Ny romantisk komedie: "Man sidder nærmest og håber lidt på, at parret ikke får hinanden"

Selvom brudens far har gjort det klart, at han synes, det er lige lovlig tidligt at blive gift, hvis man kun har kendt hinanden i ét år, kan parret Hanna og Samuel (Matilda Källström og Charlie Gustafsson), ikke vente med at sige ”Ja” til hinanden.

Hanna arbejder som psykolog i Stockholm og Samuel som internationalt anerkendt kendiskok, og de drømmer sammen om en vielse for deres nærmeste.

Samuels afslappede forældre skal ved brylluppet møde Hannas strikse business-far og søde mor, hvis status som lækker, undertrykt, hjemmegående trofækone er svær at overse. Da brylluppet skal stå på øen Gotland, vil skæbnen, at familierne kommer til at møde hinanden for første gang, når de samles om alteret.

Spørgsmålet for den romantiske komedie er nu, om de rolige bærplukker-hippier kan forenes med jetsetterne med pool i baghaven og dyre biler i dobbeltgaragen. Svaret er selvfølgelig et stort, rungende ”Nej!”.

Klichéfyldt humor og mærkværdig tvang

Dårligt nok er Samuel og Hanna kommet til Gotland, før gommens familie komplet hijacker festlighederne under temaet ”Kærligheden FÅRever”.

Samuels far, Leif (Claes Malmberg), er ekstremt stolt af det afslappede liv, der føres på øen, og insisterer på at tale med tyk, gotlandsk accent, selvom han egentlig slet ikke er derfra. Deraf kommer titlen på både filmen og den mini-festival, som brylluppet forvandles til.

Leif og konen MajGun (Babben Larsson), har nemlig fiflet med gæstelisten, så den er gået fra omkring otte personer til at omfatte hele Gotland. De skal nu bespises med traditionel mad, i stedet for Samuels nøje udvalgte menu, og Hanna kan glemme alt om den smukke, æggeskalshvide, minimalistiske silkekjole, hun har pakket, og må trække i klassisk folkedragt.

Samtidig lurer Samuels storebror om hjørnet. Han er sådan en festlig karl, der er leveringsdygtig i billige grin og en kavalkade af anti-woke-bemærkninger. Han får stof til et helt lille standupshow alene, fordi Hanna sidder bag rettet, første gang de mødes. For kvinder kan jo ikke køre, og Samuel må have fået frataget sit kørekort, hvis han lader en kvinde bestemme!

Velkommen i vores giftige familie

Klichéen om svigerfamilien fra helvede er ikke ligefrem ny. Tænk bare på ’Meet the Parents’, ’Monster-in-Law’ og ’Crazy Rich Asians’. Men det er stadig en udødelig konflikt, som alle med en partner kan grine lidt i skægget over.

Dominerende og misundelige svigermødre kan vi klare, og deres skøre forsøg på sabotage er sjove at grine af. Men typen, der med giftig snilde, skyld og skam får hovedkaraktererne til at gå på kompromis med egne værdier, er svære at holde af.

Samuels mor falder i sidstnævnte kategori. Med patetisk, uværdig plagen, skammer hun Hanna til at bære en klassisk folkedragt, som kvinderne i MajGuns familie ”har båret i generationer”, som hun fremlægger det.

Holder man et vågent øje, står det dog klart, at Hanna faktisk kun ville være den tredje kvinde til at bære den grønne og røde blondekjole. Og der begynder at tegne sig et billede af, at storbykvinden ikke bare er oppe imod en irriterende svigermor, men noget større. Den autentiske livsstil, MajGun og Leif praler af, er nemlig nok nærmere annekteret end fortjent.

Den spændende fortælling om tilranet identitet er dog næsten umulig at få øje på i kavalkaden af hektiske og klichéfyldte katastrofer, som hagler ned over det kuldsejlede bryllup.

Når en film hader sine egne hovedkarakterer

Den svenske instruktør og manuskriptforfatter, Staffan Lindberg, har stået bag en række hverdagskomedier, hvor parforhold er i centrum. I hans film arbejdes der ud fra devisen om, at modgang styrker. Med ’Kærligheden fårever’ har han udfordret det hengivne par mere, end deres kærlighed kan bære. Og det virker nærmest lidt ondsindet, hvad de to skal stå igennem.

Charlie Gustafsson og Matilda Källström deler få stjålne og anspændte øjeblikke på skærmen. Og skuespillernes vaklende og hektiske kemi efterlader en knugende følelse af, at man nærmere har sat en breakup-film på, frem for en fortælling, der ender med lykkelig forening. Ikke ligefrem et tema, man har lyst til at dvæle ved på valentinsdag!

Fortællingen hænger på alle måder i en tynd tråd. For hvis jeg har lært noget om køkkenmiljøet (primært fra ’The Bear’) er det, at for at blive mesterkok skal du både kunne råbe højt og sætte foden ned. Den prisbelønnede kok lader dog til hverken at have set ’The Bear’ eller have været særlig meget i et køkken.

Han er både konfliktsky, rimelig uopfindsom og gennemgående ligeglad. Også med sin kommende kone og hendes råb om hjælp og støtte.

Værre bliver det, da det bliver afsløret, at Samuel friede til Hanna for, at hendes rige far skulle tage ham alvorligt som datterens partner. For ligesom sin familie lader det til, at Samuel hellere vil tage den letkøbte vej, fremfor at lægge knofedt i og gøre sig fortjent til de ting, han drømmer om.

Til slut sidder man nærmest og håber lidt på, at parret ikke får hinanden. Eller at de som minimum slår bremserne i, kommer sig oven på katastrofen af et bryllup og genfinder det sjove i deres parforhold, før de gifter sig.

De er i hvert fald ikke billedet på en fortælling, der bør ende med kærlighed, for evigt.