'The White Lotus' sæson 3 scorer topkarakter. Og den er mere ubehagelig end nogensinde før

Alt ånder fred og idyl på det thailandske luksusresort White Lotus. Den unge Zion er midt i en behagelig meditationssession, da han pludselig hører skud ikke langt fra, hvor han befinder sig. Zion tænker straks på sin mor, der befinder sig et andet sted på hotellet, og skynder sig ud for at se, om hun er ok. Vi ser et lig flyde rundt i vandet.

Som i de to tidligere sæsoner af Mike Whites antologiserie ‘The White Lotus’ springer vi en uge tilbage i tiden før det centrale mordmysterium, hvor seriens persongalleri tjekker ind på resortet.

Også denne gang er der tale om blandet flok af overordentligt velhavende, rige, hvide overklassefolk. De er taget til Thailand for at koble af og finde indre ro.

Et til tider modbydeligt persongalleri

Blandt gæsterne er familien Ratliff, bestående af faren Timothy, moren Victoria, sønnerne Saxon og Lochlan, samt datteren Piper. Det siger ikke så lidt, men Ratliff-familien er den mest dysfunktionelle gruppe, vi indtil videre har set i Mike Whites univers.

Det kommer tydeligst til udtryk gennem Timothy (Jason Isaacs), der viser sig at bære på en stor og potentielt altødelæggende hemmelighed for sin familie, og den ældste søn Saxon (Patrick Schwarzenegger). Det er gennem ham, at det lynhurtigt står klart, at her er tale om en familie med en direkte foruroligende relation.

Saxon snakker med Lochlan om deres søster Pipers sexliv, hvilket i sig selv er underligt. Men når han begynder at se porno i sin seng, mens broren ligger ved siden af, tænker man WTF, og når han – betænksom som han er – italesætter, at han lige går ud på toilettet for at onanere, og gør det for åben dør, er det uudholdeligt at se på. Det er kun en lille del af de to brødres syge relation.

Derudover er Victoria konstant påvirket af beroligende piller, og Parker Posey leverer en af seriens stærkeste præstationer som moderen der lever i total fornægtelse og slet ikke kan forstå det, da Piper pludselig siger, at hun vil flytte til Thailand og bo hos buddhister som et opgør mod familiens værdier.

Sitrende samspil

Så er der de tre veninder bestående af Laurie (Carrie Coon), Kate (Leslie Bibb) og Jaclyn (Michelle Monaghan), hvis venskab til tider er så anspændt, at man fornemmer, det kan eksplodere på et splitsekund – og så bagtaler de hinanden, hver gang en forlader de to andre.

Sæsonens umage par består af den bitre og smådeprimerede Rick, der står i skærende kontrast til sin kæreste, den unge, lidt naive og godtroende Chelsea. Parret bringes til live af et sitrende samspil mellem Walton Goggins og Aimee Lou Wood, hvor især sidstnævnte udviser en sårbarhed og ubetinget kærlighed, der gør det umuligt ikke at holde af hende.

Chelsea får sig en ny veninde, der viser sig at være en trofækæreste til en ældre bekendt herre fra de forrige sæsoner. Hans historie mikses ind i en anden velkendt karakters, nemlig den helt normale og kærlige massør, Belinda (Natasha Rothwell), der er i Thailand for at videreuddanne sig, og hun venter på et besøg af sin søn Zion.

Dybere kontrast end tidligere

Mike White har (igen) skabt et ekstremt interessant persongalleri, hvis skæbner og historier rystes sammen til en sprængfarlig cocktail, som man slubrer i sig. Men det, der gør sæson tre til den hidtil bedste, er omgivelserne, freden og den åndelighed, de fleste forbinder med Thailand.

At den altomsluttende åndelighed fylder så meget og er så gennemført, skyldes igen seriens unikke lydspor, der elegant understreger alt, vi ser (fra smuk natur til liderlige kvinder). Og så har seriens hovedfotograf skabt nogle mageløse klip med storslået natur og overdådige landskaber, der ofte er både tranceskabende og afslappende.

Men vi kan ikke slappe af. Og det skyldes kontrasten, der er dybere end den, vi har oplevet i de forrige sæsoner. Og det er i den kontrast, at det virkelige ubehag ligger.

De rige er i en konstant higen efter at være i kontrol og vise, at de har overskud, mens det for seerne står soleklart, at de er alt andet end det. De krakelerer langsomt, men sikkert, og kan slet ikke forene sig med de smukke omgivelser, de befinder sig i.

Og det smitter direkte af på seerne og gør, at man konstant er på mærkerne, og hele tiden forventer, at der sker noget uventet og ubehageligt. Man ved bare aldrig, hvem der leverer overraskelsen, og i hvilket omfang den har indflydelse på historiens udvikling frem til den tragiske afslutning, som vi er bekendt med.

Hæver sig over sit eget niveau

Mike Whites arbejde med tredje sæson er intet mindre end formidabelt. Han har skrevet et manuskript med et karakterarbejde udover det sædvanlige. Han har castet de perfekte skuespillere i samtlige roller. Alle leverer pragtpræstationer, der gør, at man både væmmes, forarges og samtidig mærker menneskene bag de triste skæbner.

Der er masser af enkeltstående eksempler på, at White både mestrer det humoristiske, det pinlige og det tragiske. Men det er i sæsonen som helhed, man mærker, at han er et kunstnerisk geni. For en ting er at have en overordnet idé i sit hoved og efterfølgende skrive det som manuskript. Det er et godt stykke håndværk, der vidner om et imponerende dramaturgisk overblik.

Men det, der gør, at han med denne sæson hæver sig over sit eget tidligere og andre serieskaberes arbejde, er alt det, der ikke kan beskrives. Det er det, der skaber en dyb og udefinerbar kontrast mellem karaktererne og deres omgivelser.

Det er det, der kendetegner kunst – og det er ikke et for stort ord at bruge i dette tilfælde.