Jeg gik hos en terapeut, der kaldte mig Bo i stedet for Jo. Men det hele er altså ikke dumt navlepilleri
Foto: Les Kaner
Jo Brand vil ikke råde nogen til noget, for så gør hun nemlig lige præcis det, hun ikke kan holde ud ved selvhjælpsbranchen: Hun prædiker og bliver hellig.
I stedet har hun skrevet en sjov bog om en kvinde sidst i 40’erne, der kaster sig ud i et eksperiment med en alternativ selvhjælpsgruppe og prøver både svampe, frøsekret og plantetrip fra Amazonas. Har man ikke selv mod på psykedeliske stoffer, kan man sagtens nøjes med de smukke indsigter, et ayahuasca-trip kan give, fra bogen.
Blandt indsigterne er, at der er mere mellem himmel og jord. At vores daglige bevidsthed er stærkt begrænset og hæmmet. At vi mennesker hænger sammen, også med naturen og dyrene. Og at der findes uendelige mængder af kærlighed og nok til os alle sammen, men vi opdager det sjældent, fordi vi sidder fast i en forestilling om romantisk kærlighed som det eneste rigtige.
– For mig handler selvhjælp helt klart om at blive mere bevidst. Og nogle gange må man hjælpe sig selv ved at indse, at man ikke kan hjælpe sig selv. Indse, at man har brug for hjælp udefra. Fra en psykolog, en kropsterapeut eller nogle planter for at se tingene i et nyt lys.
– Selvfølgelig kan selvudvikling være et udtryk for selvoptaget navlepilleri, men det kan altså også opstå af et reelt behov for at gøre op med uhensigtsmæssige tanker og mønstre, man har med fra sin barndom, og som faktisk gør, at man er et irriterende menneske at være sammen med.
Et liv fuld af ”trøstesutter”
Selvhjælp er ikke en kur mod alvorlige psykologiske problemer, men følelsen af ikke ”at have fundet sin rette hylde” i tilværelsen kan sandelig også ødelægge meget og gøre livet svært at være i, mener Jo Brand og siger:
– Man er måske ikke rigtigt glad, føler sig ikke ordentligt levende, og for at holde hverdagen ud fylder man den op med en masse trøsteforanstaltninger. Det er det, terapeuten i bogen, også kaldet Troldmanden, omtaler som ”sutter”.
– Det kan være alt fra at se Netflix-serier i timevis til at drikke for meget rødvin, ryge cigaretter, spise Marabou eller have for meget fokus på sex, forklarer hun. Romantisk idyllisering af parforholdet er også med på listen over virkelighedsflugt-remedier. Faktisk kan selv det at være opslugt af selvudvikling, yoga og hele tiden ville gå dybere i sig selv også blive en sut.
Kunsten er at bruge selvhjælp til at hjælpe sig selv, sådan rigtigt. Og mennesker er ikke ens. Derfor har vi heller ikke nødvendigvis brug for det samme.
– Der er dem, der som psykologen Svend Brinkmann synes, at selvudviklingsbølgen og alt det med, at vi hele tiden skal mærke efter og optimere os selv, er for meget. På en eller anden måde har de jo ret, men samtidig er der også nogle, der har brug for at komme lidt videre, og som måske har en spirituel længsel og brug for en ekstra dimension i livet og for en dybere mening, og det tror jeg faktisk også, at Svend Brinkmann vil synes, er helt okay, mener Jo Brand.
Hun er selv én af de sidste, selv om hun også er skeptisk. De sidste tyve år har hun i kraft af sit arbejde som sundhedsjournalist og privat været på tur i junglen af selvhjælp.
Man kan være uheldig
Jo Brand er gået fra at være ”på hælene” og skeptisk til at være åben – og nysgerrig. Så selv om hendes nye bog er fuld af ironiske beskrivelser af selvudviklingsmiljøet, er hun på ingen måde ude på at gøre grin med hverken det eller dem, der har brug for det.
– I stedet for at bruge mine penge på ferier og biler, har jeg brugt dem på terapi og halløj, siger Jo Brand og understreger, at hun absolut ikke har været lige heldig hver gang.
– Det er jo ikke alt, der virker. Altså der er jo mange virkelig dumme bøger fyldt med tossede råd, der slet ikke passer til en, og mærkelige kostplaner, hvor man skal indtage bestemte ting eller leve restriktivt.
– Jeg gik også på et tidspunkt hos en kvindelig terapeut, der kaldte mig Bo i stedet for Jo, og som sluttede vores første omgang terapi af med at spørge, om jeg var typen, der gerne ville krammes? Det sagde jeg nej til, men da jeg kom tilbage gangen efter, stod hun alligevel klar med udbredte arme, klar til kram. Og så krammede vi, for jeg kunne ikke finde ud af at sige nej – det skulle hun jo lære mig.
– Der gik flere gange, før jeg tog mig sammen til at stoppe hos hende. Men fordi hun ikke var god for mig, betyder det jo ikke, at alle terapeuter er dårlige.
– Selvhjælp dækker over så meget forskelligt. Det kan være alt lige fra at gå til psykolog en gang om ugen, fordi man er akut krise eller er blevet skilt, til kropsterapi, hvor man ser mere helhedsorienteret på kroppen og psyken og har fokus på sammenhængen mellem det fysiske og det psykiske. Er der f.eks. en kobling mellem den ulidelige arbejdssituation, man befinder sig i, hvor chefen hele tiden er på nakken af én, og spændinger i kæben? Hvorfor forsvinder min hovedpine mon altid, når jeg har fri? Den slags.
– Jeg begyndte selv at gå til psykolog, da jeg var i 30’erne, fordi jeg havde katastrofetanker og forestillede mig alt muligt forfærdeligt, der kunne ske. Det hjalp mig helt vildt, siger Jo Brand, der kunne have stoppet sin terapeutiske løbebane dér, men så gik hun og hendes søns far fra hinanden:
– Psykologen jeg gik hos på det tidspunkt, anbefalede mig at opsøge en kropsterapeut, og hun kendte én, som hun syntes, jeg skulle prøve. Dengang troede jeg ikke det mindste på kropsterapi, det var alt for alternativt.
– I min verden var kroppen bare sådan et krævende appendiks, som det handlede om at få til at makke ret – og som skulle spise og sove på kommando. Hele tanken om, at man skulle lytte til kroppen, syntes jeg var så langt ude og alternativt. Det var kroppen, der skulle lytte til hovedet, siger Jo Brand, der kom ned i kroppen for første gang og mærkede den for alvor, da hun var 38 år.
Kroppen er klog
– Den største åbenbaring for mig i forhold til selvudvikling har helt bestemt været at få forbindelse til den krop, og indse, at man faktisk kan have et rigtig godt samarbejde kørende med den. Så det man siger med at ”komme ned i kroppen” er for mig at se ikke overdrevet, jeg fik en helt ny fornemmelse af, at min krop ville mig det bedste.
– Min vigtigste opdagelse er: Hvor meget kroppen betyder. Hvor jeg før var oppe i hovedet hele tiden, er kroppen i dag min vej til at have det godt. Hvis jeg er træt eller stresset, laver jeg yoga, åndedrætsøvelser, Feldenkrais-øvelser, som jeg finder på YouTube, eller også går jeg ned og træner eller går en lang tur. Jeg kan ikke så godt bekymre sig, når jeg er forpustet eller prøver at holde balancen på ét ben.
Kropsterapi virker ifølge Jo Brand på et meget dybere og ubevidst plan.
– Der sker simpelthen et eller andet, når man går gennem kroppen, i stedet for at tale og tænke så meget. Her for nylig opdagede jeg efter en behandling, at min ene skulder, der ellers har siddet helt oppe under det ene øre og været helt spændt, var faldet ned og var helt afslappet. Den har ikke siddet så langt nede i flere år. Det ville jeg ikke have kunnet tale mig til.
Det er ikke for alle
I bogen tager hovedpersonen Mette til sin mands store fortrydelse et selvudviklingskursus, der strækker sig over et år, hvor hun rejser til Langeland sammen med fire andre.
De mødes ti weekender og eksperimenterer blandt andet med forskellige former psykedeliske stoffer, herunder bevidsthedsudvidende ayahuasca, som er en plantedrik fra Amazonas.
Når man drikker det, kaster man typisk op, ligesom man ser og føler ting, der ikke er der, indtil virkningen løjer af. Mette er nervøs inden og bange for at blive psykotisk og overvejer at skrive et undskyldende afskedsbrev til sin datter ”Undskyld, jeg døde, fordi jeg var så dum”. Hun kommer også til at spise magiske svampe ved et tilfælde, fordi hun tager den forkerte chokolade i en skuffe sin venindes sommerhus.
Kort om Jo Brand
50 år, journalist og forfatter.
Udkom sidste år med bogen ”Et år i frit fald” og har netop udgivet bogen ”Et år i selvhjælpsgruppe”.
Tidligere ansat på Eurowoman og magasinet Psykologi.
Bor på Østerbro med sin søn.
Jo Brand har selv prøvet både svampe og ayahuasca.
– Det er ikke noget, man gør en tilfældig aften, fordi man keder sig. Det var noget, jeg havde overvejet længe og læst og undersøgt ret meget, og jeg havde også fået personerne, der stod for det, anbefalet af én, som jeg synes er meget klog.
– Og jeg vil også godt lige sige, at jeg bare, fordi jeg har prøvet det, er jeg på ingen måde ekspert. Men det var de ansvarlige, og det er jo også det, alle de kloge siger: ”Det vigtigste er, hvordan – og sammen med hvem – man tager det”. Det er helt afgørende for oplevelsen. Derfor skal man f.eks. aldrig tage det alene, siger Jo Brand.
Hun har haft en livsforandrende oplevelse netop på ayahuasca, som hun ikke mener, hun kunne have opnået gennem almindelig terapi.
– Det lyder som hokuspokus. Men man taler om ayahuasca som en ”grandmother”, der guider én på en kærlig, omsorgsfuld og indimellem hård måde til at se, hvad man har brug for at se.
– I dag kan jeg dårlig nok huske det, der skete, og det, jeg så, men jeg står tilbage med oplevelsen af, at der er en anden verden, som er hinsides menneskelig logik, og følelsen af at have regnet den ud, som jeg havde før. I dag er det min opfattelse, at der en stor sammenhæng mellem alt på vores planet – mellem os og dyrene, og mellem os mennesker indbyrdes. Vi hænger sammen på så mange måder, at jeg ikke fatter det. Det er så genialt, at min lille hjerne ikke kan rumme det.
– Jeg oplevede også, at kærligheden er allevegne og altoverskyggende. Og ja, det glemmer jeg så fuldstændig, når jeg bliver sprunget over i køen i Netto, men oplevelsen sidder alligevel inde i mig, og jeg kan gå tilbage til den. På den måde har det ændret mit verdensbillede.
Fra generelt utilfreds til tilfreds
Jo Brand fortæller, at hun også fik en række konkrete råd af ”grandmother”, blandt andet, at hun skulle blive ven med en gammel for at stifte fred med selv at blive ældre, begynde til dans for at få det lidt sjovere og købe sig en campingvogn, som hun skulle stille op et sted ude i naturen.
– Men det har jeg altså ikke fået gjort endnu. Til gengæld har andre små ting ændret sig: Jeg ser ikke længere nyheder eller hører radio. Jeg kan ikke holde ud at høre kærlighedspop.
– Jeg er også holdt op med at sove med hovedpude, og det har været godt for min nakke. Og jeg tjekker heller ikke mails på min telefon. Det er bare sådan noget, der er kommet helt automatisk, og som bare har været små gode ting for min hverdag, forklarer Jo Brand, som absolut ikke mener, at plantemedicin er for alle.
– Jeg skal ikke anbefale det til nogen. Man kan jo komme langt på mange andre måder, og måske er man så heldig, at man slet ikke har brug for selvhjælp, og så kan man jo grine af alle os andre, der er på tur i selvhjælpsjunglen. Men altså, jeg er glad for at gå tur dér. Hvor min grundstemning før var ”generelt utilfreds”, er den i dag ”generelt tilfreds”.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 40/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.