
Kan man det? Her er eksperternes bedste råd til at sænke din alder

Foto: Camera Film
Sundhedstrends med stringente navne som ‘longevity’ og ‘biohacking’ er de seneste år begyndt at fylde mere og mere samfundet og i populærkulturen.
Det ses i realityprogrammer som eksempelvis Robinson Ekspedition, hvor træningsgale - men omend almindelige - mennesker introducerer sig ud fra deres “body age”, ligesom iværksætter og tv-vært Emil Thorup i efteråret udgav bogen ‘Lang levetid’, og så blev filmen The Substance med Demi Moore i hovedrollen som den aldrende fitnessinstruktør, der vil gøre alt for at forblive ung, nomineret til fem oscars.
Vi er med andre ord blevet besatte af vores egen aldring, og det har fået flere til at sætte spørgsmålstegn ved, om det nu også kan passe, at livet - og kroppen især - kun går én vej, og at det er mod alderdommen?

Det har tre amerikanske forskere undersøgt, og svaret er måske overraskende, at det til en vis grad faktisk er muligt at sænke alderen på ens celler, fremgår det af en artikel på Womens Health Magazine.
- Hvad dette (“reverse aging”) oftest refererer til, er en række eksperimenter på mus og aber, hvor man har fundet forskellige kemiske forbindelser, som i visse tilfælde kan være nyttige til at bremse eller muligvis forynge celler, siger Alfred F. Tallia, der er ansat ved Rutgers Robert Wood Johnson Medical School, og som er en af hovedforfatterne bag studiet.
Alfred F. Tallia og hans to kollegaer er dog ikke de første til at undersøge, om der nu også er hold i, at det faktisk er muligt at sænke ens body age - altså den alder ens krop fysisk svarer til.
Derfor kan deres ni råd til yngre celler måske også virke relativt åbenlyse. Ikke desto mindre kommer de her:
- Sigt efter mindst syv timers søvn af god kvalitet hver nat
- Spis overvejende plantebaseret - lad dig eventuelt inspirere af middelhavsstilen, og husk masser af fisk
- Forsøg så vidt muligt at opretholde en sund vægt
- Få 150+ minutters motion om ugen, hvilket svarer til 2,5 time. Det er både godt for din hjernefunktion, dit blodtryk og kolesterol, ligesom det booster hukommelsen og minimerer risikoen for depression
- Skru ned for alkoholindtaget
- Undgå rygning
- Brug solcreme - det minimerer både risikoen for hudkræft og giver færre rynker
- Husk at børst dine tænder og brug tandtråd. Dårlig mundhygiejne kan resultere i alvorlige betændelsestilstande, der kan spille ind både i forhold til Alzheimers og hjerteanfald
- Gør hvad du kan for at dæmpe stress i dit liv - selvom stress i perioder er uundgåeligt. Meditation kan hjælpe med at dæmpe det.
