Sundhed
12. marts 2025

En ud af tre kvinder oplever tilstanden. Nu skal mændene også behandles

Nu peger et nyt studie på, at bakteriel vaginose er en seksuelt overført sygdom. "Det er på tide, at mænd tager et fælles ansvar for at behandle denne infektion," siger ekspert.
Af: Sigrid Luna Nielsen
sygdom kvinde

Foto: Unsplash

Tyndt ildelugtende udflåd, moderat kløe og irritation i vulva er de mest almindelige symptomer på bakteriel vaginose, eller skedekatar, som det også hedder. en ikfektion der også giver øget risiko for, at gravide går i for tidlig fødsel.

Ifølge Sundhed.dk rammer infektionen en ud af tre kvinder, men 50 procent oplever ingen symptomer.

De kvinder, der oplever symptomer, behandles med en antibiotikakur.

Behandlingen er dog ofte ineffektiv, da 60 procent oplever, at infektionen vender tilbage inden for et år, hvilket fastholder kvinderne i en forstyrrende cyklus af gentagen antibiotikabehandling, skriver The New York Times.

Hidtil har man kun behandlet kvinden, men nu peger et nyt studie på, at man også bør behandle kvindernes mandlige sex-partnere.

Det australske studie blev foretaget ved at prøve to forskellige behandlingsmåder for en række monogame par. 83 par blev således givet den traditionelle behandling, hvor kvinden starter på en syv dages antibiotikakur. Samtidig blev 81 par sendt hjem med en 7 dages antibiotikakur til både kvinden og manden, og en udvendig antibiotikakur smurt direkte på penis.

Denne nye behandlingsform skulle vise sig at være så effektiv, at en uafhængig sikkerhedsovervågningsgruppe anbefalede at afslutte forsøgene tidligt, så alle deltagere kunne få adgang til det, skriver The New York Times.

For efter 12 uger var infektionen tilbage hos 63 procent af de kvinder, hvis mandlige partner ikke var i behandling. Det samme gjorde sig gældende for 35 procent af de kvinder, hvor begge parter var blevet behandlet.

Resultaterne af undersøgelsen ændrer ikke kun, hvordan bakteriel vaginose behandles fremover, men de ser også ud til at bekræfte en langvarig mistanke blandt videnskabsfolk om, at tilstanden faktisk er en seksuelt overført infektion, siger Christina Muzny, professor i obstetrik og gynækologi ved University of Alabama i Birmingham.

Hun var ikke involveret i undersøgelsen, men var medforfatter af en artikel om dens resultater i New England Journal of Medicine. Hun tilføjer:

– Det er på tide, at mænd tager et fælles ansvar for at behandle denne infektion.

Man har længe vidst, at bakteriel vaginose forekommer hyppigere hos kvinder, der er seksuelt aktive, har sex uden kondom, og at bakterierne matcher bakterier, fundet på penis.

At den årelange mistanke om, at bakteriel vaginose er en seksuelt overført sygdom alligevel er forblevet en mistanke, skyldes især en række studier fra 80’erne og 90’erne.

Her forsøgte man sig også med at give de mandlige partnere en antibiotikakur, dog kun en oral kur og altså ikke en udvendig behandling af penis.

Det nye studie er således det første af sin slags, der tester både udvendig og oral behandling med antibiotika hos manden.

Læs mere om:

Læs også