Underholdning
27. marts 2025

Thomas Helmig har ganske særlig rolle, når Renée Toft Simonsen arbejder på sine børnebøger

Renée Toft Simonsen har netop vundet med bogen ”Børnene fra Sølvgade slår rødder” i kategorien ”Årets Børnebog” ved Mofibo Awards 2025.
Af: Caroline Andersen
Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen

Mofibo Awards 2025 i Vega

Foto: Kaspar Wenstrup

En af aftenens store vindere ved Mofibo Awards 2025 var 59-årige Renée Toft Simonsen, der vandt med bogen ”Børnene fra Sølvgade slår rødder” i kategorien ”Årets Børnebog”.

– Jeg holder meget af at skrive til børn, og jeg holder meget af børnelitteratur, og holder meget af at tage dem alvorligt. Og skrive noget til børn, som faktisk vil noget andet og mere end at bare fylde tiden ud. Så jeg tror, det er en hjertesag, sagde Renée Toft Simonsen til BILLED-BLADET, der naturligvis havde sin ægtemand Thomas Helmig, 60, ved sin side.

Thomas Helmig blev også rost til skyerne under Renée Toft Simonsens takketale, da hun modtog den fornemme pris.

Efter prisuddelingen fortalte hun, hvorfor Thomas Helmig har en helt særlig plads i børnebogsprocessen.

– Altså, i skriveprocessen har han jo ikke været så meget med. Han har været tekniker på lyden, og vi laver det i hans studie, så der har han selvfølgelig betydet rigtig meget. Og så betyder han jo også noget undervejs, fortalte Renée Toft Simonsen til BILLED-BLADET efter prisoverrækkelsen, hvor hun kunne afsløre, hvordan prisen skulle fejres.

– Vi skal i en bil hjem til Aarhus, så vi fejrer det i bilen sammen, tror jeg. Mig, min chauffør og min tekniker, siger Renée Toft Simonsen med et smil.

BILLED-BLADET fangede også Thomas Helmig inden prisshowet, hvor han fortalte om sin vigtige rolle.

– Jeg er bare lydmand. Jeg sørger for, at det lyder ordentligt, når hun laver lydbøger. Så jeg kender dem lige så godt, som hun gør, sagde Thomas Helmig, hvor Renée Toft Simonsen tilføjede:

– Og så har han jo et studie. Det er jo godt at kende nogen, der har et studie. Så det er der, hvor hele musikken bliver lavet. Det er også der, bøgerne er lavet. Det er samme sted, fortalte Renée Toft Simonsen, der også afslørede, at det er Thomas Helmig, der står bag titelsangen til filmene om børnene i Sølvgade.

Denne artikel blev første gang bragt af Billedbladet, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også