Anne Glad og Kristine Virén er eksperter på danskernes hjem: Disse to ting definerer vores hjem i 2025

Knap er de kommet ind i mødelokalet, før Anne Glad og Kristine Virén begynder at diskutere designet på en glasflakon med rødt låg, der står på bordet. Den drypper, da Anne hælder fra den.

– Den er ikke særlig smart, hva’?, siger Anne henvendt til Kristine, som svarer:

– Nej, det er der nok ingen, der synes.

Og Anne svarer hurtigt tilbage:

– Men de færreste ville nok turde påtale det, fordi vi er på et fint forlag.

Begge kvinder tør imidlertid påtale det, og det siger nok ikke så lidt. Ved siden af karaflen ligger deres nye bog, der blandt andet handler om lige præcis design.

”Hjemme hos Danmark” er Anne og Kristines bud på at tegne en linje (eller flere) gennem danskernes hjem fra 30’erne til i dag. Bogen er fyldt med billeder og tekst om alt fra hoveddøres udformning, parcelhusets indtog, kitsch på væggene og kaffestellet Blåkant til refleksioner om familieformer, bæredygtighed, Brio-tog og træterrasser.

”ja, det var sådan, det så ud”, tænker man igen og igen, når man bladrer i den store coffee table bog, og det er netop en del af pointen med bogen.

Som der står i forordet, handler bogen om det levede liv med alt, hvad det indebærer. Et hjem er nemlig ikke bare et hjem.

– Der er meget kærlighed forbundet med et hjem, og man får en varme indeni, når man besøger et hjem. Hvert hjem er et stykke danmarkshistorie. Bevidst eller ubevidst spejler vores hjem den tid, vi lever i. På den måde spejler vores hjem i 2025 også en voldsom verden, hvor vi bygger rede og tænker på bæredygtighed og klima, fortæller Kristine, der ligesom Anne har besøgt utrolig mange hjem.

Kristine har besøgt dem som vært på ”Hammerslag” og Anne som vært på ”Kender du typen?”.

Begge kvinder er altså tv-eksperter, endda med samme produktionshold bag sig, og de kendte da også til hinanden, før de mødtes. Alligevel var det ikke givet, at de ville kunne lide hinanden i den grad, de viste sig at kunne.

– Mange tror, vi er livslange veninder, nærmest søstre. Men vi har faktisk ikke kendt hinanden i så lang tid. Vi har kun kendt hinanden i godt et år. Vi mødtes i oktober 2023, fordi vi skulle holde et foredrag sammen. Vi satte os sammen over en frokost på caféen ”Din nye ven” for at planlægge det. Det var ret pudsigt – at vi mødtes på ”Din nye ven” og blev venner, fortæller Kristine om mødet med Anne, der supplerer:

– Jeg vidste godt, Kristine var sød og hjertelig, men jeg havde ikke forventet, det ville være så sjovt, hyggeligt og givende at være sammen med hende. Jeg griner meget med Kristine, men jeg bliver også altid klogere. Det var venindeforelskelse fra første blik – det oplever man jo ikke så tit, når man er fyldt 50. Vi skabte hurtigt et trygt rum, og jeg bliver aldrig nervøs, hvis jeg ikke har hørt fra Kristine i noget tid. Hun ghoster mig ikke – hun har bare travlt ligesom mig.

Anne og Kristine blev altså hurtigt rigtig gode venner, og det fornemmer man tydeligt, når man taler med dem. De færdiggør hinandens sætninger, gestikulerer på samme måde og nyder tydeligvis hinandens selskab. Alligevel er de stadig ”nye” venner.

– Der er stadig nogle fundamentale ting om hinanden, vi ikke kan huske – for eksempel hinandens fødselsdage. Da Anne havde fødselsdag, talte vi tilfældigt om, hvad vi skulle i weekenden. Og så sagde hun, at hun havde fødselsdag den weekend! Jeg vidste med det samme, at jeg skulle huske at skrive en hilsen. Da dagen kom, skrev jeg en laaang, sød besked – kun for at Anne så kunne skrive, at det altså var dagen før. Det grinede vi af, og det er typisk os: Vi er ikke ømtåede over for hinanden. Vi har ikke nogen forventninger, og vi er meget afslappede, siger Kristine og virker ikke det mindste flov over forglemmelser.

Det gør Anne heller ikke, for der er er rigeligt med plads i de to kvinders venskab:

– Nogle gange kan man måske godt føle sig lidt overvældet og tromlet, når man er ven med os. Vi suser begge to derudad. Men sådan har vi det ikke med hinanden: Vi suser begge to afsted samtidig. Og så er vi ikke jaloux på hinandens andre venner, for vi er jo gamle! Vi har mange andre venner, der har været i vores liv længere tid. Men vi er stadig utrolig vigtige for hinanden.

En fælles passion

Anne og Kristine beskriver sig selv som værende i familie, fordi de begge har samme produktionshold, når de optager henholdsvis ”Kender du typen?” og ”Hammerslag”.

De deler, når optagedagene har været hårde, når noget er gået galt – og så deler de også en fælles passion. De går nemlig op i danskernes hjem og boligindretning som få.

Anne: – Der er en stor resonans mellem os. Vi har mange fælles erfaringer, vi ikke kan dele med andre – og vi suger hinandens viden til os.

Kristine: – Vi kunne sagtens have et venskab, uden vi havde samme faglighed. Men det er fantastisk at opleve en anden med så stor en viden om noget, jeg også selv er så dybt passioneret om. Vi inspirerer hinanden hele tiden, og jeg nyder virkelig at tale med Anne – uanset om det er på en scene eller ej. Sådan var det også, da vi lavede bogen.

Anne: – I Kristine har jeg fundet det perspektiv, jeg har savnet. Jeg kan sådan set alle tingene, men Kristine har givet mig buen på – hun har samlet arkitekturen, rummene, for mig. Det er SÅ fedt! Der er mange klodser, der er faldet på plads hos mig.

Det handler både om store klodser for Anne – men også de mindre. Anne fremhæver for eksempel med stor passion, at Kristine har lært hende om trapper på en hel ny måde.

– Kristine fik mig til at forstå forskellen på en vindeltrappe og en spindeltrappe. Hun lærte mig, at gelænderet skulle være modsat af, hvor man ville have sit våben – det kommer af dengang, man skulle forsvare sig på en borg. Den indsigt glemmer jeg aldrig igen, selv om jeg nok ikke kommer til at bruge den til særlig meget. Og det er bare en af de perler, jeg har taget med fra Kristine.

Hurtigt byder Kristine ind. For samtalen om trapper er ikke den eneste, der er værd at nævne, når det kommer til nørderi mellem de to veninder.

– Vi har også talt meget om parcelhuse og det brud, der skete omkring 50’erne. Den moderne bolig og livsførelse kommer allerede i 30’erne, og så vokser det derfra. Parcelhuset er interessant, når det kommer til demokratisering, kønsroller, syn på børn – og så skal det alligevel være lidt prætentiøst. Parcelhusene har for eksempel stadig den fine indgang, ingen gider at bruge.

– En bevægelse er i gang, ja. I 70’erne bygger man så parcelhusene lidt større, fordi der skal være større afstand mellem mor og far og børnene. Teenagerne bliver selvstændige, vi ser teenagetiden som en livsfase, og vi giver dem plads, skynder Anne sig at byde ind, og så går snakken mellem de to kvinder.

De taler om uformelle møbler, om ryatæpper og alt muligt andet forbundet til parcelhusene.

– Som du kan høre, kan vi fortsætte i det uendelige, siger Kristine.

De hjem, man ikke glemmer

Hverken Anne eller Kristine har tal på, hvor mange hjem de har besøgt gennem tiden qua deres virke. De er begge dybt optagede af danskernes hjem, og det er der flere grunde til.

Kristine: – Vores hjem handler om os alle sammen. De afspejler tidens udvikling. Vi er to kvinder på godt 50 år hver, så vi har været med i de ikoniske årtier. Vi har været i alle de gamle hjem og set udviklingen fra vores barndom til nu. Vi kommer også begge fra en baggrund med en skolelærerinde-mor og en landkultur. Godt nok har Anne boet i parcelhus, og jeg har boet i bofællesskab, men vi har set det samme. Vi har set de boliger, der tegner vores historie.

Anne: – Det er det store perspektiv. Det personlige perspektiv er, at vi siden barndommen begge har været nogle meget observerende, nørdede typer. Allerede som barn var jeg bevidst om, at mine forældre boede anderledes end dén og dén.

Begge kvinder kan huske gulvtæpperne i deres bedsteforældres hjem, hvordan der lugtede hos deres veninder, selv de mindste detaljer husker de – de kan huske lamperne, vitrineskabene og indkørslerne.

Kristine bor i en over 100 år gammel murestensvilla med smukt lysindfald.

Alt det har de nu samlet i deres nye bog. Men nogle ting var sværere at dokumentere end andre.

Anne: – Det var for eksempel svært for os at skaffe billeder af badeværelser, og det giver jo god mening. Vi endte med at tage nogle af vores egne badebilleder for at lykkes med det. Og da vi skulle finde de billeder, viste det sig, at vi begge havde ”barnets røde bog”. Det var dét fotoalbum, man havde dengang!

Meget har ændret sig siden da, bliver Anne og Kristine enige om. Nu findes der oceaner af fotoalbums på nettet – man kan vælge lige præcis det, der falder i ens smag. Som Kristine siger:

– Tidligere var der nogle tydelige plovfurer. Hvis du var arbejderfamilie, boede du sådan dér. Hvis du var kreativ klasse, så dit hjem ud på en bestemt måde. Vi gjorde meget det samme i nogle bestemt klasser. Derfor bliver historien om vores hjem også en historie om os – de fleste kan huske specifikke hjem fra før i tiden.

Hvor vores hjem nu er blevet mere fragmenterede og avancerede, var hjemmene før i tiden altså mere defineret af klasse og bopæl.

I Annes hjem er køkkenet hjertet. Men hun holder også af at sidde i sin læsekrog på kontoret.

Alligevel har et hjem både dengang og nu nogle særlige kendetegn. Og der er også nogle særlige hjem, Kristine og Anne ikke kan glemme.

Kristine: – Jeg mærkede, jeg var interesseret i hjem, da jeg var hjemme hos min gode veninde fra folkeskolen. Hendes hjem var ikke ”oversmart”, men det var ret smart med hvidt B&O-fjernsyn, fuga-bestik, antikviteter. Jeg har fuga-bestik af selvsamme grund i dag. Det var simpelthen så smart, det hjem, og jeg glemmer det aldrig.

Anne: – Jeg glemmer heller aldrig min mormors hjem. Det var en firlænget bondegård, og i stuehuset kom man op ad en smuk trappe og ind i en hall med terrazzogulv og spartlede vægge med brede striber som dekoration på den øverste tredjedel. Der var de smukkeste mahogni-hattehylder. Derfra gik man ud i et landkøkken med Virrvarr-bordplader og gaskogeplader. Linoleumsgulv og en lille spisekrog. Man kunne gå videre ind i dagligspisestuen eller ind i den fine havestue, hvor min mormors middagsselskaber blev holdt. Det hus husker jeg stadig!

Meget har ændret sig, siden Kristine og Anne var hjemme hos veninden og mormoren. Hjemmet er blevet demokratiseret i højere grad – det er slut med fine stuer, man aldrig bruger.

Alt bruges nu, børnene må være over det hele, og ingen kvadratmeter går til spilde, understreger de.

Hjemmets klimaaftryk

Hvis man havde lavet bogen ”Hjemme hos Danmark” i andre lande, havde den nok set meget anderledes ud. Der er nemlig noget særligt ved danskernes forhold til deres hjem.

Kristine: – Specielt for os danskere er det, at vi er nogle af dem, der poster flest penge, ressourcer og energi i vores hjem. Vi elsker at lave om, vi elsker at flytte – men vi flytter ikke særlig langt. Når man globalt laver store undersøgelser af livskvalitet, scorer boligens betydning højt for danskerne. Og det er ikke kun fordi, vi er huleboere! Svenskere har for eksempel ikke det samme forhold til boligen. Danskere inviterer også oftere folk hjem til sig. Derfor afspejler boligen og hjemmet også i høj grad opgangstider og kriser, kønsroller og skift generelt. For eksempel blev spisestellene mindre, da vi holder op med at have tjenestepiger.

Anne: – Det samme gør gryderne, for nu skal vi skure dem selv. De bliver også designet, så de er nemmere og flottere at stille direkte på bordet. Samtidig sker der også det, at i takt med at vores velstand vokser, bliver vi mere og mere opmærksomme på, at der er identitet i vores forbrug. Vores to tv-programmer er vokset ud af 90’erne, hvor man bliver bevidst om, at vi fortæller noget ved det, vi forbruger. Designvalg er også et signal til resten af verden, og det sker op igennem 80’erne. Vi bliver i 90’erne meget bevidste om, hvilke signaler vi sender til omverdenen. Det er fortsat op til i dag.

Idéen med Anne og Kristines bog er ikke kun at vække nostalgi og sentimentalitet i opridsningen af, hvad der har kendetegnet de forskellige årtiers hjem i Danmark. Der er også en større mening, for som Kristine siger:

– Vi lever stadigvæk med et stort forbrug i vores bolig. Vi skifter ofte møbler ud, leger med farver, og der er en hurtigskiftende modetrend. Men vi prøver også at sige, at klimakrisen findes. Vi bliver nødt til at skrue mere ned – vores klimaaftryk er enormt højt. Og meget af det skyldes vores bolig. Vi bor meget stort, og vi skifter også ting ud ofte.

Faktisk fylder danskernes bolig forstået som byg, renovering og indretning hele 30 procent af vores klimaaftryk.

Noget er ved at ændre sig, og den forandring vil Anne og Kristine gerne være med til at sætte skub på.

– Boligen er der, hvor vi nemt kan skære ned, når det kommer til klimaaftryk. Du kan forholde dig til dit hjem på ny på samme måde, som du går på shopping i dit eget klædeskab. Prøv at rykke rundt i stedet for at købe nyt! Der er så meget glæde i de ting, vi har i forvejen, siger Anne og fortsætter:

– Heldigvis er de unge mindre optagede af at forbruge. Og det gør, at der lige nu er et vindue, hvor vi kan have en samtale om at bevare, reparere og passe på. Før i tiden var det pinligt, når noget var brugt eller gammelt. Men nu er vi nået et sted hen, hvor det er attråværdigt at have noget gammelt.

Et spørgsmål om ressourcer

Anne og Kristine vil gerne være ”de gamle”, der som en modvægt til sociale medier og modetrends inspirerer til genbrug, mådehold og reparation af det gamle. For dem handler det ikke kun om bæredygtighed, men også om livskvalitet.

Anne: – Hvis man skal bruge færre penge på at indrette, har man også råd til at bruge mere tid derhjemme.

Kristine stemmer i:

– De seneste par årtier har meget handlet om at tegne cirkler – ting er kommet tilbage. Vi kigger på de ikoniske årtier med misundelse og plukker fra dem. Der er ikke nogen grund til at lave et køkken om bare for en trend, der kun er moderne i 2025. Det forbruger CO² og ressourcer. Helt ærlig – vi bruger fire gange så mange ressourcer på planeten, som vi burde! Og det er bare danskerne. Vi kyler ud og køber nyt, men hvad nu hvis vi hyldede alle de smukke ting, der allerede er skabt?

At hylde smukke ting bliver Kristine da også inspireret til, når hun besøger Anne. Her er der et væld af smukke ting samlet igennem et helt liv. Kristine tøver, når hun skal beskrive Annes hjem, men så siger hun:

– Annes hjem er jo lige så spændende som at gå på jagt i hendes sind. Hvad du ikke har af fantastiske ting i det hjem!

Anne: – Vi har lige ryddet op på badeværelset, og jeg havde en parfume fra 50’erne i original emballage. Kim (Annes mand, red.) var sådan: ”Skal du virkelig beholde den?”. Jeg er godt nok en samler. Jeg samlede virkelig i 90’erne og 00’erne. Jeg købte krenitskåle, da de ikke kostede noget. Jeg har danske designklassikere fra dengang, men jeg kan virkelig forelske mig i keramik for eksempel. Så nu er jeg i gang med at rydde lidt op.

Om Kristines hjem er Anne hurtig til at svare, at det er et hjem, der ligesom hendes eget bærer præg af en familie, der går op i at bevare.

Anne: – Det er ikke svært at se på Kristines hjem, at det er et menneske, der har boet der i mange år. Hun har i sin tid sat det i stand og så derefter ikke gjort vildt meget ved det. Jeg ville nok, hvis jeg besøgte Kristines hjem uden at kende hende, lægge mærke til, at der er en omsorg for ressourcerne. Køkkenet bliver ikke bare skiftet ud, fordi noget andet er moderne. Det er en klassisk smag. Der er vildt hyggeligt og lækkert, men der er ikke taget vovede valg.

Kristine: – Jeg er hverken særlig god til indretning eller lægger særlig meget energi i det. Jeg har en ambition om at købe flere skæve ting, men jeg går helt død i det. Jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg starter. Men når jeg er hjemme hos Anne, får jeg lyst til at gøre forsøget.

Og lige præcis den inspiration, Anne og Kristine mærker i mødet med hinanden (og hinandens hjem), håber de at kunne give videre med deres nye bog, understreger de.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 8/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.