Krop & velvære
22. marts 2016

Josephine: Min krop er fantastisk, fordi den har overlevet brystkræft

Som tidligere brystkræftramt er den 50-årige smykkekunstner Josephine Bergsøe stolt af sin krop og dens evne til at reparere sig selv
Af: Josephine Bergsøe
100procentmig

foto:

Jeg er stolt af min krop, for hold da op, den har klaret et kemoforløb og repareret sig selv. Jeg er lige blevet erklæret helt rask til det obligatoriske femårskræfttjek. Kræften fik mig til at forstå, at jeg er dødelig, og hvor skrøbelig kroppen er. Heldigvis er brystkræft en diagnose, ikke en dødsdom.

Mit otte måneder lange kemo- og stråleforløb blev lettere af, at min mor har haft brystkræft og stadig lever, og at min lillesøster fik brystkræft samtidig med mig. Hver morgen ringede vi til hinanden og prøvede at overgå den anden i, hvem der havde haft det mest rædselsfulde døgn. Kemo er ren gift og var virkelig en voldsom omgang for min krop. Jeg blev så syg, så syg. Håret er ingenting!

Maria: Derfor er din krop helt perfekt, som den er

Mine negle faldt af, mine gummer blødte, mine slimhinder tørrede ud, øjnene sved, og jeg kastede op. Alligevel formåede min søster og jeg altid at afslutte vores sygdomsopremsninger med at skrige af grin. Jeg oplevede faktisk ikke dødsangst på grund af kræften, bortset fra den halve time på 14. etage på Herlev, hvor lægen gav mig diagnosen.

Det var følgerne af kemoen, der indimellem var så voldsomme, at jeg var bange for at dø af det. Lige før nytår var jeg ved at dø af en blodforgiftning. Jeg havde leget med en hundehvalp og fået en ridse i fingeren, som der gik betændelse i. Fordi jeg på grund af kræften har fået fjernet lymfen under højre armhule, kan en simpel betændelse give blodforgiftning og være livstruende.

Inden jeg blev syg, trænede jeg for at blive stærk og se pæn ud. I dag løber jeg tre-fire gange om ugen af lyst og laver outdoor-træning eller reformerpilates. Jeg føler det som en belønning, ligesom når jeg bliver rørt ved, spiser grøntsager og drikker vand.

Læs mere om:

Læs også