![https://imgix.femina.dk/2025-01-22/Anne_Wittorf-4.jpg](https://imgix.femina.dk/2025-01-22/Anne_Wittorf-4.jpg?auto=format,compress&fit=crop&crop=faces,entropy&ar=125:125)
Attraktive mennesker, der laver attraktive ting, attraktive steder. Er det her en ny klub for de rige og smukke?
![Fra 2023-filmen 'Saltburn'.](https://imgix.femina.dk/2025-02-06/SLTB_2023_FG_00270902_Still481_R_3000.jpg?auto=format,compress&fit=crop&ar=414:548&crop=faces,entropy)
Fra 2023-filmen 'Saltburn'.
Foto: Prime Video
De sejler rundt i Comosøen i luksuriøse, italienske mahogni-motorbåde klædt i jakkesæt og tætsiddende silkekjoler, der får selv de største Hollywood-stjerner til at blegne.
Glassene er fyldt med dyr champagne, de flasher Rolex-ure og kører rundt i skinnende, klassiske cabrioleter - og så ser de alle sammen sindssygt godt ud.
De er medlem af den eksklusive klub “The Tuxedo Society”, som på Instagram beskrives sådan her:
“Attraktive mennesker, der laver attraktive ting, attraktive steder”.
Billederne på profilen er som taget direkte ud af de overdådige overklassefester i dramafilmen Saltburn, og de lover blandt andet, at du kan komme med til et eksklusivt maskebal i et historisk venetiansk palads, hvor du ankommer med privat gondol og ser byens lys spejle sig i kanalerne.
![https://imgix.femina.dk/2025-01-22/Anne_Wittorf-4.jpg](https://imgix.femina.dk/2025-01-22/Anne_Wittorf-4.jpg?auto=format,compress&fit=crop&crop=faces,entropy&ar=125:125)
Det lyder jo ikke helt dumt.
Men hvem er de - meget smukke - mennesker, og hvad er det for en klub, de er medlem af?
Ifølge tabloidmediet The Tab er “The Tuxedo Society” en særligt eksklusiv klub, hvor medlemmer får mulighed for at “løfte dit netværk og skabe venskaber med mennesker, der deler denne samme livsvision”.
Sammen kan i dele rejser og oplevelser på “verdens mest ikoniske destinationer.”
Og hvis du kunne tænke dig at være med, kan du blot søge om optagelse i klubben ved at sende dem en DM på Instagram og håbe, at du går videre i ansøgningsprocessen.
Der er dog nogle krav:
Du skal efter alt at dømme være helt utrolig smuk, og så skal du tilsyneladende også have penge på bogen.
Ifølge The Tab skal du fx tjene over 500.000 euro om året for at komme i betragtning eller have en nettoformue på over syv cifre.
En bruger på X mener dog også ifølge mediet at vide, at det hele er løgn, og at det snarere er en Instagram-klub, hvor optagne medlemmer får lov til at klæde sig ud og lave “old money”-indhold, fordi de ser godt ud - ikke nødvendigvis fordi de har penge.
Vi ved ikke, hvem der har ret, for vi ville formentlig ikke blive lukket ind.
![https://imgix.femina.dk/2025-02-05/Image.jpg](https://imgix.femina.dk/2025-02-05/Image.jpg?auto=format,compress&fit=crop&fp-x=0.56&fp-y=0.52&ar=125:125)