Tina var i sorg og havde brug for, at det hele ikke handlede om sygdom. Deling af hendes bolig på Instagram blev en løsning
Foto: Tia Borgsmidt
Tina Hensen havde aldrig drømt om, at flere end 60.000 følgere skulle finde vej til hendes Instagramprofil, hvor hun viser indretningen af sit hjem på Østerbro.
Oprindeligt startede hun udelukkende profilen for at have noget at fokusere på i en svær periode. Hendes datter, Oline, blev fejlopereret i ryggen, og de efterfølgende operationer kunne ikke rette op på den nerveskade, der gjorde hende kronisk syg i en alder af 15 år.
Hvem & hvad
Her bor Tina Hensen, pædagogisk leder, med sin datter Oline. Tina har også en søn, der er flyttet hjemmefra. Følg med på @tina.cph.
Herskabslejlighed på Østerbro på 129 m².
– Når man er i en sorgbearbejdelse, har man brug for at gå ind i et helt andet rum, hvor det ikke handler om sygdom. Derfor blev Instagram for mig et lille lys i mørket, hvor folk kommenterede min indretning og skrev søde beskeder. Det var til at tage at føle på i en tid, hvor alt var kaos, fortæller Tina, der holder af at dele de helt små ændringer i hjemmet med sine mange følgere.
Tina har indrettet stuen med lyse nuancer og masser af tekstiler som puder, gulvtæpper og gardiner. Hun elsker især den effekt som lange florlette gardiner giver til et rum. Her i en lys grå nuance fra Botex. Tina har også en svaghed for danske møbelklassikere, f.eks. Wegnerstolene, som hun købte som 30-årig efter at have sparet op til dem, siden hun var 18.
Tina er vild med den luftige og levende effekt som den store vægreol giver til spisestuen. Kurvestolen er et fund fra @millefiori_interior og papirkløverblomsten på reolen er fra @thelittleflowerboutique.
Hos Tina er yndlingsmøblerne de danske møbelklassikere i egetræ, som har fulgt hende gennem det meste af livet.
– Jeg bruger lang tid på at spare op til et møbel, da jeg hellere vil have et i god kvalitet end et alternativ, der ligner, siger Tina, der i stedet skaber fornyelse med farver og mindre ting såsom keramik og lamper. De første år i lejligheden boede Tina med masser af pangfarver. Senere blev alt malet helt hvidt, og i dag finder man både lyse og mørke farver, der alle harmonerer flot sammen.
– Jeg blev træt af alt det hvide og nyder nu den varme og rare effekt. Jeg er vild med, hvilken flot effekt det f.eks. giver at male lofterne i en farve, siger Tina. Hun holder især af indretningsløsningen med den store reol i stuen, som hun fik en snedker til at bygge.
– Spisestuen er et stort og aflangt gennemgangsrum, og jeg har altid haft svært ved at indrette det. Men heldigvis blev reolen en fantastisk løsning, og hvor væggen før var en død flade, er den nu vakt til live med planter, keramik og bøger
Lysegrå gardiner fra Botex er med til at gøre skrivebordshjørnet ekstra hyggeligt på Olines værelse. Billederne er fra Stilleben.
I køkkenet er der også en lille spiseplads, hvor Tina og Oline oftest spiser, når det bare er dem. Hjørnet her er samtidig det mest populære blandt Tinas instagramfølgere. Vægtæppet er fra Sakura Copenhagen, og reolen er fra Skagerak.
Da køkkenet er meget hvidt, syntes Tina, at hun ville give rummet lidt spræl ved at male døren i en flot dyb rød farve. Nuancen hedder Red Sea og er fra File Under Pop.
Døren i soveværelset er malet i en grøn farve, der harmonerer med loftets mere rosa nuance. Loftet er malet med Life Is A Rose og døren med Gold & Green – begge fra File Under Pop. Patchwork vægtæppet er fra @deisy_and_beulah.
Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 37/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.