Katastrofeserien ‘La Palma’ er voldsomt flot og spændende, men ender med et forklaringsproblem

En norsk familie bestående af moderen Jennifer, stedfaren Frederik og børnene Sara og Tobias ankommer til La Palma og skal igen i år fejre jul på deres faste hotel under de varme himmelstrøg.

Alt imens er geologerne Marie og Haukur i gang med at undersøge en nærliggende grotte, hvor de opdager en kæmpe revne, der er opstået foruroligende pludseligt. Det vil få katastrofale konsekvenser, da et kæmpe klippestykke på 500 km³ sandsynligvis vil styrte i havet og skabe en gigantisk tsunami, der vil udslette øen på under en time.

Første afsnit får hurtigt slået sin medrivende præmis an og giver sig god tid til at etablere de karakterer, hvis skæbne står på spil. Herfra finder serien den vigtige balance mellem at fortælle om den forestående naturkatastrofe, der er udgangspunktet, og familien, hvor ferieidyllen bliver udfordret på grund af problemer mellem Jennifer og Frederik.

Især geologen Marie og stedfaren Frederik, der spilles fremragende af henholdsvis Thea Sofie Loch Næss og Anders Baasmo viser sig at have en afgørende rolle. Serien igennem udviser de begge en enorm næstekærlighed og vil gå gennem ild og vand (bogstavelig talt) for at redde menneskeliv.

Norge har tidligere haft stor succes med katastrofefilm som ‘Bølgen’, ‘Skælvet’ og ‘Nordsøen’. Og selvom de har været visuelt vellykkede, har historien i de tre film handlet mere om en familiefar, der vil redde sin familie end om selve katastrofen. Det er også en del af præmissen i La Palma, og det er det, der gør, at den bliver så medrivende, som den er.

Men når den alligevel hæver sig over niveauet på tidligere film, skyldes det blandt andet, at den også bruger tid på det, der er forbundet med en naturkatastrofe af den kaliber, som det er tilfældet her. Nemlig udenrigspolitik.

Vi følger blandt andet Jens, der arbejder i det norske udenrigsministerium, og dermed bruger sin magt til at advare sin søster, der befinder sig på ‘La Palma’. Det giver ham problemer, og serien sætter dermed fokus på det vigtige dilemma om, hvorvidt rige folk med indflydelse er bedre stillet end dem med færre midler.

Og selvom der ikke bliver dvælet unødigt længe ved det – det er trods alt ikke det, det handler om – så er det nok til, at man som seer forholder sig til det, og sætter spørgsmålstegn ved, om det mon reelt er sådan. Det er en lille ting, der gør, at serien i sidste ende handler om noget større.

Også de menneskelige konsekvenser ved at være på flugt og under et enormt pres, når katastrofen udfolder sig, skildres bedre her end i mange andre film og serier af samme genre. Det skyldes, at den ikke er bange for at vise, hvor langt mennesker er villige til at gå.

Serien igennem har både Frederik og Marie vist sig at være henholdsvis en kærlig familiestedfar og geolog, der vil give sit eget liv for at redde så mange på øen som muligt. Men selv deres næstekærlighed viser sig at have en grænse, da de på vej til et safe spot på øen i en lille motorbåd bliver standset af en mand med en pistol, der forlanger at få båden.

Frederik forsøger til det sidste at overbevise dem om, at der er plads til alle, men manden vil kun dele båden med sine venner, der er på vej. Det udvikler sig fatalt, og det er klædeligt for en serie som denne, at man lader gode mennesker træffe egoistiske beslutninger, fordi det skaber troværdighed.

Den danske instruktør Kasper Barfoed, der blandt andet har stået bag titler som ‘Sygeplejersken’, ‘Sommeren ‘92’ og ‘Kandidaten’ har med ‘La Palma’ skabt sit til dato mest ambitiøse projekt. Og han udviser et enormt overskud, både hvad angår historiefortællingen, og i høj grad også i samarbejdet med holdet bag seriens imponerende visuelle effekter.

Hen mod slutningen bliver naturen mere og mere voldsom, og serien igennem ser man et raffineret brug af CGI (og muligvis rigtige naturfilmklip), der hele tiden er med til at understøtte fortællingens spænding, der på én gang er både slowburner og har en intens fremdrift.

Det er både smukt og rørende at se, hvordan enorme havskildpadder svømmer i flok for at komme væk fra øen. Og man forstår med det samme, at de er på flugt fra de gasser, der ender i vandet som varsling om, at katastrofen er på vej.

Det er råt og brutalt at se den rødglødende og livsfarlige lava vælte op af vulkanen. Man bliver på samme tid draget af farvekontrasterne mellem lavaen og de kulsorte klipper, der bryder sammen og styrter i vandet og dermed sætter tsunamien i gang.

Og når tsunamien gør sit altødelæggende indtog, mens fly forsøger at lette og mennesker flygter i panik, er ‘La Palma’ intet mindre end visuelt overdådig. At se den enorme bølge blive skabt i horisonten er både fængende og enormt angstprovokerende. Man forstår for alvor, hvor små vi mennesker er i forhold til naturen, når den viser sig fra sin mest nådesløse side.

Desværre har serien en slutning, der ganske vist er afsindig medrivende og rørende, men også giver et forklaringsproblem i forhold til, hvad der er realistisk at overleve. Her bliver den mere til en spændingsserie end en fortælling om en voldsom naturkatastrofe – og det er ærgerligt.