jeg så programmet. Men ikke desto mindre skønne, øjenåbnende bekendtskaber.

NØGENHED SOM MOTIV

I den her femte udgave af programmet er den nordsjællandske badeby Hornbæk rammen om konceptet, som bekendt går ud på, at kunstnerne skal bo og arbejde sammen i to uger – ja, de skal lave en kunstnerkoloni – hvilket så vil kulminere med en fælles udstilling til sidst.

Undervejs er det forhåbningen, at de vil inspirere hinanden og have nogle spændende samtaler om dette og hint.

Det er også tilfældet denne gang, hvor mange af tidens store samtaleemner som sexisme, klasse, køn og krop finder vej til de meget fint opdækkede middagsborde, kunstnerne spiser ved på deres pittoreske badehotel.

Apropos krop så må man konstatere, at der er rigtig meget nøgenhed med i denne udgave af ‘Kunstnerkolonien’. Noah Umur Kanber lader sig blandt andet fotografere nøgen, fordi Apolonia Sokol gerne vil male hende, og Christian Schmidt-Rasmussen får på et tidspunkt besøg af formanden fra Dansk Naturister, fordi han gerne vil male ham, ligesom han lader sig selv fotografere nøgen med samme formål.

Selvom vi er kommet langt i kunstens udvikling siden hulemalerierne, er nøgenhed stadigvæk et tilbagevendende motiv for mange, det er det bare.

MORSOMME REPLIKKER

Ud over at tale om og diskutere interessante emner i løbet af de to pågældende uger, bliver man også mindet om, at kunstnere siger mange morsomme ting, hvilket nok har noget at gøre med, at de har en mere krøllet og intuitivt fungerende hjerne end dig og mig.

“Bordene, de er rigtig fine. De skal væk," siger Nina Saunders på et tidspunkt. Hun har et vittigt gemyt og opererer generelt på nogle sære frekvenser.

Det er inspirerende at følge hendes kunstneriske proces, der til at starte med består af temmelig meningsløse og tilfældige foretagender – for eksempel at lægge en udstoppet ørn på en kommode og fylde en af skufferne med nøgler.

“Det er rovfuglen, der har haft nøglerne, og nu er den væltet,” forklarer hun. Det giver ingen mening, vel? Men det ender det så med at gøre alligevel.

EN GOD KUR

Ikke alle kunstnerne arbejder så umiddelbart og infantilt, Jeanette Ehlers og Kasper Eistrup er mere systematiske i deres tilgange, men både det ene og det andet er lærerigt for os som seere.

Ikke mindst minder det os om, at når man først får indblik i og forstår ethvert arbejdes processer, så ender man også med at respektere det.

Således er ‘Kunstnerkolonien' nok noget af den bedste kur mod rindalismen (ikke at den som sådan er på fremmarch).

Det er i hvert fald svært ikke både at blive fuld af respekt og inspiration, når man ser, hvordan kunstneres tilblivelsesprocesser forløber fra det rene ingenting til, ja, kunstværker, der både kan være monstrøse, skræmmende og flotte.

Og selvom det i princippet ville være interessant at lave ‘Kunstnerkolonien’ med mennesker fra et hvilket som helst hverv, så er det i særdeleshed spændende at få lukket kunstverdenen op.

Det er som bekendt et af de bedste steder at gå hen for at få nye perspektiver på tilværelsen og samfundet, ligesom den ofte nærer menneskers empati.

På en trist og grå januardag, hvor man alligevel har tænkt sig at sidde indenfor foran en skærm, er det min påstand, at ‘Kunstnerkolonien’ er godtgørende feel good-tv for sjælen.

Og hvis man så bagefter får nok af indelivet, så kan man jo passende tage turen op til Nivaagaards Malerisamling, hvor fællesudstillingen kan opleves frem til den 13. april 2025.