Krop & velvære
26. maj 2023

Jeg lavede en rutineret bevægelse for at skjule min tampon. Så gik det op for mig, at jeg løj for mig selv

Jeg gjorde præcis, som jeg plejede og skjulte min tampon i ærmet. Så gik det op for mig, at jeg bildte mig selv noget ind, skriver Anne Wittorff Rusbjerg, der er chefredaktør på femina update i en kommentar.
Af: Anne Wittorff Rusbjerg
Anne Wittorff Rusbjerg

Foto: Gregers Overvad

Anne Wittorff Rusbjerg er chefredaktør på femina update. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Jeg er snart 34 år. Jeg har haft menstruation i noget, der ligner 20 år. Mere end 200 cyklusser. Hvis nogen spørger mig, om jeg er flov over at have menstruation, er svaret klart nej. Mit rationelle jeg ved godt, at det er det mest naturlige i verden og absolut ikke noget at være flov over.

Men da jeg forleden stod og rodede efter en tampon i min taske, gik det op for mig, at det ikke er hele sandheden.

Jeg fandt en tampon og med en – meget rutineret bevægelse - fik jeg gemt den i mit ærme. Jeg overvejede et kort øjeblik at lade være.

Jeg er overbevist om, at alle her på redaktionen ville være helt utroligt ligeglade.

Her taler vi allerede meget om menstruation.

Men frygten for at møde en kollega, der ikke kendte mig så godt, fik mig alligevel til at skubbe tamponen langt op i ærmet.

Betyder det, at jeg som 34-årig, mor til to, chefredaktør, seriøst er flov over at have menstruation?

Det er upraktisk, ukomfortabelt at rende rundt med en tampon i ærmet. Så når jeg alligevel gør det, er der vel kun en forklaring.

Det er i hvert fald som minimum et eksempel på, at menstruation stadig er tabubelagt. Noget, man helst skal holde for sig selv.

Da femina upate blev relanceret i foråret 2021, var et særligt billede en del af kampagnen. En kvinde, der havde sat sig på toilettet for at opdage, at hun lidt uventet havde fået sin menstruation.

Der var blod i trusserne – og med store typer stod ordet: fuck.

Jeg tror alle, der har menstruation, kender den følelse.

Alligevel var reaktionerne overvældende:

Et billede af en kvinde, der har menstruation, kan åbenbart stadig pisse nogle så meget af, at de synes, at de skal ringe til mig eller skrive, at jeg er farlig, og at femina burde udryddes fra jordens overflade, fortalte tidligere chefredaktør Isabella Hindkjær.

Og det her er i Danmark, mine damer og herrer.

Andre steder i verden er udfordringerne langt mere grundlæggende. Her må millioner af piger blive hjemme fra skole, fordi de ikke har adgang til bind og føler stor skam.

Et hollandsk studie viser, at smerter, kraftige blødninger og humørsvingninger førte til noget, der ligner et mindsket effektivitetsniveau på godt ni arbejdsdage om året.

Men det er normalt at have menstruationssmerter. Det lærte vi i hvert fald, dengang jeg gik i skole, og vi – ekstremt sporadisk – havde seksualundervisning.

Det er normalt. Vi kæmper os igennem. Lader som ingenting.

Vi siger ikke noget.

Men det er ikke normalt. Det er ikke meningen, at menstruationssmerter skal være så slemme, at man må aflyse alt for at ligge passivt på sofaen med Panodiler og chokolade.

Og det ville vi måske vide, hvis vi talte lidt mere om menstruation.

– I nogle af de lande, hvor vi arbejder, er unge faktisk blevet rigtig gode til at sætte ord på de udfordringer, som menstruation skaber. Jeg oplever, at både piger og drenge tør at tale om menstruation, og sammen finder de på løsninger på den stigmatisering, som pigerne oplever. Det kan vi godt lære lidt af herhjemme, siger Kirsten Brogaard fra Planbornefonden i anledningen af den internationale menstruationsdag søndag 28. maj.

Det er helt afgørende, at vi vænner os til at tale om og blive konfronteret med menstruation.

Heldigvis er rigtig mange seje kvinder allerede begyndt på det. For eksempel Emma Libner, som vi talte med på femina update for kort tid siden. Hun har Instagram-profilen KH Underlivet.

Jeg vil begynde med verdens mindste indsats og love mig selv, at jeg dropper alle akrobatiske øvelser og mere eller mindre diskrete forsøg på at skjule tamponer i ærmet.

Så hvis du ser mig, spankulerer jeg muligvis rundt med sådan en i hånden. Måske gør du også?

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.

Læs mere om:

Læs også