Hun er bange for fremtiden på sine børnebørns vegne: "Hvad er det for en forfærdelig verden, de skal vokse op i?"

Hvordan vil du karakterisere de to andre?

– Merete er inspirerende, klog og Verdensdame! Og Lotte er vidunderlig, sindssygt nysgerrig, intuitiv, fuldstændig uden filter – og det elsker jeg.

Er der noget, der irriterer jer ved hinanden?

– Selvfølgelig er der ting, der irriterer én, for med tre sæsoner har vi efterhånden fået en dagligdag sammen. Men hvad? Det irriterer mig måske nok lidt, at Merete ikke kan høre!

Hvordan ser du på dit liv?

– Jeg er meget rundet af min barndom og opvækst på landet på Møn, og så selvfølgelig mit fag som kunsthistoriker. Vi tre har haft så forskellige kvindeliv. Lotte har været modejournalist med blik på hele verdens modescene og samtidig alene med to børn. Merete har haft et fantastisk liv i økonomisk frihed og har rejst hele verden rundt. Jeg har været mere bundet af, at jeg har været gift med en skuespiller, som har haft sit arbejde i København. Og så er jeg meget knyttet til Møn, så vi har aldrig rejst på ferie til eksotiske steder, vi er taget til Møn og hjem igen.

Hvad er et godt liv?

– At jeg føler, at jeg er i balance med mig selv. I de formative år, hvor jeg i virkeligheden burde have været meget nervøs for, hvordan mit liv ville ende, var jeg ret cool. Jeg tænkte: ”Hvis det ikke går på den ene måde, så går det nok på den anden”. Jeg ville gerne skrive og var godt i gang med en karriere som kritiker, og pludselig begyndte min karriere at gå rigtig godt. Men det er den usikre og utrygge vej, man har ikke en pension, der lyser ude i fremtiden, man er simpelthen nødt til hele tiden at være så god, som den sidste opgave, man har haft. Jeg har haft enorm glæde af at have haft et arbejdsliv, som har formet sig, så jeg tænker: ”Åh, bare det fortsætter”.

– Nu har jeg også været så privilegeret, at jeg har haft den samme mand i 50 år. Vi har et fællesskab omkring vores arbejde, vi har suppleret hinanden supergodt. Så har vi selvfølgelig hver vores temperament. Jeg har det mere laissez faire, og han er for det første meget, meget temperamentsfuld, men også meget ordentlig. Der skal simpelthen være orden i livet. Det har passet meget godt for mig. Hvis jeg havde været alene, tror jeg faktisk, jeg var endt som posedame. For jeg har lidt det der: ”Nå ja, det går nok, og hvis ikke, så er det også lige meget”.

– Det kan selvfølgelig også være besværligt at have den samme mand altid – han kender mig så godt, så han hundser rundt med mig! – men vi har været sammen i alle de år, og vi har aldrig haft diskussioner såsom: ”Aj, vi må vægte det og det, for så går vores forhold bedre”. Vi har også begge to haft så meget at lave, at vi ikke har haft tid til at tage de dér opgør, om man nu var lykkelig eller ikke lykkelig.

Er livet blevet noget andet, end du troede, da du var ung?

– Ja, mit liv er blevet totalt anderledes. Jeg voksede op på en meget stor gård på Møn. Vi havde barnepiger og hjælp i huset, og der var så mange mennesker på gården, som vi knyttede os til, nogle af dem havde været der nærmest i generationer. Min verden var meget enkel: Jeg red mine heste, gik i skole, levede meget med i gårdens liv, og jeg elskede det. Jeg drømte om, at bare jeg blev gift på Møn, så var jeg glad. Livet var meget afvekslende, så jeg var ikke så afhængig af mine forældre. Det lyder måske mærkeligt, men da jeg var 16 år, og de skulle skilles, anede jeg ikke, at de havde et dårligt forhold. De havde et liv, som vi selvfølgelig var en del af, men der skete så meget andet på gården. Da de blev skilt, var jeg allerede på vej væk, jeg kom på kostskole i England. Derfra flyttede jeg til København, og det gik til gengæld ikke godt, for jeg skulle pludselig administrere mig selv, og det havde jeg aldrig prøvet. Jeg blev simpelthen smidt ud af gymnasiet. Så jeg blev først student, da jeg var 23!

Hvad var du for et barn?

– Jeg var et sundt fungerende barn. Altså virkelig!

Hvad er dit livs største udfordring?

– At jeg er meget ustruktureret og et rodehoved og sikkert også glemsom. Virkelig! Men det er måske meget godt, at jeg selv ved det, for så tager jeg mig sammen. Når jeg først har investeret mig selv i noget, så VIL jeg også fuldende det, uanset hvad der kommer af modgang.

Hvordan har du været til at takle sorger i dit liv?

– Jeg har heldigvis været forskånet for det helt store. Men jeg har mistet mine forældre, som jeg elskede BEGGE to, på trods af at min far tog nogle valg i livet, som vi andre måske ikke syntes, at han skulle have taget som ægtemand og far – for han var meget ”flyvsk” … Jeg undskyldte alt og havde et vidunderligt forhold til ham til hans dødsdag.

Livet. Hvordan får man det hele med?

– Altså … jeg synes ikke, jeg har fået det hele med endnu. Det er jo derfor, jeg er i live! Jeg har det store held, at jeg stadig er en stor del af det aktuelle kunstliv og møder alle de unge kunstnere og de unge kritikere.

Er der noget, du ikke har fået?

– Næ. Jeg synes, jeg har været meget privilegeret, men jeg har også arbejdet meget. Jeg plejer at sige, at jeg har betalt mine skolepenge tilbage til den danske stat. Dét har jeg.

Verdensdamerne er blevet danmarksberømte – hvad tænker du om ”det grå guld”?

– Jeg oplever, at alder og diskrimination hænger sammen, at et helt livs erfaring ikke rigtig har været noget, der kunne bruges til noget. Men jeg tror alligevel, at jeg er ramt ind i en heldig periode, for jeg føler faktisk, at det, at jeg har et helt livs erfaring, pludselig er blevet noget, man respekterer. Jeg bliver brugt enormt meget.

Du er 80, hvordan føles det at have brugt så meget af dit liv?

– Selvfølgelig tænker jeg over det. Og jeg kan jo godt regne ud, at de næste 10 år vil jeg, hvis jeg når så langt, være drevet mod graven. Det bekymrer mig selvfølgelig, men jeg tror, min redning er, at jeg hele tiden har et projekt, noget jeg skal, noget jeg er bagud med. Jeg har hele tiden dårlig samvittighed og noget, der plager mig, hele tiden noget, jeg skal leve op til, og deadlines, som jeg overskrider, og folk, der bliver sure. Og alt det gør, at jeg ikke har tid til at tænke på vejen til graven.

Har du fremtidsangst?

– Ikke for mig selv, men for mine stakkels børnebørn; hvad er det for en forfærdelig verden, de skal vokse op i? Det bekymrer mig enormt.

Hvor holder du jul i år?

– Hver anden jul har vi begge børn med deres familier, så er vi 11, og hver anden jul holder Joen og jeg for os selv. I år er vi alene, men jeg laver en SUPER middag til ham. Og rødvinen er bedre!

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG 46/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.