Hos Pernille Aalund er hjemmet delt op i hans og hendes: ”Jeg bestemmer ikke over min mand”
Foto: Lene Samsø
Sådan bor Pernille Aalund og Kim Boye
Døren ind til den røde cirkusvogn står åben og lader frisk luft og sollys få plads og trænge ind. Vognen er forfatter Pernille Aalunds kreative hule. Her er der hyggekrog og arbejdshjørne. Bøger i stabler og smukke fugle, som pipper i deres bur.
Denne del af haven er Pernilles domæne. Hun har sat sit feminine præg på havens krukker, havemøbler og blomster. Hendes mand, coach og forfatter Kim Boye, må gerne bruge haven, men hvis der er noget, han ikke bryder sig om, så bliver det ikke lavet om, bare fordi han siger det. De regler gælder også på Kims del af grunden.
Vi bygger huler
– Af alle de mænd, jeg har kendt, så er Kim den mand, der har gået mest op i indretningen. Hvis der er noget, han ikke vil have på en bestemt måde, så er han ikke til at hugge eller stikke i. Så står han på sit, siger Pernille, men bliver afbrudt af en leende Kim:
– Jeg synes ellers, jeg er så fleksibel. Faktisk interesserede jeg mig ikke for indretning før i tiden. Jeg har bare fundet ud af, hvor vigtigt det er, at en mand har sit eget maskuline rum. Pernille bygger huler forskellige steder i hjemmet, og så har jeg også bygget mine huler.
Parret har altså fundet ud af at gå på kompromis – både fysisk og mentalt. Hjemmet har de indrettet i områder, der er opdelt efter hans, hendes og fællesområde.
Kims huler er især laden og hans kontor på første sal.
Den højre del af haven er Kims, den venstre Pernilles. I Kims område er der klassiske mandeting som trailere, værktøj, praktiske udemøbler og laden. I Pernilles område er der bl.a. smukke blomster og en stor rød cirkusvogn: Hendes kontor.
LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: "Det liv, man lever, er det liv, man får"
Ting dræner for energi
– Vi er stadigvæk i en proces med vores indretning. Jeg har smidt meget ud. Unødvendige ting. Det har været rigtig hårdt. For vi er jo alle sammen vanemennesker, så al forandring er forbundet med dyb bekymring. Vi har bare fundet ud af, hvor lidt vi behøver for at trives, siger Pernille, som vågnede op badet i angst, lige da hun var begyndt at luge ud i tøj og møbler. Det er dog ikke kun de materielle ting, som er blevet smidt ud. Parret har også luget ud i bekendtskabskredsen.
– Jeg var ikke opmærksom på det tidligere, men nogle gange var jeg helt drænet for energi efter et besøg. Jeg var simpelthen så træt. Og det viste sig, at det var, fordi stemning og tale var så negativ, så drænende. Når man derimod er sammen med folk, hvis energi er positiv, så bliver man ladet op.
LÆS OGSÅ: 8 tegn på, at du skal sige farvel til folk, der dræner dig
Er konen glad, så er manden glad
Derfor er hjemmet åbent for gode naboer, venner, familie og ikke mindst deres sammenbragte børn og deres venner. På første sal i villaen er et stort rum, som Pernilles datter Anine lige har ”booket” til hyggeaften med vennerne foran fjernsynet, med masser af dyner og puder.
– Man bliver det, man omgiver sig med. God karma smitter, siger Kim.
– Selv om det måske ikke lyder sådan, så vil jeg faktisk helst have, at kvinderne bestemmer mest, når det gælder indretning. Det er det, I kan lide, I er redebyggere. Der skal bare tages hensyn til mandens behov også. Så er konen glad, og så er manden glad, og han vil være mere hjemme, end han ellers ville være.
Vi dyrker det uperfekte
Pernille smiler til Kim fra sin stol – som vitterlig er hendes stol – og tager over:
– Jeg kan give et eksempel: Jeg har lige fået en idé om at male vores badeværelse. Men jeg ved, at hvis jeg ikke spørger Kim først og bare gør det, så bliver han tosset, siger Pernille og understreger samtidig, at hun faktisk aldrig har set ham vred.
– Det er rigtigt, at jeg skal godkende det, for det er også mit hus. For det meste bliver vi enige om det, for Pernille har mange gode idéer, siger Kim. Han står ved, at har han sagt nej, så er det et nej, som skal respekteres. Også når han f.eks. beslutter, at hunden Tulle godt må være i møblerne, selv om Pernille ikke vil have det.
– Hver eneste dag indgår mænd i tusindvis af kompromiser. De ser på deres kone og tænker, hvad synes hun nu, jeg skal lave. Konen er allervigtigst for manden, mens konens vigtigste personer er børnene. Det giver en skævhed i forholdet. Derfor skal manden sætte konen på plads. Det vil de fleste kvinder i øvrigt også gerne have.
– Én ting er vi meget enige om: Vi dyrker det uperfekte. Der skal være sjæl i de ting, vi omgiver os med, det skal ikke være sjæleløst som mange af tidens fashionable boligmagasiner. Jeg oplever, at det kan have en helende effekt med en meget personlig base. Hjemmet fortæller en historie om de valg, man har truffet, éns rødder og éns familie, siger Pernille ivrigt:
– Lykken optræder, når man lever et meningsfuldt liv.
Mødtes på Tinder: ”Hun faldt i søvn på vores første date”
Det var et swipe til højre på datingappen Tinder, som førte Pernille Aalund og Kim Boye sammen for knap tre år siden.
- Vi talte sammen i et par uger, før vi sås første gang. Hun var så sød og blød, og hun havde paraderne nede. Jeg havde helt sikkert ikke forelsket mig i hende, hvis hun havde været som på direktionsgangen, husker Kim.
Pernille var på det tidspunkt direktør i Aller-koncernen og havde altid meget travlt.
– Den første aften vi mødtes, faldt hun i søvn på sofaen, og jeg tænkte bare: Wow, hun er fantastisk. Siden da har jeg kysset og krammet hendes femininitet, så den i dag står meget tydeligt frem, smiler Kim og kysser sin kone.
Parret blev gift sidste år.
– Ja, jeg havde brug for en mand, der kunne bevare roen. Og den ro giver Kim mig. Jeg ved, han har styr på, hvad han vil, og véd, hvor han vil hen, siger Pernille.
– Vi har 100 procent tillid til hinanden, og Pernille er utvivlsomt det bedste menneske, jeg nogensinde har mødt, siger Kim kærligt.
LÆS OGSÅ: De største boligtrends i 2018
Vi bor billigt
Forelskelsen lyser ud af parret, som hele tiden rører ved og kysser hinanden.
– Jeg var kørt helt i sænk, da jeg mødte Kim, og jeg har haft behov for at finde mit nye ståsted. Derfor har vi bosat os billigt her i Ledøje, og det har givet os en enormt stor frihed. Der skal ikke tjenes en masse penge eller arbejdes i 80 timer om ugen, smiler Pernille.
Hun ved godt, de er privilegerede. Men de mener begge to, at de fleste mennesker ville kunne træffe andre og bedre valg, hvis de turde slippe det, de sad midt i.
– Det var hårdt for min datter at flytte fra sit barndomshjem i Gentofte, til gengæld fik hun en hule på landet og en ”mor på fuld tid”. I dag er det en stor fordel for alle.
– Vi kan rejse, hvis vi vil, og vi kan blive i sengen hele dagen, hvis vi vil, fortæller Pernille.
Selv om de ikke behøver at tjene voldsomt meget, så er deres kreative ånd og arbejdsiver intakt. Der bliver hele tiden knoklet med nye bogudgivelser, foredrag, coaching, TV-produktioner og Pernilles mange smukke taler om livet, som hun udgiver i både bogform og på nettet.
LÆS OGSÅ: Sådan indretter du med sæsonens mest populære farve
Pernille Aalund, 55, forfatter og foredragsholder. Kim Boye, 48, coach og foredragsholder. Silas, 14 år, skoleelev og Kims søn. Anine, 16 år, skuespiller og Pernilles datter. Hunden Tulle og katten Tosca.
Hvor: 250 m² stort hus beliggende på ca. 1.900 m² stor grund. Bygget i 1929, renoveret løbende og er stadig under renovering.