Popkultur
12. juni 2024

Sofie reagerer på omdiskuteret kys: "Hold op, hvor står jeg i en svær og ærgelig situation lige nu"

Siden torsdagens afsnit af "Bachelorette" har Peters kys til Sofie skabt stor debat. I et nyt opråb deler hun sine tanker og frustrationer omkring hele situationen
Af: Nicklas Erik Lagerstorf
Sofie Martinusen

Foto: Elena Colding Hybel

Peter Juul Vestager har delt vandene i "Bachelorette", og det gjorde han også i torsdagens afsnit, da han ud af det blå kyssede Sofie Martinusen.

Hun reagerede prompte til roseceremonien og sagde, at hun synes, at han var gået alt for hurtigt frem.

Kysset har siden skabt stor debat på de sociale medier, hvor mange både kendte og ukendte danskere giver deres besyv på situationen.

I næsten en uge har folk forsøgt at kloge sig på, hvordan Sofie er blevet behandlet og måtte føle i kyssesituationen. Det siger hun nu fra over for.

- Hold op, hvor står jeg i en svær og ærgelig situation lige nu. På den ene side får jeg konstant, at vide fra alle mulige, at jeg er blevet krænket, at jeg er et offer, og at mine udtalelser passer perfekt på, hvordan et offer for krænkelse ville reagere. Folk udenfor, som ikke kender mine følelser, har altså bestemt, at jeg er et offer, skriver "Bachelorette"-stjernen i et Instagram-opslag.

- Samtidig får jeg at vide, at det er min opgave at tale offentligt om situationen, men uden at bebrejde mig selv, for så ville jeg signalere til andre unge, at det er deres egen skyld, hvis deres grænser bliver overtrådt, og at de selv skal overveje, hvad de kunne have gjort anderledes i en lignende situation, tilføjer Sofie.

- Andre siger, at jeg er fintfølende, curling, og at jeg skal tænke over, hvad jeg siger, fordi det er synd for Peter, og at jeg skal beskytte ham ved ikke at tale om, hvad JEG følte i det moment.

De mange holdninger til, hvordan Sofie skal tænke, føle og reagere på det uventede kys, får hende nu til at trække en streg i sandet på sin Instagram-profil.

- Jeg synes, det er utrolig ubehageligt at få at vide, hvordan jeg skal føle, hvordan jeg skal agere, og at folk insisterer på at gøre mig til et offer. At jeg reflekterer over, hvad jeg skulle have gjort i den situation, eller at jeg er skuffet over mig selv, eller ville ønske jeg havde reageret anderledes, betyder IKKE, at jeg synes, at det er okay, at Peter kysser mig, slår hun fast.

- JEG følte, at det var grænseoverskridende og ubehageligt i øjeblikket og resten af aftenen, og megaubehageligt at skulle gense, men det betyder absolut IKKE, at jeg føler mig krænket, uddyber Sofie.

Til sidst i sit Instagram-opslag understreger Sofie, at samtykkedebatten er vigtig, og at det er noget, vi som samfund skal blive ved med at tale om. Dog er hun ked og træt af, at fremmede mennesker gør hende til et offer.

Samtidig sender hun en besked til sine mere end 33.000 følgere, hvor hun slår fast, at man altid må sige fra i situationer, hvor man føler, at ens grænser bliver overskredet.

Se hele opslaget her:

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også