Krop & velvære
24. januar 2023

Cyster på æggestokkene: Det skal du holde øje med

Cirka ti procent af alle kvinder oplever at have cyster på æggestokkene. Nogle får dog aldrig tydelige symptomer på cyster, mens andre kan få ubehagelige smerter. Læs her, hvad du skal holde øje med.
Af: Redaktionen
Cyster på æggestokkene: Det skal du holde øje med

Foto: Shutterstock

Cyster på æggestokkene kan komme og gå, uden man lægger mærke til det.

Nogle kvinder har en større tilbøjelighed til at få cyster flere gange, uden at man ved hvorfor.

I nogle tilfælde vokser cysten og kan give gener samt ubehag. Langt de fleste cyster på æggestokkene er godartede, men nogle kan også skyldes kræft.

Læs med her, og se hvilke symptomer, du kan holde øje med.

Hvad er cyster på æggestokkene?

Cysten sidder inde i æggestokken og er en samling af væske. Cyster i æggestokkene kan blive alt fra tre centimeter til 30 centimeter og fylde hele maven.

Langt de fleste mindre cyster på æggestokkene er dog helt normale og kommer ofte som følge af ægløsning. Cysten forsvinder igen efter en til tre måneder.

Andre cyster kan skyldes overvækst af forskellige celletyper i æggestokken.

Hvis man har sygdommene PCO eller PCOS, vil man generelt opleve mange cyster på æggestokkene samt hormonforstyrrelser.

De hyppigste symptomer på cyster

Ifølge Sundhed.dk kan cyster i æggestokkene give symptomer, og i andre tilfælde vil man ikke opdage det.

Symptomerne kan desuden være meget uspecifikke, og det kan derfor være svært at diagnosticere. Er man i tvivl om symptomerne, kan en gynækolog kigge efter cyster i æggestokkene med en ultralydsscanner.

De hyppigste symptomer er:

  • Trykken i underlivet
  • Pludselige smerter
  • Forøgelse af mavens omfang
  • Nogle cyster producerer hormoner, der bl.a. kan give blødningsforstyrrelser
cyster på æggestokkene

Cyster på æggestokken før og efter overgangsalderen

Cirka 10 procent af kvinder før overgangsalderen har cyster på æggestokken, skriver Sundhed.dk. Særligt menstruerende kvinder fra 45 til 50 år oplever at have en eller flere cyster på æggestokkene.

Hvis man finder cyster på æggestokkene hos en kvinde, der har været i overgangsalderen, fjernes hele æggestokken oftest. Det skyldes, at cyster efter overgangsalderen oftere skjuler kræft.

Det kan du også holde øje med

Når cysterne bliver store, vil du muligvis opleve, at det trykker på blæren eller endetarmen.

Du vil også kunne opleve, at din mave trykker og bliver oppustet, og du vil have svært ved at lukke bukserne.

Du kan desuden også holde øje med følgende:

En cyste der drejer sig

Hvis cysten drejer sig rundt og klemmer blodtilførslen til, kan det give akutte mavesmerter.

Smerterne vil komme pludseligt og ofte i den ene side af den nederste del af maven. Måske har du haft samme slags mavesmerter i nogle dage eller uger forinden.

Nogle gange kan æggestokken dreje tilbage på plads igen, men andre gange kan dette også kræve en operation. Særligt hvis det har stået på længe, og der er risiko for at æggestokken kan gå til grunde pga. manglende blodtilførsel.

En sprunget cyste

I nogle tilfælde kan cysten i æggestokken sprænge, eller der vil komme blødninger fra cysten, hvilket også kan give akutte mavesmerter. Smerterne vil normalt aftage i løbet af et par timer og forsvinde helt i løbet af et til to døgn.

En sprunget cyste kan være meget smertefuldt, men er i de fleste tilfælde ufarligt. Det er dog en god ide at gå til lægen eller gynækologen, da cysten kan give blødninger.

Endometriosecyster

Har man sygdommen endometriose, vil man også kunne opleve at få endometriosecyster. Endometriose rammer cirka ti procent af danske kvinder, og cysterne kaldes også chokoladdecyster, da de oftes er brune.

Det er forskelligt, om man oplever gener ved endometriosecyster, men med endometriose har man oftest også kraftige menstruationssmerter, smerter ved afføring og vandladning, samt smerter ved samleje.

Er det farligt at have cyster på æggestokkene?

De fleste cyster er godartede og er ikke farlige. Det kan eksempelvis være små cyster, der kommer i forbindelse med ægløsning.

Herudover er cystadenomer, som er cyster med vandigt indhold, godartet. Dermoidcyster, der opstår i ægget i æggestokken, er også godartet, og det samme er endometriosecyster.

Man kan derfor godt opleve cyster over længere tid, hvor der ikke er tale om kræft. Man bør dog blive undersøgt, så kræft i æggestokkene kan udelukkes.

Kræft i æggestokkene ses oftest efter overgangsalderen, skriver Kræftens Bekæmpelse. En kræftknude kan give symptomer som trykken på blæren eller tarmen.

Skal jeg gå til lægen?

Hvis du oplever akutte smerter i den nederste del af maven, der ikke forsvinder inden for kort tid, skal du søge læge, anbefaler Sundhed.dk.

Hvis du oplever mavesmerter, der kommer og går, kan der være tale om en cyste, der drejer sig. Her bør du også blive undersøgt af lægen eller en gynækolog.

cyster på æggestokkene

Generelt, hvis du føler dig oppustet, det trykker på blæren, du kan ikke passe dine bukser, og det er vanskeligt for dig at gå ordentligt på toilettet, bør du gå til lægen eller gynækologen.

Behandling af cyster på æggestokkene

I de fleste tilfælde går man til observation hos gynækologen for at sikre sig, at cysten ikke vokser sig større.

Vokser cysten, og ser den mistænkelig ud (viser tegn på kræft), kan det blive nødvendigt at fjerne den ved operation.

Langt de fleste cyster på æggestokkene fjernes ved en kikkertoperation, som foretages i fuld bedøvelse under indlæggelse.

En cyste der drejer sig kan desuden også kræve en operation, hvis den lukker for blodtilførslen til æggestokken.

I nogle tilfælde kan den ene æggestok ikke reddes, men man kan fortsat få menstruation og blive gravid med en æggestok.

Fjernes den ene æggestok, vil man muligvis gå i overgangsalder ca. ét år tidligere, end man ellers ville have gjort.

Kilder: Sundhed.dk, Kræftens Bekæmpelse

Læs også