Krop & velvære
4. oktober 2016

6 ting, der kan lette din PMS

Pirrelig, trist eller uberegnelig? Nogle af os kender desværre godt til de typiske PMS-tegn. Sexolog Sara Skaarup synes, vi skal bruge off-dagene til at være gode mod os selv. Her er seks gode tips.
Af: Sara Skaarup
pms smerter

Foto: Shutterstock

Langt over halvdelen – nærmest 75 procent af alle kvinder – er generet af PMS op til menstruationen og mærker, at overskuddet og måske nok også den mentale ligevægt dykker lige før blødningen og i de første dage.

Men i stedet for at opfatte det som helvedesdage kan du bruge den lille besked fra din cyklus til at lære dig selv og din indre rytme bedre at kende.

1. Sæt generne i system

Appen Clue er virkelig nyttig: Her indskriver du din menstruations første dag, og hvilke gener du oplever hvornår. Den kan så give dig et praj om, hvornår du de næste gange nogle måneder frem kan forvente at føle dig oppustet, grådlabil, eller hvad du nu er heldig at være begavet med af PMS-symptomer. Du kan undlade at booke vigtige ting i de dage.

2. Tag dig noget alenetid

PMS-dage kan med fordel bruges til at få hvilet ud. Mange kvinder, især de gifte og mødrene, er stort set aldrig alene. Det gælder også for nogle singler, der er hypersociale. Sæt et par røde krydser på dine PMS-dage i kalenderen et par måneder frem og undgå at lave aftaler. Se i stedet Netflix, gå ture, hvil dig en masse.

3. Arbejd mindre

Der findes kulturer, hvor kvinder får fri omkring menstruationen. Manglende koncentration hører til de gængse symptomer.

Selv om du ikke kan skippe jobbet, kan du godt forsøge at begrænse din arbejdsmæssige belastning én gang om måneden. Forsøg at undgå deadline netop da, prøv måske at flekse ud tidligt, eller måske bare sørg for ro omkring dig, når du kommer hjem.

4. Øv dig i at være sårbar

Du kan lige så godt lade dine omgivelser hjælpe med at passe på dig. De fleste af os vil gerne være superkvinder hver dag, og menstruation betragtes i det store hele som en privatsag. Uden at gå i detaljer kan du godt sige: ”Jeg har lige en svær dag i dag, hvor jeg er ekstra følsom”.

5. Indfør en dronninge-dag (dur bedst, hvis du ikke bor alene)

En dronninge-dag går ud på, at man planlægger en dag om måneden, hvor man er 100 procent fredet, og den anden sørger for alt. Lad din kæreste/ægtefælle eller sambo hente børnene, og køb takeaway.

6. Dulm og forkæl

PMS kan give ømhed i kroppen, muskelspændinger eller hovedpine. Mange oplever også ekstrem sliksyge. Rigtig mange af os er påpasselige med, hvad vi spiser både af mad og medicin til daglig. Vi dør ikke af at lade PMS blive til pænt meget slik-dage.

Nup uden dårlig samvittighed et par Panodiler på forkant og hold det almindelige ubehag på afstand – og tillad dig at lægge den indre diætist på hylden og nyd dit favoritguf.

Læs også