Anne Sofie Espersen: ”Jeg var ødelagt efter skilsmissen”
Det var en snedig plan udtænkt af Anne Sofie Espersens forældre, der fik hende op på hesten igen efter sin skilsmisse. Det fortæller hun i et interview med FEMINA i denne uge.
Det er syv år siden, Anne Sofie Espersen mødte ”prinsen på den hvide hest”, som hun omtaler sit livs kærlighed – sangeren og skuespilleren Mark Linn.
-Jeg mødte et menneske, der kunne rumme mig med alt det, jeg var. Og jeg begyndte at se på mig selv på en helt ny måde, fordi Mark viste mig, hvem jeg også var, fortæller Anne Sofie Espersen, som stod midt i et granatchok efter en skilsmisse, da hun mødte ham.
”Det er en kæmpe sorg at blive skilt”, siger Pernille Rosenkrantz-Theill på femina.dk
Granatchok
Det var på teaterskolen, Anne Sofie Espersen mødte sin kommende mand Søren Byder. Faktisk er deres ældste dreng, Sylvester, produktet af en sjov festaften på skolen. De to blev heldigvis kærester bagefter, og som 25-årig var hun færdiguddannet – og mor. Og kæreste med nogen. Og der kom flere børn til, kernefamilien voksede. Indtil en dag…
-Det var lige, efter at vi havde fået den yngste, Buster, han var knap et år. Pludselig sagde Søren, at han ville skilles. Og skifte fag. Han lavede en kæmpe kovending, og jeg så den ikke komme, så jeg oplevede det som et meget clean cut. Måske havde jeg ammehjerne, måske var jeg i benægtelse. Det har jeg aldrig helt fundet ud af. Vi har aldrig rigtig fået bearbejdet vores forliste forhold, siger Anne Sofie.
Tilbage sad hun i totalt granatchok. Alene med tre børn og en tilværelse, der var blevet revet midtover.
-Jeg gik ned med flaget, men der skete også noget andet – som måske har at gøre med den dér nordjyske selvfølgelighed. Jeg havde jo været ung mor og mor i så mange år, med pligter og børn og forhold og hus og have, og da alt det pludselig var væk, fik jeg min anden ungdom, efter at jeg havde slikket de værste sår.
Op på hesten, makker
-I den første tid efter skilsmissen kom mine forældre ned til Århus og hjalp med børnene. Den første uge, hvor alt var så voldsomt, var jeg i refugium oppe hos dem i Hirtshals, og mine søstre kom hjem – det var nærmest som et dødsfald. Jeg kunne ikke spise, jeg kunne ikke sove… jeg var bare ødelagt.
-Men efter en god uges tid kørte min kloge far mig og børnene ned til Århus igen og afleverede os. ”Det kan du simpelthen ikke gøre!”, sagde jeg til ham, men han plumpede mig tilbage i bassinet og sagde: ”Så er det op på hesten, makker! Du skal passe dit arbejde og dit liv!”. Og så forlod han mig, mens jeg bare sad og padlede rundt i suppen.
To dage senere kom Anne Sofies far tilbage.
-”Så! Nu har du bestået!”, sagde han. Og så tog han børnene og sagde, at jeg skulle gå ud og more mig med mine venner og opdage alle de mænd, der stod omkring mig.
”Det er et tabu at få børn alene”, siger Mia Lyhne, der selv har fået tvillinger alene.
Havde de ligefrem lagt en plan, dine forældre?
-Jeg tror det. Og det gjorde jeg så. Og fik lige pludselig øje på alt det, der OGSÅ var. Der var jo mænd – og piger – der syntes, jeg var spændende. Det anede jeg ikke, for jeg gik ALDRIG i byen før. Jeg var aldrig med ude og drikke en øl efter en forestilling, for jeg skulle jo hjem til børn og mand og barnepige og alt det dér. Så jeg har aldrig levet det vilde liv. Men jeg fik da pludselig smag for det, kan jeg love dig for!
Stormende forelsket
Men Anne Sofie Espersens nyopdagede vilde liv skulle ikke vare ret længe. For kun et par måneder efter møder hun Mark Linn, da de spiller en teaterkoncert sammen, og bliver stormende forelsket.
-Jeg havde haft så travlt med at udleve drømmen om en kernefamilie, for det var jo dét, jeg så mine forældre og mine søstre gøre. Vi skulle være sådan nogle voksne mennesker med hus og have og realkreditlån og tjek på det, og jeg så ikke andet. Men Mark så mig på en helt anden måde, han viste mig, hvem jeg også var, og jeg opdagede nogle sider af mig selv, som jeg aldrig havde foldet ud.
Hvad er det med Mark – hvorfor faldt du for ham?
-Jamen, jeg har simpelt hen fået en soulmate. Mark og jeg er forskellige på alle mulige områder, men i ånden tuner vi ind på fuldstændig det samme. Hele den sanselige og passionerede side af livet, dér klikker vi som et match made in heaven, siger Anne Sofie Espersen til FEMINA.