Håb for personer med fremskreden modermærkekræft

Foto: Unsplash
Modermærkekræft er en af de kræftsygdomme, hvor prognoserne er gode. Det bliver ofte opdaget i god tid, fordi modermærket ændrer farve, form eller størrelse.
Men for de patienter, hvor sygdommen er så fremskreden, at det har spredt sig til organerne, er prognosen ofte mere usikker. Men nu kan der være håb forude, skriver Videnskab.dk.
Forskere fra både USA og Danmark tester lige nu en såkaldt behandlingsvaccine mod modermærkekræft.
Det var Mads Hald Andersen, klinisk professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet og leder af Center for Cancer Immune Therapy på Herlev Hospital, der i starten af 00’erne opfandt selve konceptet bag vaccinen.
Normalt behandler man den fremskredne modermærkekræft med immunterapi, men cirka halvdelen af patienterne reagerer ikke på behandlingen.
Og her kommer den nye vaccine ind i billedet. Mads Hald Andersen forklarer, at vaccinen rent faktisk virker på de patienter, der normalt ikke har gavn af immunterapi.
Kombinationen af immunterapi og den nye vaccine gavnede 80 procent af patienterne i tidlige test af vaccinen.
Af de patienter der får immunterapi, rammes op til en fjerdedel af alvorlige bivirkninger som for eksempel autoimmune reaktioner, der kan være farlige og medføre indlæggelser på hospitalet. Her er en klar fordel ved den nye vaccine, at den kan mindske disse voldsomme bivirkninger.
Nye vacciner skal gennem mindst tre faser for at sikre kvaliteten. I 2022 blev fase-2-resultaterne offentliggjort for behandlingsvaccinen mod modermærkekræft. På nuværende tidspunkt er det danske medicinalfirma IO Biotech i gang med fase-3-forsøgene. Hvis de tests, der køres på vaccinen nu, viser at den er effektiv og sikker, forventer forskerne bag, at den kan komme på markedet i 2026.
I Danmark rammes over 20.000 årligt af hud- og modermærkekræft. Det tal er stigende, og faktisk kan størstedelen af tilfældene forebygges, hvis du beskytter dig rigtigt mod solen.
I marts i år kom Sundhedsstyrelsen med nye anbefalinger for solbeskyttelse. De lyder blandt andet på, at du altid skal bruge mindst faktor 30, søge skyggen og droppe solariet.