Underholdning
6. december 2024

Var det virkelig nødvendigt? 5 kendisser, der er gået all in på skøre sideprojekter

Kendisser og deres sidegesjæfter er en evig kilde til forundring. Se bare her.
Af: Sofie Frederikke Larsen
Paris Hilton i 'Cooking With Paris'

Foto: Kit Karzen / Netflix

Der er noget over kendisser, som vælger at gå en komplet anden retning i deres karriere.

Måske er det et forsøg på at holde sig relevante, måske er det en ægte passion – eller måske er det bare en kombination af overskud og fordi-jeg-kan-mentalitet.

Uanset årsagen resulterer det i nogle ret vilde produkter, der ofte føles som en lidt skæv afspejling af deres personlighed.

I sidste uge kom rapperen Pusha T på banen med sit eget kaffebrand, ‘Grindin Coffee’, og det gav os lyst til at se lidt nærmere på det merkantile kendis-fænomen.

Her er fem eksempler på stjerner, der har valgt at kaste sig over diverse projekter – og resultatet er lige dele fascinerende og ren what the fuck.

CARDI B

Cardi B gør, hvad Cardi B gør bedst: tager noget helt almindeligt og gør det boujee.

Med ’Whipshots’, flødeskum på dåse tilført vodka, har hun skabt et produkt, der føles lige så kaotisk og over the top som hendes persona.

De sprutholdige dåser fås i flere smagsvarianter som karamel og jordbær, og limited edition-juleversionen med pebermynte har sloganet: ”’Tis the season to Whip, Sip, and Sleigh.” Halleluja.

Med over en million solgte dåser i USA alene har Cardi B for alvor ramt noget, vi ikke vidste, vi manglede.

PUSHA T

Rapperen, der er bedst kendt for sine benhårde vers om kokain, har skiftet det hvide pulver ud med kaffebønner.

Med sit eget kaffebrand ’Grindin Coffee’ (så on brand) er Pusha T nemlig din nye kaffepusher.

"Alle mine drømme og ideer starter fra mine passioner, skriver han poetisk på Instagram om sit nye produkt."

"Heldigvis har jeg fundet partnere og platforme til at hjælpe med at bringe mine visioner til live."

Det kan være svært at forestille sig, at kaffebrygning er én af Pusha T’s helt store passioner. Men fair play.

ED SHEERAN

Ed Sheeran er kendt for sine ørehængende sange og sin hyggelige, nærmest ufarlige fremtoning.

Det samme kan man sige om hans hot sauce ’Tingly Ted’s’.

Sheeran, der kalder sig selv en livslang ketchup og hot sauce-fan, har skabt en sauce, der i egen optik kan bruges til alt: æg, burgere, burritos. Men den har et twist – det er en not-so-hot hot sauce.

Og navnet? Det er inspireret af hans barndomskælenavn Ted. Cute. Selv brandingen af hans hot sauce føles som en varm krammer.

KISS

Hvor langt vil du gå for kærligheden til dit absolut yndlingsband? Hvis svaret er helt til graven, har Kiss dækket dig ind. I 2001 lancerede bandet det ultimative fanmerchandise: en kiste.

’Kiss Kasket’, som den passende hedder, er prydet med bandets logo og billeder af medlemmerne.

Den forhandles i dag hos Nashville Casket Sales.

Og hvis du ikke lige er på gravens rand, er der også en alternativ anvendelse. Kisten fungerer nemlig som udmærket køleboks til at holde dine drikkevarer iskolde.

PARIS HILTON

Hvis nogen kan gøre gryder og pander glamourøse, så er det Paris Hilton.

Efter succesen med Netflix-serien ’Cooking with Paris’ i 2021, besluttede hun sidste år at gå all in på køkkenambitioner og lancerede sit eget brand ’Paris Hilton Cookware’.

Kollektionen består af babypink gryder, potter og pander, der mest af alt ligner noget fra et Barbie-drømmekøkken.

Og selvfølgelig er marketingsstrategien krydret med hendes ikoniske catchphrase: ”That’s hot.”

Læs mere om:

Læs også