Nu er vi endelig blevet mere synlige – og så kommer høtyvene frem

Ida Rud er skribent og debattør. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Tænk at man som tyk ikke kan få lov at eksistere, uden at blive beskyldt for at promovere fedme. Jeg er simpelthen så led og træt af det!

Den 12. august i år udgav Politiken et debatindlæg fra journalisten Katrine Foldager Stokbro, der skriver, at hun finder det alarmerende, at der er tykke modeller i tv, ved busstoppesteder og når hun shopper online.

”Overvægt skal ikke lyse én i ansigtet og forsøge at udgøre normalen, mens man venter på 350S,” står der i indlægget.

Denne debat kom kun tre måneder efter, at hele verden havde ytret sig – og mange af dem negativt – over plus-size modellen Yumi Nu, der var på forsiden af sportsmagasinet Sports Illustrated.

Herhjemme var det blandt andet Weekendavisens Aske Munck, der harcelerede imod det og mente, at den slags promoverer fedme, når en kvinde på 110 kilo skulle posere i badetøj.

Nu er jeg 40 år og har været tyk hele livet. Da jeg var barn og ung var det udelukkende meget tynde modeller på forsiden af magasiner.

I 90’erne hed det look heroin chic, fordi de mest populære modeller som Kate Moss ofte levede et festligt liv med coke og ikke nødvendigvis meget mere end det.

Det var altså et ideal, det her!

Men det stod jo også på inden. Modellen Twiggy var kendt for sit androgyne og meget slanke look, som få kunne efterligne naturligt, men også skuespiller og ikon Audrey Hepburn, der blandt andet sagde, at ”for at se slank ud, skal man dele sin mad med dem, der er sultne”.

Umiddelbart sympatisk, men også et udtryk for noget af problemet med det slanke ideal – det bliver tillagt en moralsk værdi.

I mange årtier og i mange generationer har det været efterstræbt at være meget slank.

Hvorfor virker det så ikke?

Når nu folk er så bange for, at de modeller, vi heldigvis ser flere af, som er det, modeindustrien kalder plus-size (som stadig ikke er tykt), og også nogle få tykke modeller, skal få folk til at blive mere tykke – hvorfor har det modsatte ikke virket?

Når nu enhver hr. og fru Danmark skal pippe op i Facebooks kommentarspor på ovenstående debatindlæg med et ”Luk munden og let røven, så let er det”, hvorfor virker det så ikke?

Vi ved alle de her ting, vi har i generationer haft så meget fokus på at slanke os, bevæge os, spise sundt, ikke blive tykke – og vi bliver alligevel tykkere og tykkere.

Kan det tænkes, at det ekstreme fokus på at tabe kilo er medvirkende til, at vi bliver tykke? Fordi vi ikke behandler vores kroppe – eller vores sjæle for den sags skyld – særlig pænt?

Der er ikke ét eneste tykt menneske, der opfordrer folk, der ikke er tykke, til at blive det – for det er ikke sjovt.

Det er ikke sjovt at blive spyttet på, råbt af, hånet, afvist fra job, kærlighed, muligheder – og det er realiteten, som undersøgelser beviser gang på gang.

Alle folk er forskellige, men ikke alle bliver diskrimineret, hvis de ser anderledes ud.

Der er også grader af ”anderledeshed”, og tyk ligger meget lavt i det hierarki.

Når vi så endelig får en fod indenfor i medierne og bliver mere synlige, så kommer høtyvene og faklerne endnu oftere frem.

Diversitet er vigtigt. Det er vigtigt at kunne spejle sig i andre, der ligner én selv og minder om en selv, med samme oplevelser og erfaringer.

Hvis man ikke synes det, så er man simpelthen for privilegeret, det man kalder privilegieblind, fordi man er så vant til at se andre, der ligner en selv, at man ikke registrerer det.

Ingen får det bedre af at hade sig selv og skamme sig. Folk får det bedre af at være glade.