Tidens mest populære danske film får en efterfølger
Foto: SF Studios
I øjeblikket kan man opleve filmatiseringen af Niels Krause Kjærs politiske thriller, Mørkeland, i biografen. Filmen fik premiere i slutningen af august og har indtil videre solgt over 220.000 billetter.
Som mange vil vide, er filmen den længe ventede opfølger til den anmelderroste Kongekabale fra 2004, og nu har produktionsselskabet bag filmen, Meta Film, så afsløret, at der er endnu en film på vej.
Det drejer sig som filmatiseringen af Niels Krause Kjærs bog Fandens forår, og denne gang kommer der ikke til at gå 20 år imellem filmene.
Pre-produktionen på Fandens forår er nemlig allerede i gang, og også denne gang bliver det med Anders W. Berthelsen i hovedrollen som journalist, Ulrik Torp.
Der er også flere gengangere bag kameraet på den nye film, nemlig Mikkel Serup, der også instruerede Mørkeland, samt Nikolaj Arcel, der stod bag Kongekable. De to skal hhv. instruere og skrive manus til den nye film.
Arcel fortæller, at han glæder sig til at vende tilbage til universet:
– Det bliver spændende at vende tilbage til den filmiske legeplads, jeg selv byggede sammen med Rasmus Heisterberg og Niels Krause Kjær for 20 år siden. Mit mål er at tage Kongekabale-universet et nyt og eksplosivt sted hen og samtidig fortælle noget om den skræmmende politiske virkelighed vi lever i i dag.
Fandens forår forventes at få biografpremiere i 2026.
11 film du skal se i biografen i september