Sundhed
6. december 2024

Ernæringsekspert langer ud efter populært kosttilskud

Mange supplerer deres kost med dette tilskud – men er det egentlig en god idé?
Af: Gry Thune, oversat af redaktionen
Kvinde laver proteinshake

Foto: Unsplash

Proteiner er kroppens byggesten og spiller en central rolle i alle biologiske processer.

Æg, fisk, kød, mælk, yoghurt, ost, quinoa og sojabønner er fremragende kilder til protein. Vi har brug for cirka 1 gram protein per kilo kropsvægt, hvilket let dækkes gennem en almindelig, varieret kost.

For eksempel giver:

  • 1 portion torskefilet (200 gram),
  • 1 portion perlebyg (100 gram),
  • 2 æg
  • 1 skål naturel yoghurt (200 gram) tilsammen 80 gram protein.

Det har matprat.no beregnet.

Mange vælger dog at supplere med proteinpulver – især hvis de træner meget. Men nu går ernæringsbiolog, forfatter og lektor Marit Kolby skarpt til angreb på proteinpulver.

Som gæst i Wolfgang Wees podcast lægger hun ikke fingrene imellem.

- Det er bare forfærdeligt skidt, må jeg sige. Det er hverken mad eller ordentlig næring. Det er kemisk beskadigede proteiner tilsat en masse kunstige sødemidler og andre ting, som absolut intet godt gør. Hvis nogen får gode resultater ved at bruge det, så er det trods produktet – ikke på grund af det, siger Kolby.

Da magasinet KK kontakter Kolby for at få en uddybning, forklarer hun, at proteinpulver ikke giver en komplet ernæring og dræner kroppen for mikronæringsstoffer under forbrændingen.

- Muskelopbygning efter træning kræver protein. Men er protein alene nok? Nej. Muskler består ikke kun af protein. Først og fremmest skal det, du spiser, fordøjes og optages. Det kræver energi, vitaminer og mineraler, forklarer hun.

- Du har brug for B-vitaminer og jern for at danne energi (ATP), magnesium til at aktivere denne energi, kobber til at transportere jern fra tarmene, og A-vitamin til at flytte kobber derhen, hvor det skal bruges.

Og det stopper ikke der.

- Du har brug for mikronæringsstoffer til at producere og udskille mavesyre og fordøjelsesenzymer, så du kan nedbryde proteinerne til musklernes byggesten: aminosyrer.

- Du har brug for mikronæringsstoffer til at danne transportproteiner for aminosyrer, både fra tarmene til blodet og fra blodet til cellerne. Derudover har du blandt andet brug for vitamin D, B6, B12, folat, magnesium, zink, jern og calcium for at opbygge muskelproteiner ud fra aminosyrer og for, at musklerne kan fungere, siger Kolby og opsummerer det hele sådan:

- Hvis du vælger proteiner frem for hele proteinrige fødevarer, får du mindre af alt det andet, der er nødvendigt for at bygge muskler.

Baseret på de studier, hun har læst om emnet, opfordrer Kolby dem, der bruger proteinpulver, til at skifte over til proteinrige råvarer – fordi det både giver en bedre ernæringsstatus og lige så gode resultater.

- Vil du have flere muskler? Spis rent kød, fisk, æg og andre nærings- og proteinrige fødevarer som indmad, fisk og skaldyr, mejeriprodukter, nødder, frø og bælgfrugter. Og spis mindre madlignende erstatninger med (kunstig) sødestof og lav samlet næringsværdi, anbefaler Kolby.

Det andet hovedargument for, at Kolby ikke anbefaler proteinpulver, er, at aminosyrerne i proteinpulver er kemisk beskadigede molekyler, og at pulveret indeholder andre stoffer, som ikke er gavnlige.

Der findes mange studier, der viser øget muskelvækst som følge af proteinpulver efter styrketræning – det er Kolby klar over – men er det bedre end proteinrig mad?

Indtil videre findes der ingen tilstrækkeligt gode studier, der kan påvise dette, mener Kolby.

Kolbys skepsis over for proteinpulveret skyldes også, at proteinprodukter er stærkt forarbejdede, hvilket ofte hænger sammen med en reduceret kvalitet.

- Det er efterhånden velkendt, at aminosyrerne i proteiner kan tage oxidativ skade som følge af forarbejdning. Dette kan påvirke aminosyrernes egenskaber negativt, påvirke optagelsen og miljøet i tarmen, og dermed også helbredseffekten, forklarer Kolby.

Så længe proteintilskud ikke beviseligt er bedre, bør vi i stedet spise rigtig mad og undgå pulver, shakes, barer, puddinger og andre ultraforarbejdede produkter med en generelt dårlig næringsværdi, mener Kolby og afslutter med følgende spørgsmål:

- Hvad hvis dem, der bruger proteinpulver og opnår resultater, faktisk kunne få endnu bedre resultater med naturlige, proteinrige fødevarer?

Klinisk ernæringsfysiolog Tine Sundfør deler Kolbys skepsis.

Da hun blev spurgt, om det er anbefalet at skifte til proteinpulver eller andre tilskud, hvis man ikke får den anbefalede daglige mængde, svarede hun sådan:

- Nej, det er ikke anbefalet. Hvis du ikke får nok protein, bør du justere din kost. Det er som regel små justeringer, der skal til for at sikre, at kroppen får nok protein.

Sundfør mener, at det store fokus mange har på proteiner, er misforstået, da kostundersøgelser viser, at langt de fleste får nok protein.

- Forskning viser, at et gram protein per kilo kropsvægt er tilstrækkeligt for de fleste. Hvis man træner meget, kan man gerne øge indtaget til mellem 1,4 og 1,8 gram per kg kropsvægt.

- Du bør inkludere en god proteinkilde i hvert måltid – som meget proteinrigt pålæg på en skive brød, hytteost i grøden, eller fisk, magert kød, æg eller bælgfrugter til aftensmad, siger Sundfør.

Denne artikel blev første gang bragt af KK.no, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også