Sundhed
3. januar 2025

Hun har forsket i vaner. Her er professorens bedste råd til dit nytårsforsæt

Rygestop, mindre alkohol eller flere aftaler med dine venner? Uanset hvad dit nytårsforsæt er, er der fire gode råd, du kan følge, hvis du ønsker at holde fast i de gode intentioner.
Af: Sigrid Luna Nielsen
Lene Tanggaard

Foto: Lene Tanggaard

Nu skriver kalenderen 2025, og for mange betyder starten på det nye år også starten på nye, gode vaner – eller i hvert fald en ambition om at få nye gode vaner.

Men realiteten bliver tit, at de nye vaner er svære at holde fast i, og man derfor hurtigt ryger tilbage i de gamle vaner, som man egentligt ønskede var blevet tilbage i 2024.

Lene Tanggaard Pedersen, uddannet psykolog, professor i pædagogisk psykologi på Aalborg Universitet og forfatter til bogen ’Vanebrud’ deler her sine bedste råd til, hvordan du én gang for alle bryder med de dårlige vaner, og holder fast i de nye.

Når vi snakker om at ændre vaner, skelner man generelt mellem etableringen af nye gode vaner og et brud med allerede etablerede vaner. De to kan dog godt hænge sammen.

“At skabe nye vaner kan nogle gange være lettere, end at skulle komme af med nogle dårlige vaner. Men det hænger lidt sammen, fordi nogle gange kan man komme af med en dårlig vane ved at etablere en ny og bedre,” forklarer Lene Tanggaard.

Når det kommer til spørgsmålet om, hvor lang tid det tager at lave et vanebrud eller skabe en ny vane, er der lidt uenighed blandt forskerne. Men generelt siger de fleste, at det tager 21 eller 66 dage.

Derfor kan tiden op til, at man runder de 21 eller 66 dage, muligvis også være en form for turning point, et afgørende øjeblik, hvor mange falder fra, siger Lene Tanggaard.

Fordi man så har forsøgt at holde fast i sin nye vane eller vanebruddet så længe, at man bare gerne vil tilbage til det, man kender.

“Det kan også skyldes, at du finder ud af, at det faktisk ikke var så vigtigt for dig, som du troede.“

Og det er tit tilfældet for de nytårsforsætter, som mange sætter i begyndelsen af et nyt år. For de er tit lidt fjollede eller urealistiske, hvilket gør dem svære at holde fast i. Men det er muligt ændre sine vaner, påpeger Lene Tanggaard:

“Vaner er noget, vi opbygger gennem hele livet, og derfor også noget, vi kan ændre. Men det er ligesom et håndværk, man skal øve. Og så er det vigtigt ikke at slå sig selv i hovedet, hvis det ikke lykkes første gang. Det er helt naturligt.“

Inden du går all in på dit nytårsforsæt, bør du dog overveje, om du egentlig mener det, og om det er noget, du oprigtigt gør for din egen skyld, siger Lene Tanggaard.

Hvis der ligger oprigtig vilje bag dit nytårsforsæt om at få en ny positiv vane, eller bryde med en gammel dårlig vane, så kan du med fordel følge Lene Tanggards fire råd.

Søg fællesskab

“Det kan være en god idé at søge et fællesskab omkring det, at ændre en vane, ved at alliere sig med en ven, eller hvis hele familien gør det sammen. For det er meget svært at stå alene med et ønske om at ændre en bestemt vane, da den tit hænger sammen med de praksisser, vi har i vores liv og vores omgangskreds.“

Find den positive vinkel

Det gælder især, når det kommer til at bryde med de dårlige vaner.

“Når man vil ændre dårlige vaner, så er man tit træt på forhånd, fordi det er træls. Man ved jo godt, at man ikke bør ryge, drikke for meget alkohol eller spise for meget slik. Derfor kan det være en god idé at vende det rundt, og tænke over, hvilke positive ting der følger med vanebruddet.“

“Så i stedet for at fokusere på det, man skal stoppe med, så prøv at kigge på, hvad det er, du får ud af det. Hvilke positive ting er det, det nye kan give dig? Kommer du til at sove bedre, løbe bedre, være en bedre kollega eller en bedre ægtefælle?“

Skriv dagbog

“At skrive dagbog kan hjælpe til at blive opmærksom på de handlingsmønstre, der hænger sammen med den vane, man prøver at ændre. I hvilke situationer gør man dét, man gerne vil holde op med? Er det for eksempel, når man er glad eller ked af det?“

Hvis man ikke kan lide at skrive dagbog, så kan man også tage billeder, der gør opmærksom på omstændighederne, der omgiver vanen.

Find en erstatning

“Hvis du gerne vil bryde med en vane, kan det være en god idé at erstatte den gamle vane med en ny positiv vane. Det kunne for eksempel være at spise en gulerod, i stedet for slik.“

Læs mere om:

Læs også