
Var du fan af 'Underverden'-filmene? Så er denne krimiserie perfekt til dig

Foto: Carl Nilsson
Paradis City
Streamingtjeneste: Prime Video
Premieredato: 7. marts 2025
Genre: Krimi, drama, action, science fiction
Serieskabere: Fenar Ahmed, Jens Lapidus, Björn Paqualin
Medvirkende: Julia Ragnarsson, Alexander Abdallah, Sverrir Gudnason, Ali Sivandi, Louise Peterhoff m.fl.
Land: Sverige
Antal afsnit: 6
Vurdering: 4 ud af 6 stjerner
Fenar Ahmed tog røven på hele film-Danmark med ’Underverden’ i 2017.
Med Dar Salim i hovedrollen som lægen Zaid, der tager på et blodigt hævntogt igennem Københavns bandeverden, blev filmen både en kritiker-darling og en stor publikumssucces.
Efter en modig svipser med fantasyfilmen ’Valhalla’, vendte instruktøren tilbage til sin moderne gangsterfortælling med ’Underverden 2’, der også blev en succes.
Derfor var forventningerne store, da det i 2023 blev annonceret, at Fenar Ahmed skulle instruere en serie baseret på en bestseller fra Jens Lapidus, manden bag ’Snabba Cash’-bøgerne, -filmene og Netflix-serien.
Planen var, at den skulle udkomme hos Viaplay.
Streamingtjenesten gav dog fuldstændig op på fiktionsproduktion og solgte hele ni serier til Prime Video i et opsigtsvækkende salg tilbage i februar 2024.
En af de serier var netop Fenar Ahmed-serien ’Paradis City’.
Og man kan med rette kalde det en Fenar Ahmed-serie. Instruktøren står nemlig på som serieskaber sammen med Jens Lapidus og hovedforfatter Björn Paqualin.
Serien foregår i et dystopisk nærfremtids-Sverige. Lapidus har på forhånd meldt ud, at en af inspirationskilderne er John Carpenters klassiker ’Flugtaktion New York’. Og den er da heller ikke til at tage fejl af.

Julia Ragnarsson i 'Paradis City'
Foto: Carl Nilsson
Ingen flugt fra byen
Kriminaliteten i Sverige har nået nye uanede højder. Derfor har man besluttet at bygge kæmpe mure rundt omkring de allermest belastede områder, såkaldte no-go zoner. Den største af dem er Järva, også kaldet Paradis City.
Her bor den tidligere MMA-kæmper Emir (Alexander Abdallah). Efter at fightkarrieren sluttede, slog han ind på den kriminelle løbebane, og udsigten til at komme ud af Paradis City er ikke lovende.
Pludselig byder muligheden sig dog.
Et publicity-stunt, hvor Indenrigsministeren Eva Basarto Henriksson (Louise Peterhoff), kaldet EBH, skal holde en tale i Järva, ender med, at hun bliver kidnappet. Mistanken falder på en oprørsgruppe under ledelse af danskeren Abu Gharib (Ali Sivandi).
Og Emir har et par ledetråde til, hvor han skjuler EBH.
Sammen med efterretningsagenten Fredrika (Julia Ragnarsson) begiver han sig ud på en menneskejagt i Paradis City. En ikke helt ufarlig mission, hvor et forkert ord til den forkerte person kan bringe dem selv i fare og, måske værre endnu, hele bydelen.
For hvis indenrigsministeren dør derinde, vil det få alvorlige konsekvenser.
Heldigvis formår Fenar Ahmed og co. at forløse det ganske underholdende i ’Paradis City’.
Smæk for actionskillingen
Ahmed instruerer de tre første afsnit af serien, og man mærker også hurtigt hans gode forståelse for at iscenesætte spænding. Bilturen ud til Järva er som løftet fra kortegesekvensen i starten af ’Underverden 2’.
Jens Ole McCoy byder ind med et sitrende og medrivende score, der virkelig er med til at sælge den nervepirrende stemning, som ’Paradis City’ oser af.
Alexander Abdallah, der bragede igennem i første sæson af ’Snabba Cash’, bærer den delte hovedrolle i ’Paradis City’ flot. Hans fysiske fremtoning og måden, han bevæger sig på, sælger virkelig illusionen om, at han er en tidligere MMA-kæmper. Det er hovedet ned mellem skuldrene, så hagen er beskyttet, og han er konstant klar til at levere et godt lever-hook eller uppercut, når det er påkrævet.
Som den anden halvdel af frontduoen er Julia Ragnarsson fantastisk. Rollen er meget fysisk krævende, og især én kampscene står ud som ualmindelig mindeværdig. Den er filmet og klippet således, at man kan se, det er skuespilleren i meget af scenen. En herlig detalje, som aftvinger behørig respekt.
På mange måder fremstår ’Paradis City’ som et sammensurium af forskellige film og serier, man har set i forvejen. Derfor kunne man frygte, at Prime Video-serien ville virke som et træls klippe-klistre-værk, hvor man længes efter originalerne.
Den fælde bliver ret flot undgået, og i stedet er ’Paradis City’ en god og spændende krimiserie, der stiller nogle interessante spørgsmål om skyld, soning og selvopofrelse eller mangel på samme. Og hvor langt man kan gå i forhold til, at midlerne helliger målet.
At den historie så også er pakket ind i en hårdkogt gangsterkrimi, gør kun oplevelsen så meget desto mere underholdende.
