Er du kvinde og drikker to glas mælk om morgenen? Så bør du måske stoppe
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Der er mange råd om, hvad du skal spise og drikke, og det kan være svært at finde rundt i. Nu konkluderer svenske forskere fra Uppsala Universitet, at der kan kobles en sammenhæng mellem komælk og en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme hos kvinder. Det skriver Illustreret Videnskab.
Over en periode på 30 år har forskerne fulgt 40.000 mænd og 60.000 kvinder. I undersøgelsen blev der kigget på fermenteret og ikke-fermenteret mælk.
Fermenteret mælk er produkter, hvor der er tilsat gær eller bakterier. Det kan være yoghurt eller kefir. Ikke-fermenteret mælk er den velkendte mælk, som for eksempel skummet- eller letmælk.
Forskerne kan konkludere, at kvinder, der drak mere end to glas mælk om dagen - uafhængigt af fedtprocenten - var i øget risiko for hjerteanfald og åreforsnævring i hjertet (iskæmisk hjertesygdom).
Der var ingen ændring ved indtagelsen af fermenterede mælkeprodukter hos kvinder. Og faktisk så man heller ingen ændring ved mændene, der indtog ikke-fermenteret mælk.
Ifølge Karl Michaëlsson, professor i medicinsk epidemiologi ved Uppsala Universitet og hovedforfatter på undersøgelsen, kan det skyldes, at der er en kønsforskel i måden, kroppen nedbryder sukkermolekylet galaktose til glukose.
Forskerne slår fast, at der ikke kan konkluderes en direkte sammenhæng mellem mælk og hjerte-kar-sygdomme, men de anbefaler kvinder at tænke over deres indtag af mælkeprodukter.