Modeugen er i gang, og ét show har allerede gjort sig særligt bemærket
Foto: Heartbeats
Det er næppe gået modeinteresserede næser forbi, at det i denne uge er modeuge i København. Gaderne er propfyldte med influencere, modeeksperter og andet godtfolk, der vil have et glimt af efterårets kollektioner.
Og selvom vi ikke engang er halvvejs gennem ugen, er der allerede ét show, der har gjort sig bemærket.
I en mørk hal på Østerbro, stod designeren bag brandet Masculina, Alectra Rothschild, mandag aften klar med sin ‘Give the Girl a Gun’-kollektion og et budskab.
Et transfobisk lydklip fra Trumps indsættelsestale bragede ud af højttalerne, så snart de heldige inviterede havde sat sig. Men inden den amerikanske præsident nåede slutningen af sin sætning, trådte performancekunstner Cassie Augusta Jørgensen ud på catwalken med hænderne for ørerne og befalede, at der blev “slukket for lortet”.
Herefter pumpede bassen i hallen, mens nogle af de største danske queer-personligheder indtog catwalken og viste præcis, hvad de mente om Trumps udtalelser.
På Instagram beskriver Alectra Rothschild sit brand som “et råt, uroligt manifest for alle, der er klar til at fucke status quo op.” Og det må man sige, at showet levede op til.
Det danske modemagasin Costume, Infernal-sangeringe Lina Rafn og amerikanske Vogue har alle lagt videoer op fra showet. Vogues video er i skrivende stund blevet set over 140.000 gange på deres Instagram.
Det er ikke første gang, at et modeshow vækker opmærksomhed. I 2023 gik brandet (d)ivision viralt med en nederdel, der også fungerede som dug.
Da resten af modellerne havde vist tøjet frem til showet, manglede kun den sidste model, som sad side om side med de uvidende tilskuere ved et rundt bord pyntet med hvid dug, drinks og bestik. Da modellen rejste sig forsvandt dugen og glassene med hende ned ad catwalken, hvilket skabte den perfekte scene til et viralt øjeblik.
Selvom (d)ivision og Masculina er svære at komme efter, slutter modeugen først på fredag, så mon ikke der er flere virale øjeblikke i vente?
Copenhagen Fashion Week AW25 foregår flere steder i København fra den 27. januar til 31. januar