Sanne Søndergaard: "Du har en krop, du ikke behøver hverken hade eller elske – den er der bare"

Jeg har så meget bikinikrop, at jeg slider tre bikinier ned på en sæson. Jeg bor ved vandet og bader virkelig meget, og så bliver bikinierne altså noget slappe i betrækket.

Jeg har kun toppen på, når mine bonusunger er her. Vi har en lukket have, så jeg går gerne rundt med hele pivtøjet fremme, når det er varmt nok.

Som beklædningsgenstand synes jeg, bikinien er god, og jeg har den ofte på under almindeligt tøj, fordi jeg synes, toppen er langt rarere end en bh.

Efter corona, hvor mange af os ikke har haft bh på i et år, tror jeg, mange spørger sig selv, om de dog skal tilbage i bøjle-bh’en.

Bikinien forbindes med noget sexet, men for mig svarer den til, at jeg om vinteren går i leggings og en sweater. Om sommeren er en bikini bare rarest at have på.

Den snærer ikke, dækker hvad den skal – lidt som at være nøgen og fri.

Min krop passer godt til en klassisk bikini. Jeg har timeglasfigur og har ikke noget at klage over.

Jeg har en forholdsvis normativ krop, der mest stikker ud, fordi den er så bleg, at mine ben kan gøre dig blind af at se på dem.

Min veninde Sofie Hagen har lært mig meget om den aktivistiske side af kropsopfattelse – om kropsneutralitet, og at en krop er en krop.

Du har en krop, du ikke behøver hverken hade eller elske – den er der bare. Jeg prøver ikke at have en hverken overdrevet positiv eller negativ holdning til den.

Jeg har for nylig indset, hvor vildt det er, at én som mig, der kan bruge tøj fra alle butikker, kan føle mig tyk nogle gange.

Men det er jeg ikke og bliver ikke behandlet sådan, og jeg har fået indsigt i, at hvis én som mig går og hader på min krop, så bliver det fandeme svært for andre at være her.

Hvis jeg kunne lære mit yngre selv noget, var det at hvile i at være bleg. Altså skrigende bleg. Jeg kan blive solskoldet af månen, og det er der visse udfordringer ved.

For eksempel at jeg har et spansk temperament og gerne vil ligge i solen også i de forbudte timer mellem 12 og 15 og jo helst i så lidt som muligt.

Det kræver en vandfast solspray, som jeg bestiller hjem fra Spanien, fordi de er bedre end de danske.

En af mine feministiske kæpheste er, at kvinder lærer ikke at fylde for meget i både konkret og overført betydning.

Det ses særligt i angsten for at være tyk. Jeg prøver ikke at være efter mig selv, hvis jeg tager nogle kilo på. Men når mit tøj begynder at stramme, er det ikke som sådan mig, men min garderobe, der er efter min krop.

Heldigvis er jeg glad for sækkemoden, som er god, når man prøver at holde sig neutral i forhold til kroppens udseende.

Som kvindelig kunstner har jeg oplevet, at mandlige anmeldere har kommenteret min krop, og det er noget pis.

Jeg prøver selv ikke at opfatte mig som krop, men der er konstant en vurdering udefra: for meget, for lidt, for tyk, for tynd – folk er jo ikke usikre uden grund.

Også de positive kommentarer om kroppen er der en bagside ved, for hvis du får ros for at se godt ud på en bestemt måde eller i en bestemt slags tøj eller for at have slanket dig, er det jo med til at forme et selvbillede, hvor du tænker, at du er forkert, hvis du ikke er det, du har fået ros for.

Derfor prøver jeg ikke at lytte til hverken det positive eller det negative, og det går jo kun én vej: Dine bryster sidder højere i dag, end de gør resten af livet.