Bizart: Hvorfor er alle disse sexscener nødvendige for at fortælle denne prisvindende historie?

Jeg har gravet i alle afkroge af min hjerne for at finde noget positivt at sige om ‘100 års ensomhed’, Netflix-serien, der er baseret på den nobelprisvindende Gabriel García Márquez’ værk fra 1967 af samme navn.

For der må sidde mange fans af bogen derude, der har glædet sig til denne premiere: Filmatiseringen af historien om den colombianske Buendia-familie.

Men serien var decideret hård at se.

Dels fordi handlingen laver nogle utrolige spring, men mest af alt, fordi den er smurt ind i sex, blod og incestuøse undertoner.

En fætter og en kusine forelsker sig i hinanden i en lillebitte colombiansk landsby i 1800-tallet. José og Ursula Buendia hedder de, og selvom de bliver frarådet ægteskabet af brudens mor, fordi hun mener, at der hviler en forbandelse over dem, så løber de alligevel med kærligheden.

På et tidspunkt forlader de landsbyen sammen med en flok af andre eventyrere med ordene fra Ursulas mor, at Ursula aldrig kommer til at kunne undslippe sig sin skæbne, og det er ligesom hele seriens motor og spændingskurve.

Sammen med eventyrerne vil Ursula og José Buendia finde havet, men efter måneders opslidende rejse til fods må de give op og slår de sig ned ved en flod midt ude i ingenting og bygger et nyt samfund op fra bunden, der meget hurtigt vokser sig til en større, velfungerende landsby.

Macondo hedder den, og her opfostrer Buendia-parret deres børn.

Her bliver Ursula husmor, mens José, der er fantast, bliver opslugt af alt fra magnetisme til alkymi og fotografikunst, og derfor begraver sig på sit kontor og i sine skiftende diller.

Sådan er det generelle billede i Macondo.

Kvinderne er realister, der får hjulene i maskineriet til at køre, mens mændene er drikfældige drømmere, der er meget lyst- og impulskontrollerede.

Serien er genrebestemt som ‘magisk realisme’, og det skal man grundlæggende helt klart være fan af, hvis man skal kunne lide serien.

Gyngestole gynger umotiveret af sig selv, babyvugger svæver i luften, og den ene Buendia-søn kan se ud i fremtiden.

Og det virker underligt malplaceret i serien, fordi de magiske/overnaturlige elementer er drysset ud så tilfældigt i handlingen, at det er svært at se deres funktion eller den større mening med dem.

Overordnet spiller skuespillerne godt, og visuelt er ‘100 års ensomhed’ også virkelig flot.

Den colombianske kulisse med den vilde natur er der kælet for, og det ligner virkelig et autentisk nybyggersamfund.

Men det er også her, at listen over positive superlativer og anerkendelser stopper.

Fra start til slut sad jeg med en ubehagelig følelse i kroppen. Og så var jeg ikke mindst forvirret.

Efter tre afsnit (der varer minimum en time hver) var jeg stadigvæk ude af stand til at forklare, hvad seriens morale eller budskab er. Handlingen springer i et væk, og historien er utydelig.

Der er utroligt mange maleriske og lange scener, der ender med at hænge, og som ikke bliver brugt til noget for at fortælle den overordnede historie.

Pludselig bliver hele landsbyen eksempelvis ramt af søvnløshed, der munder ud i rent kaos.

Deres bevidsthed er ved at udslette sig selv, men pludselig kommer en gammel ven tilbage fra de døde og redder landsbyen ved at give dem alle sammen en teskefuld alkymist-blanding. Med et trylleslag er alting normalt igen, og vi hører ikke mere om det.

Det springende punkt for ubehaget er imidlertid sexscenerne i ‘100 års ensomhed’.

Der er for det første virkelig mange af dem, og så er de ekstremt eksplicitte.

Og det er jo egentlig fint nok, når det foregår mellem to voksne mennesker.

Problemet er bare, at disse scener flere gange i serien udspiller sig mellem familiemedlemmer, og hvad der åbenlyst ligner børn.

En pige (der ligner en 12-årig) bliver for eksempel tvunget til prostitution af sin bedstemor.

Brødre kigger upassende længe på deres nøgne søstre.

En granvoksen dame griber fat i lemmet på en dreng, der lige er gået i puberteten, og så indleder de en affære.

Og hvorfor er alt det egentlig nødvendigt at vise så eksplicit for at fortælle historien?

Den amerikanske skuespiller Brooke Shields fortalte blandt andet i 2023 om, hvordan hun havde følt sig seksuelt udnyttet i sin barndom, netop fordi hun spillede et barnligt offer for meget voksne mænds begær.

Eksempelvis da hun som 11-årig var castet som barneprostitueret i filmen ‘Pretty Baby’. Det var i 1978.

Og man kan ikke andet end at spørge sig selv: Hvorfor er det nødvendigt at gøre det igen i 2024?

Som anmelderen i The Guardian skriver, bliver kvinderne i ‘100 års ensomhed’ generelt brugt som et instrument til at illustrere de mandlige karakterers overgangsrite.

Kvinderne er varer, der forbruges, og det er der mildest talt ikke særlig meget eller særlig elegant refleksion om i serien.

Det bidrager alt sammen til et kronisk grotesk, ubehageligt og seksuelt anstrøg, der hviler over serien.

Og det gør, at man har svært ved at fortabe sig i historien og holde fokus på dens budskaber og udvikling.