Derfor er det vigtigt, at modeugen viser modeller i forskellige størrelser
Modeugen er i gang. Modeller i hobevis vil i dag og i de kommende dage spankulere ned af de københavnske catwalks iført de nyeste designs fra nogle af de største danske designere.
Og så sikkert som amen i kirken, vil vi se en debat om modellernes størrelser, sundhed og skønhedsidealer generelt.
Se videoen: Plus-size kvinder efterligner topmodellerne
Skønhed i mange størrelser
For selvom den debat efterhånden i mange år har været en fast del af de danske modeuger, er det som om, der ikke for alvor er sket noget nyt. Modellerne er, i hvert fald for langt de flestes vedkommende, stadig størrelse 34-36.
Det ser det danske brand Carmakoma som den perfekte mulighed for at slå et slag for forskellighed, og derfor benytter de sig af lejligheden til at lancere en større kampagne ”Diversity is Beautiful – Join the Movement”, som vil sætte fokus på, at skønhed har mange ansigter og størrelser.
Det er altså normalt ikke at ligne en model
Og selv om modebranchen altid har utroligt mange argumenter for, hvorfor tingene er, som de er, er der ingen tvivl om, at det er vigtigt at signalere, at det er mere end ok, og i øvrigt helt normalt, ikke at ligne den stereotype model. Det fortæller kreativ direktør i Carmakoma Heidie Lykke til Q.dk:
”Jeg håber, at vi med vores kampagne kan skabe opmærksomhed omkring emnet og minde den danske modebranche om, at vi laver tøj til den almindelige kvinde. Det er hende, der giver os smør på brødet. Det er forbrugeren vi skal gøre noget godt for og det er hende, vi skal møde hende i øjenhøjde.”
Video: Se kropsidealer igennem 3.000 år
Mode-snobberi
En del af grunden til, at der ikke allerede nu er endnu flere valgmuligheder, når det gælder tøj til kvinder, der er mere end en størrelse 44, er ganske enkelt snobberi, mener Heidie Lykke. Men der er forandring på vej.
”Vi vil se mere diversitet i modebilledet – men den største hindring her kan være ”berøringsangsten” fra diverse modeguruer og magasiner, som ikke synes, at eksempelvis kurvede modeller sælger lige så godt som straigt size-modeller.”
Det handler om selvværd
Ville det virkelig betyde så meget, hvis vi så modeller i flere størrelser? Ja, mener Heidie Lykke.
”I mange år har kvinder, der bruger over en størrelse 44 været tvunget til at nøjes – og ikke haft mulighed for at iføre sig tøj, der i virkeligheden signalerer hendes identitet. Valgmulighederne er heldigvis blevet flere, men mange kvinder bliver stadig henvist til specialforretninger eller til specialafdelinger. Netop det, tror jeg, er med til at skabe mindreværd.”
”Og jeg tror, at det vil kunne få en stor betydning for piger og kvinders selvværd og selvtillid, hvis de ikke hele tiden skal spejle sig i de samme rollemodeller. Der skal være plads til alle typer. Og jeg tror på, at vi som virksomhed skal tage ansvar for de signaler, vi udsender. Og forbrugerne har behov for at vide, at de er ok, selv om de ikke har en flad mave og faste baller og ikke kan presse sig ned i en størrelse 36.”
Læs også: Kropsidealer: Derfor spejler vi os i dem
Vil du være med i kampagnen?
Som en del af kampagnen afholder Carmakoma et photoshoot torsdag den 2. februar, hvor alle er velkomne til at deltage. Jo flere jo bedre! Formålet med photoshootet er at give alle muligheden for at få taget et professionelt modelbillede til eget brug og til brug i Carmakomas kampagne – netop for at hylde diversiteten og sætte en tyk streg under, at skønhed har mange ansigter og det smukke har mange former. Det hele finder sted på Ibsens Hotel i København torsdag d. 2. februar kl. 14-19.