"Jeg har selvfølgelig også læst andre vigtige bøger, men den har gjort størst indtryk på mig"

Naturkatastrofer, mafia-miserer og spaghetti alle vongole er alt sammen en del af Eva Ravnbøls liv. Som korrespondent for TV 2 har hun stået på pletten i alverdens epicentre og dækket særligt Italien, men også det meste af Middelhavsområdet tæt.

I mere end 30 år har hun resideret i Rom. Og i al den tid har hun formidlet den italienske kærlighed til mad, drikke og friske råvarer til os danskere. Både gennem tv-programmer, sine kogebøger og sine Instagram-opslag.

Hun revser gerne både masseturismen og discountsupermarkederne, men altid med et pragmatisk glimt i øjet og et forslag til, hvad vi kan gøre i stedet for alle sammen at valfarte til Det Sixtinske Kapel i Rom og handle billig flæskesteg.

I Italien er det normalt, at man er på fornavn med personen bag disken i den lokale kaffebar, man tager mikropauser til en espresso på piazzaen i løbet af arbejdsdagen, man går hyppigt til frisøren, sender sit tøj til rens og køber frugt, kød, grønt og fisk ved forskellige delikatesseforretninger eller boder.

Det gør Eva Ravnbøl også, og på denne dag, er netop hjemvendt fra træning og et spontant møde med en gammel dame, som hun ikke havde set i “hundrede år”. Vi byder hende hjerteligt ‘benvenuto’ i ‘Status’.

Hvad er det første, du læser hver dag?
Jeg skimmer beskeder, Politiken, Repubblica og Corriere della Sera i overskrifter, og så går jeg i gang med dem og flere andre aviser grundigere bagefter og ikke mindst tv-nyheder. Jeg har læst Politiken, siden jeg var teenager. Den lå altid på køkkenbordet – min far læste den først, og så læste jeg den bagefter.

Hvad er din favorit-avis?
Jeg læser mange både italienske og danske aviser. Men det må være La Repubblica og Politiken. Men jeg læser også Berlusconis aviser og dem langt ude på højrefløjen her i Italien, fordi det selvfølgelig er vigtigt, at jeg som korrespondent ikke kommer ind i et ekkokammer.

Hvad er den vigtigste bog, du har læst?
‘Brødrene løvehjerte’. Jeg har selvfølgelig også læst andre vigtige bøger, men den har gjort størst indtryk på mig. Det var min farmor, der læste den højt for mig, og så har jeg senere læst den højt for mine egne børn. Den er simpelthen så spændende, hjertelig og kærlig. Jeg tror, at døden gør mig mindre bange, fordi jeg har læst ‘Brødrene løvehjerte’. Det er virkelig et mesterværk, synes jeg.

Hvad gør du for at finde ro?
Jeg farer meget omkring, men jeg bor jo i et land, hvor de er verdensmestre i at tage de der små pauser. Man går ind på en café i nabolaget, og så møder man næsten altid en, man kender. Og hvis ikke man kender nogen, så kender man i hvert fald den, der serverer kaffen. Her i vinterhalvåret har jeg en anden yndlingsbeskæftigelse, og det er at besøge de termiske bade, der ligger halvanden time udenfor Rom. Lige nu har vi polarkulde – det er italienerne hurtige til at kalde en temperatur, der ligger under deres smertetærskel – og så ligger man nede i det varme vand, mens vintersolen skinner, og føler, at man bliver helt sund og afslappet. Det var også det, de gamle romere gjorde. Jeg var der i går med to veninder. Så ligger man og sniksnakker i nogle timer, bagefter går man ned i en etrustisk grotte, hvor man bliver pakket ind i et tæppe og ligger og sover i en halv time, mens man får varme i kroppen og i bihulerne. Man skal endelig huske at tørre håret rigtig godt, når man tager hjem. Ellers kan man få nogle frygtelige nakkesmerter og lungebetændelse, som italienerne frygter.

Hvad er din største last?
Jeg har spist utroligt meget slik i mit liv. Og det kan stadig godt ærgre mig lidt. Men før i tiden havde jeg store lagre af slik med hjem fra Danmark, når jeg havde været på besøg. Det har jeg ikke gjort i mange år år. Jeg kan stadigvæk godt lide sødt, men nu spiser jeg kvalitetsslik. Jule-nougat for eksempel, som man kan få i Italien i øjeblikket. Nu er min største last nok vin. Men altså, det er jo ikke ligesom at spise skumbananer, vel?

Hvad spiser du, når ingen kigger?
Chokolade, nougat og slik. Ja, sødt og vin. Jeg drikker faktisk stort set aldrig spiritus eller drinks. Jeg elsker vin. Jeg kan godt lide champagne også, selvfølgelig. Jeg vil hellere færre glas af noget virkelig god vin. Det huer mig ikke at drikke møgvin. Ligesom det heller ikke huer mig at spise møgslik mere. Jeg er blevet mere kræsen. Hvis jeg er inviteret hjem til nogen, der serverer dårlig vin, så drikker jeg det selvfølgelig. Bare ikke særlig meget.

Hvad spiser du rigtig tit?
Noget godt brød. Jeg bager selv meget, men jeg køber det også fra bageren. I øjeblikket er der nypresset jomfruolivenolie i lange baner i mit køkken fra den ene og den anden og den tredje, jeg kender fra landet. Så min yndlingsspise en stor del af året er at riste noget brød, dyppe det i olivenolie, gnedet med lidt hvidløg, måske med lidt tomater eller broccoli, der er vendt på panden eller artiskokker. Det er min fastfood. Jeg spiser selvfølgelig også virkelig tit pasta.

Hvilken kunstner har du senest lyttet til?
Jeg har lyttet utroligt meget til Quincy Jones, efter han døde. Alle de gamle numre. Jeg elsker næsten alt, han har rørt ved.

Hvilken film/serie kan du se igen og igen?
‘Den franske løjtnants kvinde’ med Meryl Streep. Jeg tror, jeg har set den 12 gange. Og ‘Sophie’s Choice’, også med Meryl Streep, hvor hun skal vælge mellem sine børn, der skal i koncentrationslejr.

Hvilken ting gør dit liv lettere?
Min rengøringsdame Marina. Hun har lige været en måned væk, og det var virkelig ikke rart. Hun kommer to gange om ugen i tre timer, og det er simpelthen guld værd. Under corona var jeg helt desperat. Der ringede jeg til Ulla Terkelsen nede i Frankrig, fordi hun heller ikke havde rengøringsdame, og der var ingen af os, der vidste, hvordan man vaskede gulv. Vi havde en tredje veninde, Mette, der prøvede at forklare os det, og jeg gjorde det jo også, men det var så dårligt. Jeg har også prøvet at vaske mit komfur her, mens hun har været væk, men det så ud, som om jeg havde vasket det med en leverpostej.

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?
Mine to bedste læremestre er Ulla Terkelsen og Rasmus Tantholdt. Jeg kan godt lide deres måde at lave reportager på. De er nysgerrige og rigtig gode til at tale med mennesker.

Hvor får man det bedste måltid i Rom?
Det er jo desværre hemmeligt. Men jeg elsker al deres antipasti, deres fisk og grøntsager, som er meget delikate. Hvidløg og chili går lidt igen derinde. Og så laver de deres egen pasta. De er rigtig gode til at lave spaghetti alle vongole og en tagliolini-opskrift, som de selv har fundet på, der er lavet med havbars, små cherrytomater, hvidløg og vin fra Sardinien.

Hvor er dit yndlingssted i byen?
Oppe på Gianicolohøjen, hvor man kan stå og kigge ud over hele Rom. Der kan jeg stå og få et sug i maven, selvom jeg har boet her i så mange år nu. Nogle gange kniber jeg mig selv i armen og tænker: “Tænk, at jeg får lov til at bo her.”

Hvad gør du for lidt?
Jeg keder mig ikke nok, og jeg slukke ikke min telefon ofte nok. Jeg er en nyhedsjunkie, og jeg kan godt være lidt flov over, at jeg kan se den samme News-udsendelse fire gange i træk. Jeg går selvfølgelig og laver andre ting, men det kører bare i sløjfe, og det er jo lidt hjernedødt. Hvis der ikke sker noget nyt, burde man stoppe og give sig til noget andet. Og jeg skal virkelig blive bedre til at slukke for hele molevitten noget oftere. Jeg har tvunget mig selv til, at når jeg går tur i min park Villa Pamphili, må jeg kun høre podcast halvdelen af turen. Ellers kommer jeg jo aldrig til at høre fuglefløjt igen.

Hvad er din underlige besættelse?
Mad-nørderi. I forgårs kørte jeg fra den ene ende af Rom for at mødes med en mand, der kom fra bjergene med nogle bestemte kartofler. Jeg endte med at købe 50 kilo kartofler fra en lille bjerglandsby, der hedder Leonessa. De bliver sværere og sværere at få fat i på grund af klimaforandringerne, og der har været flere år, hvor jeg slet ikke har fået nogen. Men nu lykkedes det, og jeg er helt oppe at køre. De er helt gule, har en meget tyk skrald, og så er de næsten uden væde. Du kan skære dem helt tynde og lave verdens bedste pomfritter, franske kartofler og kartoffelmos af dem. De er sprødere og lækrere end alle andre kartofler.

Hvad er dit motto?
Don’t be right, be smart.

Hvilken podcast lytter du til?
‘Bearnaise er Dyrenes Konge’ og ‘Arbejdstitel’.

Hvor er dit “happy place” på internettet?
Det har jeg ikke. Jeg hader lidt internettet i øjeblikket. Jeg har lidt kvalme over mit eget overforbrug af det, så jeg kan simpelthen ikke nævne et ‘happy place’.

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?
Jeg kan ikke se for mig, at der er nogen, jeg vil bede om at få taget en selfie med. Når jeg nogle gange ser berømtheder på en restaurant eller på filmfestivalen i Venedig, hvor det vrimler med dem, tænker jeg altid, at det må være utroligt belastende for dem med alle de folk, der gerne vil have taget billeder. Her i byen kan fodboldspillerne jo ikke gå ud og spise en pizza, fordi folk står på nakken af hinanden for at tage en selfie med dem.

Hvad var din seneste søgning på Google?
Claudia Durastanti. Og TV 2 News.

Hvad ville du ønske, flere kendte til?
Jeg synes, det er kedeligt, at der er kommet så mange discountsupermarkeder i Danmark. Den generelle madkultur skranter virkelig i Danmark. Hernede spiser man fisk juleaften og kød første juledag, men så køber man det ene det ene sted og det andet det andet sted.

Hvad er det sidste, du gør hver dag?
Jeg gør ikke særlig meget af det samme hver dag, fordi jeg har et usædvanligt arbejde. Den ene dag er jeg i Valencia for at dække oversvømmelsen, den næste dag er jeg på Amalfikysten for at tage billeder til min nye kogebog. Nogle gange går jeg meget sent i seng, andre gange meget tidligt. De sidste mange år har jeg lovet mig selv, at jeg skal lægge min telefon udenfor soveværelset og få mig et vækkeur. Men det er højst sket et par ud af de år.