‘The White Lotus’-castet: “Det giver en fornemmelse af naturlig retfærdighed at se rige mennesker miste deres status”

Da Mike Whites banebrydende serie ‘The White Lotus’ fik verdenspremiere i 2021, tog den både anmeldere og seere med storm.

Antologiseriens titel refererer til en fiktiv hotelkæde med luksushoteller rundt om i verden. Første sæson foregår på Maui, mens vi i anden sæson tager til Sicilien.

Foruden navnet på hotellet har sæsonerne det tilfælles, at vi i første afsnit bliver introduceret for et dødsfald. Herfra springer vi en uge tilbage i tiden, hvor sæsonens respektive gæster tjekker ind på luksushotellet, og som seer bliver vi løbende klogere på, hvad der er gået forud for dødsfaldet.

En tredje og mere eksistentiel ting, sæsonerne har til fælles, er, at de gæster, der tjekker ind, er overordentlig velhavende, har seriøse problemer og utallige hemmeligheder for hinanden – alt sammen på en eller anden måde forbundet til deres rigdom.

Nu er tredje sæson lige om hjørnet, og ganske som med de forrige starter det med et dødsfald.

I forbindelse med premieren har vi talt med seks af de medvirkende skuespillere: Carrie Coon, Leslie Bibb, Patrick Schwarzenegger, Jason Isaacs, Aimee Lou Wood og Natasha Rothwell.

Én ting har de alle tilfælles: en kæmpe respekt for seriens skaber Mike White, der med ‘The White Lotus’ har skabt noget helt unikt, og tredje sæson har ifølge Jason Isaacs mere indhold og dybde end de to første:

- Første sæson er om magt, anden sæson om sex, den her er dybere. Han (Mike White, red.) har valgt Thailand, fordi folk kommer dertil for at finde en åndelig forbindelse til sig selv og finde sin identitet. De rige kommer og gør det på deres egen stædige og akavede måde, siger Isaacs, der i chatrummet sidder ved siden af Patrick Schwarzenegger, som tilføjer, at denne sæson også handler om rige mennesker på ferie og deres foragtelige handlinger.

Og i den kombination har Mike White fundet et satirisk element, forklarer Isaacs:

- Han bringer skæbnen ind i de omstændigheder, så de bliver tvunget til at kigge indad på en mere ægte måde, og det skaber en anden dybde end de to første sæsoner.

Det satiriske syn på sæsonen deler Carrie Coon og Leslie Bibb, der deler chatrum. For Bibb, der har en del komisk erfaring, er det vigtigt, at man som skuespiller ikke spiller på komikken:

- Som med alle gode komedier, skal man spille det, som var det Hamlet. Det er det, der gør det sjovt. Hvis man spiller det sjovt, bliver det ikke sjovt. Og Mikes skriv er ufatteligt sjovt, og det skal man bare stole på, siger hun.

Og hvis man giver sig hen til Mikes skrivestil og måde at instruere på, er det en fornøjelse at arbejde med ham som skuespiller. Det mener både Natasha Rothwell og Aimee Lou Wood, der deler chatrum.

- Han har en uendelig mængde af entusiasme og energi, og man vil bare matche det og give det samme hele tiden. Det er hans verden, som han skaber, og vi er alle en lille del af den verden, siger Wood med entusiasme.

Rothwell, der, som den eneste af de seks skuespillere, tidligere har arbejdet med Mike White, er ligeledes fuld af beundring og var ikke det mindste i tvivl, da hun blev spurgt om hun ville genoptage sin rolle som sæsonens eneste normale hovedkarakter, Belinda.

- Jeg drak kaffe med Mike, og han sagde, at han arbejdede på en tredje sæson, og overvejede at bringe Belinda tilbage, og spurgte, hvad jeg synes. Jeg sagde “Sig ikke mere, jeg vil følge dig alle steder.”

Tredje sæson udspiller sig som nævnt i Thailand, og for mange er netop det land synonym med at finde indre ro. Og det er der en grund til, mener flere af skuespillerne.

- Man kan ikke være i Thailand uden at have kontakt med sin spiritualitet. Det land er fuld af åndelighed, uanset hvor man er, siger Leslie Bibb.

Natasha Rothwell lærte også noget nyt om landet efter at have arbejdet og boet der i flere måneder i forbindelse med optagelserne:

- Jeg lærte, at Thailand aldrig har været koloniseret. Og når man bor og arbejder i et sted, hvor en kultur ikke konstant forsøger at heale sig selv fra et historisk drama, så er der et lys og en frihed, som jeg aldrig før har oplevet i USA, fortæller hun og nævner samtidig en mere jordnær og aktuel forklaring på sin kærlighed til landet:

- Det er måden, man taler på og siger hej til hinanden. Man kan identificere sig selv som mand, kvinde eller hvad som helst andet, og det er ikke noget, man behøver at forklare. Det er indbygget i sproget, at man er i kontrol med, hvordan man identificerer sig selv.

- Der er så mange subtile måder, Thailand byder dig velkommen på, som du er, siger hun.

Og ifølge Carrie Coon er denne spiritualitet også en stor del af det, Mike White ønsker, at seerne skal tage med fra tredje sæson af ‘The White Lotus’:

- Mike er altid meget åben omkring, hvad han arbejder med, og han taler meget om spiritualitet og død, og serien foregår i Buddhas land. Jeg tror, at spørgsmålet om identitet er det, han er mest interesseret i.

Hun fortsætter:

- Hvad der skaber en identitet, hvordan vi hævder vores identitet, hvordan vores identitet er formet i forhold til andre mennesker, der kender os godt – og fremmede man kan møde på gaden. Og ikke mindst, hvad der kan opnås ved at give slip på den. Buddhisme handler om, at der er lidelse, og der er en ende på lidelsen. Og alle disse personer lider, og det er noget af det, han undersøger.

Har man set de forrige sæsoner af ‘The White Lotus’, kan man ikke have undgået at lægge mærke til den kompleksitet, der er i de mange karakterer. Man har sikkert dømt dem, haft en favorit eller hadet flere af dem.

Det kommer man helt sikkert også til med tredje sæson, der blandt andet byder på den ekstremt dysfunktionelle familien Ratliff med faderen Timothy (Isaacs), der bærer på en stor hemmelighed, samt sønnen Saxon (Schwarzenegger), hvis måde at tale med og om sine søskende til tider er direkte foruroligende.

Skuespillerne bag rollerne er bevidste om, at det kan være svært at elske de to karakterer. Men det er vigtigt, at man ikke dømmer dem, man spiller.

- Noget af det, der gør, at jeg sympatiserer med min karakter, er hans forsøg på at connecte med sin far – som han ser op til – og få hans anerkendelse og opmærksomhed. Jeg håber, at der er den sårbarhed i karakteren, der gør ham menneskelig. Men selvfølgelig er der mange ting, jeg finder foruroligende ved ham, fortæller Patrick Schwarzenegger om sin karakter Saxon.

Jason Isaacs kommer karakteren til undsætning:

- Mike er for god en forfatter til at skrive noget som helst endimensionelt, så man skal vente til slutningen og se, om man stadig hader Saxon, siger han, men understreger samtidig, at han aldrig selv vil dømme sin karakter:

- Jeg tænker ikke over, hvad der afskyr mig og tiltaler mig ved karakteren. Jeg er bare personen. Nogle af de værste personer i verden, som jeg afskyr utrolig meget, kigger sig selv i spejlet hver morgen og dømmer ikke sig selv, siger ikke, at de tager fejl eller er dårlige mennesker. Det er sådan, verden fungerer, siger han, og afslutter:

- Og når de siger ”action” forsøger jeg at være Timothy og vil have det, Timothy vil have. Og så er det op til seerne at elske eller hade ham.

Foruden familien Ratliff tjekker parret Chelsea og Rick ind på det thailandske luksushotel. De spilles af henholdsvis Walton Goggins og Aimee Lou Wood.

Og når man hører Wood tale om sin karakter i forhold til sig selv, forstår man, hvorfor det er så vigtigt at holde de to personligheder adskilt:

- Da jeg fik at vide, at det var Walton Goggins, der skulle spille Rick, blev jeg så spændt. Vi brugte en masse tid sammen (...) vi blev virkelig gode venner. Der var bare noget soulmates over os, fortæller hun, men tilføjer:

- Jeg elsker virkelig at lytte til parterapi-podcasts, hvor der er meget fokus på dysfunktionalitet og uopmærksomhed. Men her var jeg nødt til at ignorere det, jeg havde hørt. Chelseas tankegang, hendes væremåde og hendes fordomme var jeg nødt til ikke at forholde mig til.

- Jeg skulle bare tro på det, hun troede på, og hun tror, de er skabt for hinanden, selvom der ikke er meget, der tyder på det andet end hendes følelser. Det var ret sjovt at spille det fra den vinkel, og man ser så mange forskellige facetter af hende. Hun er feminist, men hun er også modstridende. Hun er villig til at vie sit liv til at gøre den her mand glad, men på samme tid fortæller hun alle de andre kvinder, hvor flotte og hvor fantastiske de er. Samtidig er hun total reserveret overfor Saxon, og hun belærer ham hele tiden. Men Rick er hendes akilleshæl.

- Det var sjovt at have den modstridende ting kørende. Men det er kærligheden, der driver hende, hun er forelsket, og kærlighed gør hende skør. Det var sjovt ikke at dømme hende.

Som seer kan det derimod være svært ikke at dømme, når man ser rige, hvide mennesker opføre sig som røvhuller, når de besøger fremmede kultur.

Og så elsker vi at se dem komme i problemer. Det er der en helt naturlig grund til, hvis man spørger Jason Isaacs, der i slutningen af interviewet siger:

- Vi har altid kunnet lide at se rige mennesker komme i problemer, fordi det giver os et perspektiv til vores eget liv og minder os om, at de ikke er perfekte. Men grunden til det er, at forskellen på rig og fattig i alle lande, er meget in your face. I Vesten regerer de rige lande nu. Og det giver os en fornemmelse af en naturlig retfærdighed at se, at de har problemer og mister deres status. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, at der en naturlig retfærdighed, men tanken om det kan vi godt lide, og det kommer til udtryk gennem skærmen.