Se, lyt & oplev
24. januar 2025

Sommeren skal planlægges i god tid: Her er 7 små festivaler, du bør besøge i 2025

Vi har samlet 7 små festivaler, der har ligeså meget at byde på som de store – dog med kortere toiletkøer og billigere billetter.
Af: Signe Bækkelund
sommerens festivaler

Foto: Anthony Delanoix, Unsplash

Januarkulde og sluddækkede cykelstier – det skriger ikke just festivalstemning. Men de første vennegrupper har allerede oprettet gruppechats med navne som “Camp You Snus You Lose ‘25”. Inden længe står du med udsigt til en sommer med timelange toiletkøer og ufrivillig deltagelse i moshpits foran landets største scener. Igen.

Er det virkelig det bedste, den danske sommer har at byde på? Det ville nogle bestemt mene. Men hvis du har brug for fornyelse af dine sommerplaner, har vi samlet en liste med 7 af landets mindre festivaler, der får dig i samme gode stemning, uden at hverken din blære eller pengepung bliver sprængt i stykker.

Kløften – 26.-28. juni 2025

Det bedste, der er kommet ud af Sønderjylland siden gode råd-kagen, er uden tvivl den haderslevske festival Kløften, der så dagens lys i 1980. Med sønderjysk charme og et legendarisk lineup er Kløften et rigtig godt bud på en must-visit festival. Festivalen drives af 100 procent frivillighed, og overskuddet går til byens musik- og foreningsliv. Alle partoutbilletterne er desværre allerede landet i heldige hænder, men du kan stadig nå at få fingrene i en torsdagsbillet for 855 kroner.

Kunstnere: Thor Farlov, Hugorm, Scarlet Pleasure og mange flere

Nakkefestival – 23.-26. juli 2025

Hvis du drømmer om en festivaloplevelse så tæt på Woodstock, man nu kan komme i Danmark i 2020’erne, så er svaret måske Nakkefestival i Rørvig. Med sine hæklede udsmykninger, folky lineup og fællesskabsaktiviteter lever Nakke, som de kalder sig, bestemt op til deres slogan “Musik, kunst og kærlighed”. “På Nakke kommer man ikke på festival, man er festival”, som de selv formulerer det.
En partoutbillet til Nakkefestival koster 800 kroner. Festivalen er nonprofit og donerer hvert år overskuddet til et velgørende formål.

Kunstnere: TBA

Ø Festival – Langeland. 24.-26. juli 2025

De fleste af os forbinder festival på Langeland med giraftelte og efterskolereunions i Rudkøbing. Den klassiske Langelandsfestival stoppede dog i 2022, men siden har en ny initiativgruppe ført festivalen videre samme sted under navnet Ø Festival – Langeland.
I 2025 byder festivalens musikprogram på alt fra Nik & Jay til Lis Sørensen. En partoutbillet koster 1120 kroner, dog stiger prisen løbende frem mod festivalen. Storbyrotterne kommer også til at føle sig hjemme, da der kan tilkøbes adgang til pladsens wellnessområde med saunagus, yoga-sessions og isbade.

Kunstnere: Nik & Jay, Jada, Turboweekend, Lis Sørensen, Patina m.fl.

Alive Festival – 24.-26. juli 2025

Hver juli forvandles Thisted til en smeltedigel af kunst, kultur og kærlighed, når festivalen Alive løber af stablen. Udover et allerede imponerende musikprogram for 2025 med blandt andre Brimheim og Emma Sehested Høeg på plakaten tilbyder Alive også bryghusudflugter, surfskole og et levende lineup af kunstnere. Til sommer vil man kunne opleve kunstnergruppen WERK og UngKunstThy, der giver mikrofonen til unge scenekunstnere fra lokalområdet. Prisen for en partoutbillet starter på 1095 kroner.

Kunstnere: Brimheim, WERK, Emma Sehested Høeg, Mekdes, Kind mod Kind, UngKunstThy m.fl.

O Days – 31. juli – 2. august 2025

Det er ikke kun vest for Holbækmotorvejen, små festivaler springer frem. Festivalen O Days vender i juli tilbage for fjerde år i træk og omdanner pladsen på Refshaleøen til et pulserende musikmekka. O Days er især kendt for deres imponerende elektroniske lineup, og musikprogrammet for 2025 er bestemt ingen undtagelse. Den nordirske duo BICEP vil præsentere deres DJ-sæt CHROMA, der ved at blande duoens klassiske repertoire med visuelle produktioner tager liveperformance til nye højder. Derudover kan man også glæde sig til det britiske band Jungle, der genfortolker deres neo-soul hits i et nyfortolket DJ-sæt.
En partoutbillet koster 1405 kroner.

Kunstnere: BICEP, Jungle, Avalon Emerson, Clementine Douglas m.fl

GrimFest – 31. juli – 2. august 2025

Udsprunget af en baghavefest på Grimhøjgaard i Brabrand og grundlagt i 2004 af fire skibonitter. GrimFest er et samsurium af fællesskab, hygge og fed musik få kilometer fra Aarhus midtby.
Udover et musikprogram, der frister med navne som Barselona og Aphaca, tilbyder festivalen også comedy, talks og DM i bilkort, hvad sidstnævnte end indebærer. GrimFest afholder desuden hvert år en skatekonkurrence om lørdagen med deltagere fra hele verden. Prisen på en partoutbillet er 1195 kroner.

Kunstnere: Barselona, Jonah Blacksmith, Turboweekend, Aphaca, Julie Ellinor m.fl

Avernax – 7.-10. august 2025

Hvis du ikke har fået nok af det sydfynske øhav efter 3 dage på Ø-festival – Langeland, kan du med fordel tage turen til Avernakø, hvor all-inclusive-festivalen Avernax sørger for lækkerier til både ganen og øregangen. Sidste år mørklagde de deres musikprogram, men i år er det transparente program tilbage, og det aarhusianske, indierockband Rigmor er netop blevet offentliggjort som det første navn.
Pungen kan du sagtens lade blive hjemme. Partoutbilletten til 3200 kroner indeholder blandt andet sankeworkshops, saunaadgang, en genanvendelig Avernax-kop, fri bar og 8 måltider.

Kunstnere: Rigmor m.fl.

Læs mere om:

Læs også