Sundhed
2. december 2008

Hun niver og bider

Vores datter på to et halvt år er en meget kvik pige, som er langt fremme på nogle områder. Men desværre river og niver hun nogle gange uden grund.
Af: Ulla Nielsen
https://imgix.femina.dk/media/05c6d4a5e8864561b857bce954523e86.jpg

Vores datter på to et halvt år er en meget kvik pige, som er langt fremme på nogle områder. Men desværre river og niver hun nogle gange uden grund. Det er hendes far og søskende, det går mest ud over. Hendes større søskende er henholdsvis 11 og 14 år, så hun får masser af opmærksomhed. Desværre er det også sket i børnehaven, at hun river de andre børn. Det er ofte, hvis hun er midt i sin egen leg og ikke vil forstyrres.
Hendes sprog er i fuld udvikling. Men hvad er det rigtige at gøre i sådan en situation? Skælde ud, tage hende væk?
Jeg siger klart og tydeligt til hende, at det gør ondt, og at de bliver kede af det. Hun siger så troligt undskyld og giver kys.

Vibeke

Kære Vibeke
Når børn kommunikerer ved at nive og bide, er det, fordi de ikke kan finde ord for det, de vil sige. De mangler simpelthen sproglige færdigheder. Ingen små børn niver og bider for at gøre andre ondt - de gør det af afmagt.
Men selv om vi kan finde en god forklaring på, at et barn bider eller niver, skal hun stoppes omgående og have klar besked på, at det ikke er tilladt. Om hun skal fjernes eller ej, afhænger af situationen. Bider hun for at få kontakt, skal du fjerne hende fra den person, som hun gerne vil i kontakt med. Men bider hun i selvforsvar, er det den anden part, der skal reddes væk. I begge situationer skal hun dog skældes ud for at bide.
Når det er sagt, så er det vigtigt, at du hjælper dit barn til at få udtrykt sig på en anden måde. Vil hun ikke forstyrres, kan hun fx lære at sige "gå væk", og handler det om, at hun gerne vil have kontakt, kan hun lære at sige "hej". Hun skal lære nogle enkle redskaber at kommunikere med, indtil sproget bliver så udviklet, at det rigtig kan bruges.
At appellere til et barns samvittighed over at gøre andre ondt, hjælper ikke. Skyld og skamfølelse udvikles først omkring fireårs-alderen. Men selvfølgelig kan vi lære barnet at sige undskyld. Det hjælper heller ikke at bide igen - det er vold mod barnet og er forbudt.
Den bedste måde at forebygge niveri og bideri er ved at stimulere barnets sprog.

Benedikte Hertel, sundhedsplejerske

Læs også:
Mit barn bliver bidt
Bestemmer alt

Læs også