Kære menstruation. Lad os en gang for alle slutte fred

Jeg har i skrivende stund haft menstruation i 28 år. Eller mit lort.

Det røde, russer-besøg — ja, kært barn har mange navne. Lort blev det kaldt, dengang jeg gik i skole. Det syntes jeg måske lidt, det var, da jeg fik det som 11-årig.

Men det var måske ikke så mærkeligt, når menstruation var forbundet med noget skamfuldt, og noget man ikke snakkede om — og ikke mindst smerter.

Helt fra den første dag havde jeg slemme menstruationssmerter. Så slemme, at de var næsten invaliderende.

Senere kom jeg på p-piller, og det betød, at smerterne forsvandt. Det betød dog samtidig, at jeg ikke rigtig kunne mærke min krop og de hormonelle ubalancer, der var.

Da jeg stoppede på p-piller for næsten fem år siden, begyndte mine månedlige smerter igen at være slemme.

Så jeg opsøgte en masse viden om menstruation og andres erfaringer og tilgange til det.

Og langsomt blev jeg bevidst om, at min krop jo talte til mig og bad mig om at slappe af og ikke om at undertrykke og kæmpe mig igennem smerterne.

Som dengang i mine teenageår, hvor jeg arbejdede som kassedame, og en dag prøvede at melde mig syg ved ærligt at fortælle, at det var den tid på måneden, og at jeg ikke havde det godt.

Min chef, der var kvinde, sagde: "Tag lige nogle piller, og så møder du ind på din vagt.”

Så var det afsted på job (eller skole) med kroppen fyldt med Ipren og Panodil for at dulme smerterne i underliv og lænd.

Som voksen er det gået op for mig, at jeg aldrig rigtig har lyttet til min krop, eller jeg har måske lyttet, men ikke hørt efter, fordi mit fokus har været at præstere og leve op til de forventninger, der var til mig.

Jeg ville jo ikke være svag og lægge mig på sofaen, blot fordi jeg havde det månedlige.

Første menstruation

Den dag menstruationen meldte sin ankomst var en sommeraften i 1993.

Det var en varm dag, og mine forældre skulle ud i det gode vejr, men jeg valgte at blive alene hjemme. Da de var gået, gik jeg ind på badeværelset og prøvede min mors hygiejnebind. Jeg aner ikke hvorfor.

Jeg faldt i søvn med mit første hygiejnebind på og vågnede op næste morgen med min første blødning.

Jeg blødte kraftigt.

Værsgo, menstruation som en voksen kvinde, før jeg havde fået kønsbehåring.

Jeg var følsom, og det hele var lidt voldsomt, for vi havde aldrig fået noget at vide om det i skolen.

Den dag holdt jeg faktisk “blødefri”, altså blev hjemme fra skole. Det, der skete den aften i 1993, var jo, at jeg rent faktisk lyttede til min krop. Noget jeg desværre aflærte senere hen.

Blødefri

Jeg ved godt, at vores samfund og arbejdsmarked er skruet sådan sammen, at de fleste af os ikke bare kan tage ”blødefri”.

Men tager du ikke fri, hvis du har kraftig hovedpine? Eller ondt i maven?

Hvis en fridag ikke er en mulighed, vil jeg slå et slag for at starte i det små. Gå all in på selvomsorgen, når pligterne er overstået.

Måske du har første blødning på et tidspunkt, hvor der er en masse aftaler og forventninger til dig. Aflys dem. Hvis det altså er det, din krop fortæller dig.

For mig har det været en langsom omprogrammering af krop og hoved, at jeg ikke nødvendigvis behøver at kæmpe imod min menstruation.

Selvom jeg har øvet mig længe nu, er det stadig hele tiden en prøvelse i en travl hverdag at mærke efter, hvornår jeg skal trække stikket.

Slut med skam

Menstruationen er et had/kærlighedsforhold, jeg stadig skal arbejde på.

Og lige nu er det forhold under pres, fordi menstruationen også er et tegn på, at jeg ikke længere er gravid — hvilket jeg lige har været.

Men når alt kommer til alt, er der mest kærlighed i den relation, fordi den minder mig om, at jeg skal lytte til mig selv og mine egne behov.

Og mennesker bliver jo skabt, fordi vi kvinder bløder hver måned.

Det er da rimelig sejt — og i hvert fald ikke noget lort.