Skønhed
26. april 2022

Det sker med håret, hvis du ikke vasker det i en uge

Har du prøvet den nye trend med at give håret en detox og stoppe med at vaske det i en uge? Trenden er vokset på sociale medier, og journalisten Renee Rodriguez har testet det. Se, hvad der skete med hendes hår her.
Af: Aino Oxblod, Redaktionen

Foto: Giphy

Trenden med at lave en hår-detox er begyndt blandt influencere på det sociale medie TikTok og betyder, at du hverken vasker eller bruger produkter i dit hår i en hel uge.

Efter ugen er gået, vaskes håret med en dybderensende shampoo.

Journalisten Renee Rodriguez på mediet Popsugar satte sig for at teste trenden, for at kunne dele, hvordan det føles og afgøre, om det er noget at anbefale eller ej.

– Selv om jeg var nysgerrig efter at prøve den dybderensende shampoo, gjorde tanken om ikke at vaske mit hår i syv dage mig lidt nervøs.

– Normalt vasker jeg mit hår hver fjerde eller femte dag, men det er det længste, jeg har gået uden at vaske det. På dag fem er mit hår normalt fedtet, filtret og klar til at blive vasket, skriver hun på Popsugar.

At undlade at vaske håret i en hel uge, og heller ikke bruge tørshampoo, var derfor en stor udfordring for Renee Rodriguez.

De første dage gik som forventet: Håret så ud som det plejer efter at være blevet vasket og stylet.

Renee Rodriguez' udfordringer begyndte at komme efter dag tre, hvor hun normalt ville bruge tørshampoo, men i denne uge måtte hun ikke.

– Uden min tørshampoo opdagede jeg, hvor kruset mit hår blev og ærligt talt … Det så ikke godt ud, siger hun.

Sådan bliver håret efter detox

På dag seks skriver journalisten, at hun havde glemt, hvordan det overhovedet føltes at have rent hår, og hendes hår begyndte at filtre endnu mere sammen.

Da dag syv endelig kom, var det tid til at teste den dybderensende shampoo, og se om detoxen havde givet resultater.

Efter at have vasket håret to gange med shampoo syntes Renee Rodriguez stadig, at håret føltes lidt mærkeligt, men hun besluttede sig for at tro på processen og tørre sit hår.

Og så kom resultatet!

– Efter at have tørret mit hår, opdagede jeg med det samme, hvor godt og blødt det føltes. Selv om mine spidser føltes lidt mere tørre end normalt (sandsynligvis fordi jeg sprang balsam over), så føltes resten af håret fantastisk.

– Det var let, bølgende, og det føltes renere, end det havde gjort i årevis. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at tilføje en månedlig hår-detox i kalenderen, for resultaterne er ret imponerende, skriver hun.

Se trenden på TikTok

Renee Rodriguez blev inspireret af TikTok-trenden "Hair Reset", hvor flere personer viser, hvordan deres hår ser ud efter syv dage uden vask og derefter en dybderensende hårvask.

Se videoen med TikTok-influenceren Amy Chang, hvor hun ikke vasker sit hår i en uge.

Artiklen blev første gang bragt på femina.se.

Læs også